JSEMTS搜尋引擎
 

Originalens titel:
DAY OF THE POSSE

Til dansk ved
MICHAEL DANE

Copyright:
AMERICAN COPYRIGHT TRUST

Printed by
UNIPRINT, Copenhagen

KAPITEL 1

I samme sekund som Buck Weyman hte de velkendte lyde fra diligencen, som nmede sig, var han ude af sit pensionatsvelse og pvej hen ad Rangle Creeks hovedgade til diligencestationen. Han stod og ventede, da den stede karrosse gjorde holdt. Stationsbestyrer Lew Ryner kom i det samme ud ad den og bemkede til den he mand:
- Du er nok utmodig, hva' Weyman?
Weyman vdigede ham kun et hastigt sideblik. Han var et tristudseende individ pcirka 40 med glat sort h, ludende skuldre, kolde grne og knivsmalle ler. Hans sk - tykt, sort og spidst - pyntede ikke phans uheldige udseende. Weyman var en helt igennem led karl, tkte Ryner.
- Du ved udmket, hvorfor jeg er her, snerrede Weyman. - Jeg venter post. Vigtig post!
- Fra guvernen, brummede Ryner samtidig med, at han vinkede til kusken og gevvagten pbukken. - Tror du virkelig, guvernen vil bene din bror.
- Jeg har sendt ham en benningsansning, ikke, svarede Weyman fladt.
- Der skal mere end en ansning til, Weyman, erklede stationsbestyreren. - Selvom nok smange mennesker har skrevet under pden. Well, jeg skal sge for at udsortere posten hurtigst muligt.
- Du kan ge noget betydeligt bedre, sagde Weyman. - Du kan finde mit brev med det samme - og udlevere det til mig straks. Jeg har ingen tid at spilde, Ryner!
- All right - all right, brummede Ryner. - Ingen grund tid at blive knotten, Weyman.
Fire passagerer steg ud af ketet og traskede tr hen til Blanton Hotel. Kusken smed postsken ned til Ryner. Han bar den ind psit kontor, t fulgt af Weyman, som stod og stirrede skarpt pham i de fminutter, det tog at gennemgbrevene.
Ryner skelede til den magre, dystre skikelse i det rustre sorte t og tkte: Hvis han ikke havde vet san en forbandet hallunk, ville han kunne ve blevet en udmket bedemand. Det er lige det, han ligner - en ligkisteforhandler!
Hans hurtige eftersning bragte en aflang gul kuvert med officielt segl for dagen. Endnu f han havde nt at se padressaten, havde Weyman flt brevet fra ham. Ryner skulle lige til at protestere, men tog sig i det. Weyman var berygtet for sit ilde sind: Hidsig, begik vold for mindre end et ondt ord og brugte alle de mest infame og beskidte kampknep, der fandtes.
Weyman vendte sig og ilede hen mod den. I det samme kom gevvagten ind og smed et bundt aviser pgulvet.
- Sidste nyt fra Denver, Lew, bekendtgjorde han.
Weyman standsede: - Lad mig fen.
Ryner kom hen, satte sig phug og begyndte at lne knuderne psnoren om bladene. Vagtmandens enbryn r op i panden, da Weyman brutalt skubbede Ryner v, svirpede en foldekniv frem og skar snoren over med snit. I nte sekund havde han stukket den erste avis ind under armen, smidt en mt pgulvet og skyndt sig ud. Ryner rettede sig op og trak gerligt pskuldrene.
- S dreng, hva' Jesse, mumlede han.
- Hvem den er han? spurgte vagten. - Har aldrig f i mit liv set en fyr, der ssnederdrtig ud - eller var shelvedes utmodig.
- Det er Buck Weyman, svarede Ryner. - Bror til Jud Weyman, som skal hges i tugthuset. Og han er mindst ligesinfam som Jud. Her i Rangle City mener man, at Buck og Jud var anfere for en bande landevejsrere. Marshal Downes havde mistanke til dem, men kunne ikke bevise noget.
- H la' mig lige tke mig om, udbr vagtmanden.
- Blev Jud ikke set og arresteret for tre meder siden, da Bradenville diligencen blev standset af en halv snes ...
- Nej, Ryner rystede phovedet. - Der var kun otte - Jud medregnet. Og han var den eneste, der blev taget. De syv andre undslap, og ingen var i stand til at identificere dem, fordi de havde formummet sig med hter. Kusken og en passager blev drt under skydningen. Og nu skal Jud op at dingle. Lovhdherne er sikkert blevet gale pham, fordi han ikke har villet re sine medskyldige.
- Og bror Buck er altsstadig pfri fod.
- Javist. Marshal Downes har ikke kunnet ge et klap. Buck og resten af banden kan ikke anholdes, fordi ingen kan identificere dem. Hvem resten er, ved jeg forrigt ikke. Buck har ikke ligget pden lade side. Han har lavet en allerhelvedes ballade om, at Jud ikke er blevet retfdigt behandlet - og har ft sendt en ansning til guvernen om, at sagen mod Jud genoptages. Nten alle her har skrevet under pdenne benningsansning, som de kalder det. Og det viser ganske tydeligt, hvordan en hel by kan lade sig bluffe af en enkelt beskidt sjover. For at sige det mtigt mildt. Selv jeg skrev under.
- Ogsdu?
- N'turligvis. Jeg havde ikke noget valg. Hvis jeg havde ntet at ge det ville jeg en mk aften ve blevet overfaldet, trukket ind i en sort gyde og tet halvt ihjel. Det er pden me, Buck Weyman arbejder. Ryner trak igen pskulderen - Kan ve, marshal Downes er blevet for gammel til sit arbejde.
- Tror du, den ansning vil hjpe Jud Weyman?
- Ikke en chance. Han bliver hgt ganske planmsigt eg pklokkesl. Skal op at spjte pmedens sidste dag. Ryner kastede et blik hen pkalenderen pvgen. Det bliver den 30. april. I dag har vi den 5. Jud Weyman har ikke lang tid tilbage at leve i.
Buck Weyman havde sat sig i en kurvestol pBlanton Hotels veranda. Hans fingre skvede, da han rev konvolutten op og halede den officielle skrivelse ud. Han lte den hurtigt igennem, bandede indt - og lte den atter, langsomt. Ad helvede til med den store og mtige guvern Brill! Altfor fornem og storsnudet til at svare personligt. Brevet her - sandsynligvis et guvernen betragtede som ganske uventligt - var skrevet af en sekret, Oliver Davis. Og lod kort og godt:

eg har ft besked om at meddele Dem, at guvernen ne har overvejet den ansning, indsendt gennem Dem og gnde ud pen genoptagelse af sagen mod Deres bror, Jud Weyman.
Efter indgnde og grundige overvejelser er hans excellence imidlertid kommet til det resultat, at der under hensyn til de fdende bevisligheder, som forefindes mod Deres bror, ikke foreligger nogen grund til en genoptagelse af sagen og ej heller en udstelse af henrettelsen.
Sremt De skulle forske at bese Deres bror i tugthuset, kan De fremsende en skriftlig anmodning herom til inspekt McMurtrie.
bigst Oliver J. Davis, sekret hos hans excellence H. D. Brill, guvern for staten Colorado
- bigst! gentog Weyman bittert. - bigst! Affdiget af en elendig penneslikker. Hvad rager Juds liv Brill! Ikke en disse; Han gider ikke engang ulejlige sig med selv at skrive, men lader en af sine spytslikkere ge det!
Han stak rasende brevet ned i lommen, lod avisen falde pgulvet og satte sig med sit skgede ansigt sttet i hderne til at betragte sine stlesnuder. Pludselig opdagede han at vinden havde net avisen. Et navn i en overskrift fangede hans blik: Guvern Horace D. Brill.
Han tvang sig til at ve rolig, rullede oveniket en cigaret, f han tog avisen op og lte artiklen. Og han var tilsyneladende stadig stenrolig, da han et kvarters tid senere red ud af byen og sparkede sin hest i galop tp Brevet og avisen sad i hans sidelomme. Hans skgede ansigt var ganske udtrykslt, skjulte som en maske de forvirrede tanker, der snurrede rundt i hjernen. Forvirrede? Nej! Der var ikke spor forvirret ved det, han tkte - forsikrede han sig selv. Det var fuldkommen logisk. Den letteste, sikreste og eneste me, som Jud kunne hjpes p Og guvern Brill havde sig selv uafvidende spillet den lige i hderne pham.
En times ridt bragte ham til den faldefdige rne i Rafael dalen, som folkene i Rangle Creek troede beboedes af ranchejer Marty Danslow. Ikke - selv ikke bymarshallen - havde den ringeste mistanke om, at dette her ikke var en lille, elendig ranch eller at Marty Danslow var alt andet end kvavler. Nogle enkelte langhornskreaturer gik og grsede i dalen som skalkeskjul og forklaring p at hytten husede fem-seks mand. Her var hver eneste af Weyman bandens utalte forbrydelser omhyggeligt blevet planlagt af den snedige og skrupelle Jud Weyman. Men nu var hjernen i banden borte - sad i dscellen i tugthuset og ventede pat blive hgt ved sin hals, til han var d.
- Men det kommer ikke til at ske hvis jeg kan forhindre det, mumlede Buck Weyman, da han holdt hesten an ved folden. Shede han stemmen: - Marty! Er du hjemme?
En kraftigbygget, rhet mand kom til syne i et vindue og nikkede.
- Lad din sadel ke af, Buck. Vi er her alle.
Marty Danslow var en muskul fyr pseks fod og i begyndelsen af 40rne - samt ligesbrutal og blodtstig som den mand, han havde slt sine pjalter sammen med. Og de fem andre - i eblikket var banden jo kun psyv, Buck Weyman medregnet - var af nagtig samme stning. Steve Larsen, Tyler McRae, Blackie Marlowe, Ed Sears og Luke Nash var alle klt som cowboyer men levede af lovlheder. Larsen var smidig, blond, bl予jet og rkindet ligesom sine skandinaviske forfre. McRae havde tdeformet brystkasse, tyndt brunt h og pjusket oversk. Marlowe var, ligesom Buck Weyman, udstyret med sort fuldsk. Sears var halvvissen og skelet. Nash mk og k, n man sbort fra knivarret phans hre kind.
De sad rundt om et bord, som var dket med kort, flasker, glas og cigaretskod. Danslow b sin gt tage plads med en let hdbevelse og skkede ham en stiv rye-whisky.
- Har du ht nyt? spurgte han.
- Kom med diligencen til morgen, nikkede Weyman, tog en slurk og trak det krlede brev op af lommen. Han rakte det til Danslow og bemkede, da denne begyndte at le det: - Afslag. Brill vil hverken gmed til, at sagen genoptages eller henrettelsen udstes.
- Ser Jud fdig, gryntede Danslow.
Uden at gide le skrivelsen rakte han den til den nmest siddende. Weyman gylpede en ordentlig slurk ildvand til i sig, rystede sphovedet.
- Nej! hvislede han. - Jeg siger nej!
- Vi kan ikke ge et klap Buck, erklede Tyler McRae. - Jud er langt herfra - sidder forsvarligt spret inde i tugthuset. Hva' tror du, der ville ske. Hvis vi tog til Denver og prede at befri ham?
- Det ville ve for vanskelig en opgave - selv for os, mumlede Blackie Marlowe.
Der findes en helt anden me, sagde Weyman med et ondt grin.
- Du har skrevet til guvernen, uden at det nyttede. Danslow sforventningsfuldt pWeyman. - Well? Hva' mener du, der ellers er at ge?
- Vi kan snakke med Brill - personligt!
- Hva' kan vi?
- Jeg mener det, Marty! Jeg har fst fundet ud af det nu, men har tkt grundigt over det hele vejen fra byen. Vi kunne tvinge Brill til at he pos. Han klukkede ht. - Alle er parat til at he efter, n de har en revolver plantet mod knoppen!
- Satans! gispede Ed Sears.
- Fald ned, Buck, brummede Danslow. - Tag det roligt og forklar dig nmere.
Weyman halede avisen op af lommen, nede den og lagde den pbordet samtidig med, at han pegede pden artikel, som havde tiltrukket sig hans opmksomhed.
- Det st her - altsammen, sort phvidt, bekendtgjorde han. For to dage siden tog Brill ud pen turn... Han rejser rundt i hele Colorado. Og om en uges tid er han her i nheden.
- Hvor n? spurgte Luke Nash.
- Randolph City, grinede Weyman.
- Hej, udbr Sears. - Vi kan ve i Randolph i let af tre-fire dage!
- Hold lige kt et eblik, knurrede Danslow. - La' mig le, hva' der st.
Af artiklen fremgik, at Horace Denham Brill fst for ganske nylig var blevet valgt til guvern. Og som en venlighed overfor de ukendte tusinder, som havde stemt pham, var han startet pen rundrejse til den vestlige del af sin stat. Der skulle ve modtagelser, taler, festbanketter i over en snes af de stre pionerbyer i det vildeste Vesten. Rejse- og festprogrammet stod omtalt ganske nagtigt: Karlsburg den 5. Hendricks Peak den 7. - Randolph City den 10. Sidstnnte var en trivsom kvby, der var ved at blive en hel storstad - og lkun fdages ridt fra Rangle Creek!
Danslow rakte avisen til McRae, sskarpt pWeyman og spurgte:
- All right, Buck hvad har du stkt dig?
- Det er ganske ligetil, erklede Weyman. - Han rejser med stog. Og vi ved ganske nagtig, hvor han befinder sig hver eneste dag under rejsen. Vi har masser af tid til ...
- At underse egnen omkring Randolph City, huh? indsk Nash.
- Vi skal standse toget? spurgte Marlowe tankefuldt.
- Akkurat, nikkede Weyman. - Vi bortfer Brill, bringer ham hen et sikkert sted og tvinger ham til at udfdige et benningsbrev for Jud. Vi beholder ham, til vi ved, at Jud er sat pfri fod. Slader vi hans forbandede excellence le - mke!
- Rolig, Buck - koldt vand i blodet, rede McRae. - Hvis man drer en shtstnde mand som Brill, kommer man i store vanskeligheder - kolossalt store! Lovhundene og militet vil jage os, til de har fundet os. Pinkertons detektiver bliver pudset pos. Og ...
- Derfor vil jeg mke ogsla' Brill flov at leve, grinede Weyman.
Danslows brede ansigt flkede i et stort grin. De andre betragtede beundrende Weyman. Og det overraskede ham ikke. Han havde fuldt og helt stolet p at de eblikkelig ville gmed til planen. Dumdristighed, der tit grsede til det fuldkommen vanvittige, havde altid vet et af Weyman bandens kendemker. Fantastisk mod og iskold beregning havde hjulpet den ud af mange livsfarlige situationer. I syv havde denne bande ret og plyndret, hget og myrdet, uden at nogen var blevet klar over, hvem dens medlemmer i virkeligheden var. Nu sad en af dem for fste gang bag tremmerne - noget der mte res bod pi en fart. Galgens sorte skygge hvilede over bandens boss. Der var ikke lgere nogen tid at spilde.
- Ham guvernen vil ikke rejse helt alene, mumlede Blackie Marlowe.
- Avisen skriver han rejser uden bedning, sagde Danslow. - Hva' fanden det er, aner jeg ikke. Men der st, han kun har sin sekret med.
- Du kan trygt holde din sidste cent p at han har livvagt med, erklede Marlowe. - Sandsynligvis et bundt Pinkerton detektiver.
- Og hva' s indvendte Weyman. - Vi er syv. Og det ville ikke ve fste gang, vi fik en skmydsel med Pinkerton fyre - og vandt.
- Hor lige her, Buck, sagde Danslow. - Vi har brug for et skjulested til Brill. Hva' med det?
- Hver eneste lovhund i Randolph distriktet vil ryge ud for at finde os, spde Sears.
- Og ikke nok med det, indsk Steve Larsen. - Ogsbyfolk og cowboyer - svtbevnede og med blod i nene. Mand! Vi bliver allesammen skydeskiver!
- Glem ikke, pindede Weyman ham. - At vi har masser af tid til at planlge det hele i. Og med hensyn til et sikkert skjulested ... Han grinede til Danslow. - Marty! Kan du huske, at mig og Jud har talt om fter Zeke?
- Fter Zeke, nikkede Danslow. - Er det ikke ham, som ikke ville lege med jer - fyren som skede at ve herlig?
- Det er fter Zeke, klukkede Weyman - Zeke Elgart er en forbandet forsigtigpeter, hundeangst for at komme i vanskeligheder pgrund af, han er i slt med mig og Jud. For fem siden rejste han nordpfra Rangle Creek, sagde han ville fdet forbandet, hvis han ikke kom v fra os. Han drede oveniket navn. Kalder sig Ackland nu. Men jeg ved, hvor jeg kan finde ham, drenge. Han har en lille sle ejendom - nogle fmiles fra Randolph City.
- Hej ..., gispede Sears.
- Er det ikke fandens risikabelt, indvendte Danslov. Man vil omgnde ste ham i forbindelse med dig, Buck. Hvis du skjuler Brill pdin fters sted, vil lovhundene trampe pdtrinet, inden der er gt en time.
Nej. Weyman rystede phovedet. - Zeke er startet pen frisk. Der findes ingen i Randolph City, som kender hans rigtige navn og aner, han er i familie med os Weymans. Og n vi stopper Brills flotte tog - tror du s vi vil prentere os? Vi har hter og stkapper p
- Hvis Zeke har kvaj, vil det ve dlet, mumlede McRae. - Der er masser af mer at skjule sit spor ppgrgange.
Weyman rejste sig, tte sit glas, satte det fra sig og sudfordrende pDanslow:
- Well, Marty? Hva' synes du om det?
- Vi skulle kunne ordne det, grinede Danslow. - Det er mfrt. Men netop san noget, som Jud selv ville kunne have fundet p
- Okay, ser vi altsenige, nikkede Weyman. - Jeg er her igen ved solnedgang. Stager vi afsted til Randolph City!
Sherif Eli K. Richwater lagde Randolph Citys idendefra sig efter ne at have gransket artiklen om guvernens rundrejse, lede sig tilbage i stolen og gloede henrykt pvicesherif umboHeap.
- Den 10. april bliver den stolteste dag i Randolph Citys historie, bekendtgjorde han. - Vi skal give guvern Brill en velkomst, han aldrig vil glemme. Randolph City vil ve ren - en by hvor ingen banditter og ballademagere vover at vise sig - en by med et tomt fgsel. Guvernen vil blive dybt betaget af vor by. Mtig dybt!
- Naturligvis, nikkede vicesheriffen ivrigt. - Randolph City er den mest lovlydige by vestfor Missouri floden - takket ve dig sherif!
Den trinde Jumbo Heap tiltalte altid sin overordnede pdenne tjenstagtige me. Thi han var ligesom mange af Randolph Citys andre indvere, dybt imponeret over sherif Richwater. Sheriffen var blevet en ren sagnskikkelse - en beundringsvdig sjdenhed, som ragede ht op over alle andre lovhdhere i Det vilde Vesten. Han var 42 , seks fod og to tommer h, irriterende sund og rask - og ifge sit eget udsagn en af de allerbedste lovhdhere, som nogensinde havde ordnet paragrafferne i hele Colorado. Hans brune ne var svanligvis knebet sammen til smalle sprker, som skulle vise, hvordan han altid tkte skarpt og hurtigt Hans bryn var buskede. Hans mahognibrune oversk hang ligessmukt som en hvalros' - og kunne slgnister, n det gjaldt. Over skprydelsen stak en skarp nene frem. Byens beundrende indbyggere svor pat sheriffens nebor spilede sig ud, hver gang en bandit nmede sig pti miles afstand. Det var den almindelige mening, at Richwater ligefrem kunne lugte lovle flere timer, f de viste sig. Under hgeskget sad en bred, sammenknebet mund. Og sheriffens knorteke stak altid udfordrende frem som et forbjerg.
Det mte indrmes, at Eli Richwater var den flittigste lovhdher, Randolph City nogensinde havde kendt. Han sled hdt og utrteligt i det for at nedkpe de lovle elementer. Og det allermest beundringsvdige ved ham var, at han blev anset for at ve en skrap detektiv.
- Jeg kan i allerheste grad takke politichef Patrick Monahan for min succes, plejede sheriffen at bekendtge uden blusel. - Af ham har jeg lt at ve mere end blot en ganske almindelig lovhdher i en kvby. Af ham har jeg lt detektiv-kunsten - at underse, efterforske og analysere den forbryderiske mentalitet.
Sedes l Richwaters tit gentagne lovsang til hans store forbillede - forfatteren til den bog, som var blevet sheriffens bibel. Patrick Monahan, tidligere politichef i New York, havde efter at ve gt af skrevet en langtrukken og drende kedelig hdbog for politifolk og lovhdhere af alle slags. Den hed kort og godt vordan man f succes i kampen mod forbrydelse Richwaters eksemplar laltid phans skrivebord i kontoret under distriktsfgslet. Og ved siden af gevstativet hang der et stort gulnet billede af Monahan, hvorunder Richwater havde anbragt en jernplade med hyldest til idealet, udfdiget af ham selv og ristet urokkeligt ind af en lokal guldsmed.
De fleste af byens og distriktets indbyggere var for naive til at indse, hvad Richwater i virkeligheden var: En hdtarbejdende sherif, der var offer for sin egen enorme indbildskhed. Ved hver given lejlighed fremdrog han et kolossalt forstrelsesglas, som han havde indforskrevet fra New York, og gav sig til at studere eviseri det. Beviserne var ting som hans fangers revolverskter, klapper psadeltasker, tomme whiskyglas og andet, som han overfor sin vicesherif omtalte som ulige betydningsfulde spor I modsning til de fleste sheriffer var han ikke behageligt skeslt plt, men gik altid i skrdersyet byt, phvis revers stjernen strede som en pinsesol. Han var skrap til nekamp. Og hans hurtige, pletrammende revolverhd havde ogsvet med til at e hans ry.
- En mtig fin og god guvern, sagde han og sendte sin Jumbo et triumferende grin. - Ved Patrick Monahan! Vi vil fham til at fe sig meget stolt. Der bliver utvivlsomt en officiel modtagelse. Og borgmester Burbridge er nt til at anbringe mig ved guvernens bord. Han vil ikke turde vove andet!
- Naturligvis, nikkede vicesherif Heap. - Du er den mest fremtrende personlighed i hele distriktet, sherif. Og guvernen kunne ikke ve kommet til Randolph pnoget bedre tidspunkt. Der findes ikke landevejsrer, kvtyv eller anden form for bandit lgere pdisse kanter. Selv cowboyerne fra Barr dalen opfer sig ordentligt og anstdigt nu, n de kommer til byen. Du har tmet alle uheldige elementer, sherif. Du har renset Randolph City ud i bund og grund.
- Det var slet ikke svanskeligt. Richwater vendte sig for at stirre psin afguds merunde yn. - Takket ve al den ldom, som jeg har ft ved at le Monahans bog, fik jeg let krammet palle ballademagere og hvad vre var. N man anvender de rette detektivmetoder, Heap, kan man aldrig undgat sejre. For har man kendskab til dem og forst at udnytte dem rigtigt, kan man overvinde, og tilfangetage selv de vste mordere og banditter.
- Fuldstdig rigtigt, sherif, mumlede Jumbo med bigt me og tilfede som han tit gjorde, n hans chefs storhed rigtigt gik op for ham: - Sir! Det er derfor vi har ft en fredelig by at bo i.
- Vi msge for, at den vedbliver at ve det, brummede Richwater. - Himlen se i ne til den elendige slyngel, som stikker snuden ind i min by mens jeg er vt for guvernen.
- Ingen vil vove det, forsikrede Jumbo Heap. Ingen vil vove at forstyrre ro og orden.
Knap havde han sagt det, f hans ptand blev modsagt med umiskendelig tydelighed af sekslertorden, der rungede kun et par husblokke borte. Et kort spdingsmtet sekund gloede Richwater og Jumbo phinanden med alle tegn til vantro. Sblev Richwater kokr i kraniet og gispede:
- Kom henne fra Pioner Kreditbanken - vil jeg vde p! Ved Patrick Monahan - n jeg f de tyveknte i sigtekornet ...!
Han snappede en Winchester fra gevstativet, knaldede sin sorte Stetson-hat phovedet og stormede ud af kontoret med Jumbo jumpende lige i hene. Hovedgaden var ved at blive ryddet i en ruf. Det var en sollys formiddag sent pven. Sder var ingen af Barr dalens cowboyer i byen. Men Randolph City havde et stort befolkningstal. Og pdette tidspunkt af dagen var husmrene ude pindk. Kvinder af alle aldre og vtfylder forsvandt som hs, der ser hen nme sig. Fulgt af gode borgermd, som benede rundt om det nmeste hjne.
Richwater hte hurtige hovslag, da han r ud pgaden. To ryttere trak sig hastigt tilbage nordud ad hovedgaden og sgede for at slmulige forfgeres mod ned ved at sende kasteskud mod plankefortovene. Sheriffen skun et kort glimt af de to fukse, som blev redet hdt af to he md i cowboyt. Sforsvandt rytterne ud af syne og Richwater nde hen til gerningsstedet for forbrydelsen. Det var ikke banken, som han havde troet, men Elmer Becks kmandsgd.
Beck, en gret kmand i 60erne med for ht blodtryk og for lille tillid til banker, log vred sig i den til sin forretning, svovlende som en forrykt og sagte mumlende til den halve snes md, der var nt frem f loven. Richwater banede sig vej gennem oplet og begyndte at glamme spgsm fra sig. Den sede krmer skulede til ham og mumlede:
- To he md. De gik ganske roligt ind - stak revolverne ind i mit ansigt og tvang mig til at ne pengeskabet. Tog hver eneste cent - 3000 dollars! Du mstoppe dem - du m sherif ...
- Elmer er hdt set, sherif sir, bekendtgjorde vicesherif Jumbo. - Skudt i hoved og bryst!
- Jeg har ne i hovedet, svarede Richwater tt. Han lagde hden pkmandens skvende skulder. - Beck, du skal nok fdine penge igen. Den tyvknt er ikke ft endnu, som kan undslippe mig ..
- La' ve med at holde taler! gispede Beck. - Find dem for fanden.
- Var de maskerede? forhte Richwater.
- Nej. Og jeg fik set grundigt pdem. Vil kunne genkende dem ... hvis jeg nogensinde ser dem igen.
I det samme dukkede den firkantede hvidhede dr. Grunstein op. Kurt Grunstein var tysk je - og den dygtigste le, der nogensinde havde praktiseret i Randolph City. Desuden var han menneskekender - og en af de fi byen som foragtede sheriffen pgrund af dennes storskrydende pralen.
- Ikke mere snak, gryntede han og skubbede Richwater til side med albuen. - G din pligt sherif. Og lad mig ge min! Lucius - Mike - Jethrow - vil I venligst be Beck hen til klinikken.
Med blodet fossende ud af sene blev kmanden ltet op og bet bort. Richwater gav sin vicesherif ordre til at afhente hestene. Svendte han sig og skritisk pde md, der kom farende hen mod forretningen. Der var over et dusin, alle bevnet. Flere havde oveniket allerede sadlet op.
- sker du en trop, sherif? rte en br bartender ved navn Cotterel. - All right - du har en trop. Hva' venter vi sp
- De morderiske krabater har ft et fandens langt forspring sagde en anden frivillig advarende.
- Men de skal ikke slippe ret langt bort, lovede sheriffen. - Har I nogensinde vet ud for en forbryder, der var smart eller hurtig nok til at slippe bort fra mig?
I det samme ankom Richwaters arrestforvarer og fik sheriffen til at rme ved at brumme, at det var et allerhelvedes mkeligt tidspunkt for en lovhdher at holde taler p- i stedet for at begynde pjagten. Charles Buddington Briskin - af hele byen kaldet nkel Bud- var en skrobaksgumlende, rundrygget pioner i begyndelsen af 70erne. Det var lge siden, han havde mtet trke sig tilbage som lovhdher pgrund af en benskade. Han var nu sunket ned til en slutters laverestnde stade, men var stadig en fin menneskekender. Onkel Bud foragtede ligesom dr. Grunstein sheriffen grundigt pgrund af hans storagtighed - og fandt ikke, der var nogen grund til at lge skjul psine felser.
- Mens du st og meddeler folk, hvor fandens dygtig du er, slipper slynglerne lgere og lgere v, sagde han spottende til sin overordnede.
- Ret langt kommer de ikke! snerrede Richwater. - Og du har at rubbe dig hen til arresten. Du skulle have tiltrt din tjeneste for to timer siden.
- Jeg sov over mig, svarede onkel Bud og blottede sine sidste se gule tder i et udfordrende grin.
Fminutter senere fte Richwater og Jumbo Heap en trop p15 mand i strakt galop ud af byen. Inden lge fandt jerne deres vildts spor og fulgte dem nordpad sporet til Buckhorn floden. Ved denne lavvandede str var sheriffen nt til at dele sin styrke. Det var ganske givet, banditterne var redet ud i og op eller ned ad floden for at ryste forfgerne af sig.
Ved hjp af dette fif vandt de vdifuld tid. Fst langt over middag fik sheriffen atter e psporene fra to heste, samlede atter hele sin styrke og gav den med smdende kommandort ordre til at falde ind bag sig.
- De er pvej til skoven pCoyote klippen! glammede han. Vi indringer skoven og rykker ind pdem! Fremad, folkens!
Han sagde det med fortrtning i stemmen. For han anede ikke, at han ikke lgere fulgte pengeskabsrernes spor, men var pvej til sit fste me med Bill Valentine og Ben Emerson!

KAPITEL 2

To flotte fukse grsede en halv snes skridt fra det nedbrdte lejrb. Den eneste lyd, der htes i rydningen, var to sovende mds snorken.
- Mest forslidte fif i bogen, Heap! hviskede Richwater. - De lader, som om de sover. De lger sig ved siden af et koldt lejrb. N vi g pdem, pt de, at de har sovet hele formiddagen - og det er derfor, bet er brdt ned. Men deres lne skal ikke hjpe dem! Hold dem dket, mens jeg foretager anholdelsen.
Mdene fra troppen havde omringet lysningen, var gt i dning bag alt, hvad der fandtes at dke sig bag. 15 skydeven - Colts kaliber .45, rifler og haglgever - var rettet mod de sovende. Selvom disse var rullet ind i tper, kunne alle de frivillige tydeligt se, det drejede sig om et par endda meget he md. Og de grsende heste var fukse. Ingen tvivl var mulig! Disse to mte det ve, som havde udplyndret gamle Elmer psbloddryppende en me!
Richwater spankulerede hen mod de sovende, mens han sigtede pdem med sin skudklare seksler. Jorden var overstrt med kogegrejer og tomme konservesder. Et par bllredscowboybukser med usvanligt lange ben hang pen gren og viftede sagte for brisen To medtagne Stetson-hatte lfredeligt side om side nedenunder bukserne. Begge mdene sov med hovederne hvilende psadlerne. Den ene var mkhet, med firskent hoved og stkt hageparti. Selv i sne var hans solbrdte ansigt kt pen robust me - et rigtigt mandfolkeansigt, som kun kunne tilhe , der ikke lod sig gpaf noget og hverken frygtede Gud eller Fanden. Den andens h var sandfarvet, ken nten udfordrende kraftig. Han log sov med en mund og et ansigtsudtryk suskyldigt som et lille barns.
Richwater tilkastede sin trop et triumferende blik, sigtede pden sorthede og skrede:
- Op med jer! Ud af tperne i en fart! Grib ikke efter skydeven - hold hderne, svi kan se dem!
Manden med det sandfarvede h sov uforstyrret videre. Den sorthede nede det ene e, studerede Richwater nten et helt minut, begyndte sat rejse sig.
- Du er gt helt galt i byen, erklede han, da han smed tpet til side. - Vi er ruinerede. Har tabt vore moneter i ...
- Jeg er ikke kommet for at udplyndre jer - for helvede! snerrede Richwater. - Jeg er Eli Richwater, sherif i Randolph distriktet - er kommet med min trop!
- Gamle jas, brummede den anden uden at ne nene. - La' v' med at hyle san op. Det ender med, du vker mig.
- Du mhellere krybe ud af tperne lange spir, knurrede hans partner, mens han tankefuldt betragtede stjernen psheriffens jakkerevers. - En prgende lovfyr sker at snakke med os.
- Hvordan kan du vide det er en lovhund? mumlede den anden.
- Han er bevnet med en strende stjerne og en seksler - og har det stste oversk, som du nogensinde har set.
- Well - det kunne lyde til at ve en rigtig lovhdher.
Manden med det sandfarvede h rullede ud af sine tper og plantede sig ved siden af sin partner, mens han glippede ugleagtigt med nene mod Richwater. Troppen begyndte at rykke nmere for at fet bedre overblik over fangerne.
- Et par lange rler, bemkede Jumbo Heap. - Nagtig som gamle Elmer sagde.
- Det er de fyre, vi er ude efter, erklede sheriffen.
Han studerede de to fremmede indgnde. Selv pstrpesokker ragede de godt i vejret. Den sorthede var over seks fod h - den anden endnu here, seks-en-halv fod. De var ift slidt og medtaget cowboykluns. Deres revolverbter lved siden af tperne. Efter at de havde konstateret tilstedevelsen af adskillige haglgever, havde de besluttet ikke at ste sig til modvge.
- Du der ... Richwater nikkede til den heste. - Tager dine bukser p
- Nemlig, nikkede den tiltalte. - Ptide at ge det. Der er temmelig koldt oppe pdette hersens hdedrag.
Han gik hen, tog sine bukser ned fra grenen og begyndte at trke i dem. Richwater gde:
- Hva' hedder I?
- Valentine, drede den sorthede. - Bill Valentine. Det der er min partner Ben Emerson. Og du? Du sagde, du hed Fiskewater? Fandens fint navn til en ...
- Richwater! skummede sheriffen.
- Fiskewater? spurgte Ben Emerson.
- Skan det ve nok! gde Richwater.
- I ska' ikke pre at ve morsomme, Valentine, gryntede Jumbo Heap. - I er anholdt.
- Det siger du ikke, mumlede Bill.
Ben spdte sin livrem og gik hen og anbragte sig ved siden af sin partner. PRichwaters kommando satte de sig og tog stler og hatte p To af troppens menige medlemmer samlede deres sadler op og gik hen og lagde dem pfuksene. Bill rullede en cigaret, tdte den og spurgte skeslt.
- Hvorfor fanden har I lyst til at anholde os?
- Det er ikke slidt frt af dig at spge om det, sagde Richwater hligt. - Sigtelsen lyder prerisk overfald og fors pmanddrab.
- Er det os, han vrler om? spurgte Ben forblfet.
- Ja, det er, nikkede Bill. - Men han er pvildspor - nagtig som de fleste andre blikstjernebere, vi er stt p Naturligvis! Du mda ve klar over, at en lovhdher der er sopbralrende som han her, ikke ejer hjerne i sin dumme knop.
Richwaters ansigt antog samme inefaldende kul som en arrig kalkunhane. En af mdene i troppen klukkede sagte og spurgte:
- I er fra Texas, ikke ogs
- Fuldkommen rigtigt svarede Bill.
De to texanere rettede sig op smkede hene sammen og sstolte ud, da deres hjemstat blev nnt. Men d gjorde ikke noget dybere indtryk pRichwater. Han pegede med sin skudklare seksler hen mod fuksene:
- Pak jeres grejer og sid op. Vi bringer jer tilbage til Randolph City.
- Tilbage til Randolph City, grinede Ben. - Hellige Hanna! Vi har endnu aldrig vet der!
- Fiskefatter mener noget andet, forklarede Bill og shvast psheriffen. - Hvem er det vi beskyldes for at have skudt ned og udplyndret - og hvorn?
I formiddag - som om I ikke var klar over det! skumlede Richwater. - Elmer Becks kmandsgd. Du er ikke ssnedig, som du bilder dig ind, Valentine. I drte trods alt ikke Beck. Han er stadig i live og fik set godt pjer begge. Han er ganske givet i stand til at identificere jer.
Bill spBen. Ben spBill. - Bill grinede uforskammet og sagde til Richwater:
- Jeg skal ge dig en tjeneste, Rikkefatter. Du er dum og uforskammet og opfer dig yderst uvenligt - men jeg vil alligevel pre at forhindre dig i at begdenne dumhed. Vi har ligget i lejr heroppe siden i aftes. Mig og min partner er ikke de to fyre, du er ude efter. Vi sov over os, fordi vi havde redet en hel flok miles uden sn og var temmelig trte. Vi var pvej til Randolph City, men har aldrig f vet pdisse kanter - det er den stenkolde sandhed.
- Jeg har aldrig mt en tyvagtig bandit, der ikke ogsvar en forbandet lner, hvede Richwater.
- Gamle jas, brummede Ben. - Han kalder dig lner.
- Fordi han kan dke sig bag sin blikstjerne og har en hel flok skydere til at beskytte sig, knurrede Bill.
- Texanere ..., hvislede Richwater hligt. Han var fast besluttet pat nyde denne situation til sidste dre.
- Det g det endnu bedre. Jeg har endnu aldrig mt den texanske sadelbums, der var i stand til at spille mig et puds eller ge mig til grin - eller - eller fkrammet pmig.
De to vejfarere vekslede atter et yderst talende blik.
- Hikkefatter dog ... Bill rystede medlidende phovedet. Det g mig pokkers ondt for dig. Fra nu af vil du ste pvanskeligheder, hvis lige du aldrig har kendt.
- Hvor er pengene, I rede fra Elmer Beck? forhte Jumbo Heap. - Hvor har I skjult dem?
- Visiter dem, Heap, kommanderede Richwater.
Heap underste texanerne og deres grejer grundigt.
Ben smedlidende pRichwater og bemkede:
- Du finder aldrig de gysser.
- 3000 dollars, hvislede Richwater. - Jeg skal nok finde dem - tag ikke fejl af det! I skal nok ftungen pgled, n jeg begynder at tage jer i forh!
- Jeg skal gerne spare dig ulejligheden, tilb Ben. - Vi har ikke moneterne - fordi vi har skket dem v. Vi traf en stakkels, lille, fattig, gammel kone med 17 sultne unger. Svi ...
- Stille! bjfede Richwater. - Cotterel - hent vore heste. Jagten er forbi!
Under turen til byen red partnerne side om side bag Richwater. Jumbo llige i deres kvand sammen med troppen. Mange skudklare skydere glimtede stadig i solen. Havde texanerne pret at flygte ville de ve blevet drt i let af 15 sekunder. Richwaters frivillige var nerve og med god grund. Tilfangetagelsen var kommet til at foreghelt anderledes end de havde ventet. Var gt altfor let. Og det lod ogstil, disse to koldblodige vejfarere ikke var gode at bide skeer med.
Bartender Abe Cotterel red op psiden af Richwater og gav udtryk for sin frygt: - Sku' ikke undre mig, om du har anholdt nogle forkerte, sherif.
- Jeg! Richwater sendte ham et ringeagtende sideblik. - Jeg anholde nogle forkerte. Aldrig! I de 15 jeg har bet stjernen, har jeg aldrig foretaget en forkert anholdelse, Cotterel.
- Men disse her texanere ... Jeg synes ikke, de lyder til at ve dumme. Det er fandens svt at forestille sig, de efter at have plyndret Elmer ikke er redet lgere end til Coyote klippen - og shar lagt sig til at sove ved siden af et koldt lejrb - og ladet os liste os ind pdem ...
- De har bet sig klodset ad, genmede Richwater.
- En list som de har brugt med vilje, for at lokke mig pvildspor. Det er dem, der er de skyldige. Det er ganske vist! Og ssnart jeg har ft dem hen pmit kontor, skal jeg ogsnok fdem til at tilst- og fortle, hvor de har skjult pengene. Fald stilbageCotterel. Det er mig, der fer troppen ind i byen.
Bill og Ben havde ikke sagt ret meget. Det var der ingen grund til. Sheriffen havde jo lovet, at ofret for forbrydelsen kunne identificere dem. Og det kunne kun blive ensbetydende med ting. De ville aldrig kunne blive genkendt som de skyldige - medmindre de havde ft et par dobbeltggere. Og det forekom ikke sandsynligt. Derfor var de iskoldt rolige og revnende ligeglade med de skumle blikke, der sendtes dem. Det ville ikke ve fste gang, de r i kasjotten. Faktisk var de netop redet til Randolph City for at komme indenfor murene - sikre sig gratis kost og logi pderes egen ganske specielle me.
Lyksaligvis for Richwaters sjefred var han fuldstdig uvidende om, at han ved at anholde texanerne havde rodet op i et rent hvepsebo. Han havde aldrig ht om det vidtberte par - Valentine og Emerson. De to helvedeshunde, som havde ft blodtrykket til at stige til kogepunktet og bragt nerverne til bristepunktet hos en hel flok lovhdhere i Wild West. Bill og Ben var ft i Texas, men beste sjdent deres hjemstat. Istedet havde de tilbragt en rke vilde og voldsomme med at ride fra sted til sted - havde gang pgang taget kampen op mod banditter og altid vundet. Mangen en by havde grund til at velsigne den dag, de to partnere var redet ind i den. For hvis uretfdigheder skulle udryddes, hvis kvtyve, bankrere eller landevejsbanditter drev deres nedrige spil - skunne man trygt stole p at Bill og Ben tog sagerne i deres hdtslnde og pletskydende hder og straks gik i blodig krig mod de lovle, til de sad bag l og sleller - oftere - vred sig i de sidste krampetrninger.
De holdt stkt p at de aldrig var ude pballade. Men alligevel lod det til, at ballade fulgte dem som en uafrystelig skygge. I langt over en halv snes havde de flakket rundt og kpet - deres fjender var altid de lovle. De var parat til at samarbejde med herlige og ordentlige hdhere af lov og orden. Det var imidlertid sjdent, de havde truffet en lovhdher, som de fandt var vd at hjpe og stte. Og derfor red de ikke alene deres egne veje, men kpede ogspderes egen me - fulde af ringeagt overfor det svanemsige og som en hd prelse for selv de mest hdhudede sheriffer og marshaller.
Bill havde forlgst set, at Richwater hte til de storpralende, selvglade stjernebere - var et udpret eksemplar af en type han inderligt foragtede. SRichwater skulle nok komme ned med nakken. Den tid var ikke fjern, da han ville komme til at fortryde grueligt, at han af en fejltagelse havde anholdt de to flinke farende svende, kaldt dem lnere og talt hligt om texanere.
Ben br tavsheden ved at dre: - Pudsigt - som det kan komme til at g huh gamle jas?
- Vdig sk, nikkede Bill. - Jeg kunne grine ht, hvis jeg ikke var sforbandet tr.
Sherif Richwater ville slet ikke have vet i stand til at indse det humoristiske ved situationen. N texanerne var onomisk pspanden - hvad tit skete - skaffede de sig gratis kost og logi til sig selv og hestene pen se nem me: Ved at lade sig anholde. De sgede altid for at udse sig de bedste og behageligste by-arrester. For en uges tid siden havde de truffet en patent-medicin-forhandler, som havde givet dem den vigtige oplysning, at Randolph Citys kasjot var den reneste, roligste og varmeste indenfor 300 miles' omkreds. Derfor var de draget mod denne stad. Og efter at Eli Richwater havde anholdt dem, behede de ikke engang have ulejligheden med selv at sge for at blive anholdt. Det havde to ukendte banditter ordnet for dem!
Trods deres indgroede modvilje mod lovhdhere havde de aldrig selv vet lovle eller pkant med loven. Deres metode til at skaffe sig kasjot-bekvemmelighed var yderst hdtslnde, men ikke dbringende. Undertiden nedes de blot med at smadre en bymarshals vindue. Det virkede hver gang. Undertiden arrangerede de et bedre slagsm i en saloon. Og det virkede nagtig ligesgodt.
- Ham her Hikkehikkefatter bliver vel nok dybt skuffet n han opdager, han har anholdt de forkerte, brummede Ben. - Lagde du mke til den me, han gloede pos p gamle jas? Han har et beskidt blik. Hader texanere.
- Han har ikke mere forstand end den svupvommede vicesherif bag os, erklede Bill.
Ben kastede et blik tilbage over skulderen og nikkede. Den tykmavede Jumbo Heap med dobbelthagerne var et typisk vedhg til en sherif af Richwaters kaliber. Han sslasket og snydedum ud - en fyr der ikke duede til en dt, hvis han ikke var under en stkere mands kommando.
Partnerne var tordnende ligeglade med den opsigt, deres ankomst vakte. Rytterskaren red ind phovedgaden pslaget tre. Byens indvere trgtes pfortovene, gloede mende pde, to yderst rolige og ligeglade ianger, skrede spgsm og lykskninger til sheriffen, der strede som en nyslt svdollar.
- Du klarede det igen, sherif!
- Flot gjort, Eli!
- Det tog dig faneme ikke ret lang tid, sherif!
Den nsynede borgmester Bartley Burbridge rejste sig fra sin stol pverandaen til Randolph Hotel, blinkede gennem lorgnetterne hen mod optoget.
- Hjertelig tillykke, sherif Richwater! Vi vidste, vi kunne lide pdig!
- Ikke noget at tale om, borgmester Burbridge, svarede Richwater i en tone, der tydeligt sagde det stikmodsatte. - Den detektiviske fremgangsme vinder altid sejr over den brutale magt.
Han fte med vilje optoget hen til hjnet af Palmo Street og gav ordre til holdt. Clara Finchs lille spisehus lpdette hjne. Og den opbralrende lovhdher havde et stykke tid gjort haneben til den kne Clara, der var i begyndelsen af 30rne og mere end smigret over hans opvartning. Hun kom til syne i den og sendte sheriffen et nervt smil. Han svang sin sorte hat i en stor bue og nikkede hen mod fangerne.
- Er netop vendt tilbage, min ke Clara. - De prede at skjule deres spor, men forges.
Hun var h, havde en god skikkelse, et smukt ovalt ansigt og store blne. Hendes h var gyldent som solmodent korn og anbragt i en knude i nakken. Hun snydelig ud, yderst tiltrkende og frisk. Og gjorde et dybt indtryk ptexanerne. De stak deres solbrdte ner til hatteskyggerne og grinede venligt til hende.
- Davs, drede Bill.
- Mtig stolt over at me dig, min ke miss Clara, sagde Ben overstrmende hjerteligt.
- Sheriffen lader ikke til at ve shlig, at han vil prentere os, sagde Bill bebrejdende. - Svi mselv ge det. Det der er min partner Ben Emerson. Jeg hedder ...
- Stille! drede Richwater. - Har jeg givet jer tilladelse til at tiltale min forlovede?
- Eli ... mumlede Clara. - Er det sandt!
- Akja, sukkede Ben. - Hvis du tker pat lade dig smede sammen med mr. Hikkefatter her, s...
- Har vi virkelig ondt af dig, fortsatte Bill. - Han ser ud til at ve beskidt nok til at kunne lynche sin egen bedstemor.
- Jeg ville ikke stole pham - lgere end jeg kan kaste en prietyr, erklede Ben oprigtigt.
- Skan det ve nok, skrede Richwater. - Heap! Vi rider videre!
Optoget fortsatte hen til tinghuset. Richwater afskedigede hurtigt de frivillige, gav Heap ordre til at sadle fangernes heste af og marcherede dem selv ind psit kontor med revolver i ryggen. Onkel Bud rejste sig fra den gamle lersofa, sransagende pde to nyankomne og sagde:
- Er det dem, huh? Har du allerede fanget dem?
- Selvfgelig, svarede Richwater knivskarpt. - Man kan ikke holde sig ret lge pfri fod, n man overtrer loven i min by.
- De ser egentlig ogsmtig farlige ud, brummede arrestforvareren. - Skal jeg spre dem inde med det vuns?
- Ikke endnu. Elmer Beck mve kommet smeget til hterne at han kan identificere dem. N Heap er fdig med at slippe deres heste ind i vores fold, mdu hellere stikke hen til Grunsteins klinik og spge.
Heap kom traskende ind et eblik efter, slende ptexanernes sadeltasker og skydere. De to Winchestere blev anbragt pRichwaters skrivebord sammen med revolverbterne med Bills ene og Bens to Colts. Onkel Bud humpede af for at spge til den sede kmands helbredstilstand. Heap anbragte sig pkanten af sofaen og dkede fangerne med sin seksler, mens de uden opfordring tte deres lommer og anbragte indholdet ved siden af skydevnene. Richwater betragtede dem yderst mistksomt og mumlede:
- Erfarne, se erfarne. Det er ikke fste gang, de er blevet anholdt. Ved Patrick Monahan! De ved, hvordan det g til.
- Det er ikke fste gang, vi er blevet anholdt, tilstod Ben skamlt. - Og bliver sikkert heller ikke sidste.
- I vil komme til at angre denne dag! gispede Richwater og stak sin skyder i skeden. - Jeg skal sge for, I kommer til at undgde for det, I har begt. Hvilken uht frhed! At overtre loven i min by, lige f vi venter en htet gts ankomst.
- Hvem kommer? drede Bill.
- Abraham Lincoln? gabede Ben.
- Lincoln er d, indsk Heap. - Vidste du ikke det?
- Hold kt, Heap, skummede Richwater - Kan du ikke se, de vil spille smarte?
- . Jumbo nikkede forstnde.
- S jer! befalede sheriffen fangerne.
Bill og Ben smed sig i et par stole. Bill stak hden hen mod skrivebordet. Richwater udstte et ssomt gisp og vippede sin skyder op. Men Bill tog ikke andet end sin tobakspose, cigaretpapir og tdstikker. Kokr i hovedet stak Richwater atter sin Colt i hylstret og gloede olmt p at fangerne rullede sig en sm.
Og sgik de l - med den forhsmetode, som Jumbo Heap softe havde vet vidne til med mende beundring. Sherif Eli Richwaters gennemprede og aldrig svigtende afhingsme. Jumbo havde set mangen lovbryder knke sammen efter fminutters forl. Fremgangsmen havde aldrig slt fejl. Og han var sikker p den heller ikke ville ge det nu.
Langsomt fjernede Richwater sin hat fra hovedet og anbragte den pknagen bag skrivebordet. Sbevnede han sig med sin dyrebare Monahan-bibel og storkede majestisk hen til dningen.
- N du alligevel skal ud kan du ligesgodt bestille frokost til os, foreslog Bill gennem en blrsky. - Vi vil gerne have ...
- Stille! snerrede Richwater.
- Sheriffen skal ingen steder hen, forklarede Jumbo.
Richwater lede sig mod dkarmen, sendte de siddende et truende blik og begyndte at bladre i bogen. Hurtigt fandt han det, han skede: Kapitlet der hed orh - metoder og udfelse af samme I et par minutter gennemgik han sin afguds anvisninger. I de minutter plejede arrestanterne altid at krybe svedende sammen i stolene. Men disse fanger lod ikke til at he til den ormevridende art. Og Jumbo fte sig dybt skuffet.
Richwater smkede bogen i med et knald, trampede hen og stillede sig foran Bill og Ben - gloede truende ned pdem og begyndte sit forh. Hvor kom de fra? Hvorfor befandt de sig pdenne egn? Hvad levede de af? Hvad var deres rigtige navne? Texanerne besvarede hvert spgsm roligt og uden ten. Resultatet var at Richwater igen rfte sig med bogen. Hidtil var afhingen ikke gt som forventet. Pdette tidspunkt skulle arrestanterne have vist tegn til nervitet.
et skarpe spgsm, der stilles fangen meget ht og med overraskende pludselighed, vil sgodt som altid forskrke ham i den grad, at han fremkommer med et omgnde og trovdigt svar havde mesteren skrevet.
- Det skarpe spgsm, gentog Richwater for sig selv. - Ja, og i det psykologisk rigtige eblik ...
Han stak atter bogen ind under armen, smilede ned til texanerne. De gengdte smilet med engleagtig tmodighed.
- SI hder alts at I er ganske uskyldige, sagde han sagte. - Ikke?
Ben nikkede: - Mtig uskyldige.
- I gik ikke ind i Elmer Becks butik og truede ham med revolvere? smilede Richwater.
- Vi har aldrig set Elmer Beck, erklede Bill.
- Skan det altsikke ve jer, der sk ham, tte hans pengeskab og stak af med 3000 dollars? smilede Richwater.
- Nh, sagde Bill med et skuldertr. - Det kan ikke ha' vet os. Det har vi jo allerede fortalt dig.
- Naturligvis, sagde Richwater overstrmende. - Naturligvis. Han begyndte at nynne sagte og vendte sig halvvejs v fra dem. Jumbo Heap sad som pne - afventende det store eblik. Bill og Ben nedes med at sidde. Ssnurrede Richwater rapt rundt, stak pegefingeren ind i Bills ansigt og brede: - Hvor har I skjult pengene!
Bill svarede gravalvorligt uden at te: - I dit oversk.
- Hej ... begyndte Heap.
- Og det er et godt skjulested, bemkede Ben tksomt. - Stort nok til at skjule 50.000 dollars i.
Richwater blev knaldr, trak sig bagls mumlende noget uforstligt i lige nnte oversk. Vanskelige tilfde - det var altset par vanskelige tilfde. Javist. Der mte noget ganske sligt til for at fdem til at bryde sammen. Well - spillede ingen rolle, Monahan kendte fremgangsmen. Atter nede han sin ht elskede bibel og satte sig endnu grundigere ind i mesterens forhsmetoder. , ja! Her var det!
det drejer sig om de mest forstokkede forbrydere, er man nt til at gribe til hdhdede metoder,havde Monahan skrevet uden at rme. t pludseligt slag i ansigtet med en hd giver en ufejlbarlig chokvirkning. N det falder ganske uventet, virker det forvirrende pfangen. Og i en san tilstand vil han sgodt som altid buse ud med det sandfdige svar pdet spgsm, som den kyndige forhsleder stiller ham. Mangen forbryder har tilstt alt efter at ve blevet rystet med et enkelt slag i ansigtet. Richwater smilede atter da han igen anbragte sig foran Bills stol. Bill svagtsomt op pham.
- Sdu er altsuskyldig hva' Valentine? klukkede sheriffen. - Ikke noget at ve bange for, hva'?
I nagtig samme sekund demonstrerede han, at han var lovhdher i dette ords bogstaveligste forstand: Han stak Bill en drende baghdslussing phre kind.
- Himmel ...! gispede Jumbo.
- Nu! skrede Richwater. - Tal!
Bill sagde ikke ord - men reagerede pen ganske anden me. Hans venstre knytne hvinede gennem luften og begravede sig i Richwaters vom. Richwater blev ligbleg og knkede forover. Uden at rejse sig slog Bill til med hre. Den ramte Richwaters hagespids og sendte ham bagls som en kastebold. Samtidig med at hans he chef gik i gulvet, sprang Heap op med en ed og for l pBill. Men undervejs tabte han balancen. Ben havde med skesl mine spdt ben for ham. Heap ramte gulvet med et smask som en kl pandekage og tabte sin revolver. Ben samlede den muntert klukkende op og dunkede let ned oven i Heaps Stetson. Heap gryntede som en gris - og gik ud som et lys, nagtig som sin chef.

KAPITEL 3

Bill rejste sig gabende og pegede med tommelfingeren hen mod trappen:
- Gop og kik pcellerne, lange spir. Hvis de ikke er shyggelige, som medicinmanden ptod, forsvinder vi ud af denne forbandede by som d og helvede. Jeg har allerede ft nok af denne storskrydende stjernevom.
Han slentrede hen og kikkede ud pgaden gennem vinduet. Lige i eblikket var der stille pden. Nogle fkom forbi, men ingen lagde mke til ham. En stor og velhavende by, tkte han. Noget ganske andet end en almindelig lille kvby. Her i byen fandtes et nydeligt beboelseskvarter, flot rhus og mange forlystelsessteder udover de svanlige salooner og spillebuler. Flere banker, telegrafstation, jernbane, restauranter. Randolph City kunne med rette kalde sig for en by.
Ben kom ned ad trappen og grinede hen mod de trygt slumrende lovhdhere: - De ser vel nok fredelige og stilfdige ud, ikke gamle jas.
- Tjep, nikkede Bill. - Hikkefatter er nten til at udholde, n hans kt er lukket. Hvordan ser der ud ovenp
- Bedste kasjot, jeg nogensinde har set, svarede Ben begejstret. - Jeg prede kerne.
- Ble?
- Som duedun! Og jeg har taget en celle til os med vindue til hovedgaden Der er to ker. Vi vil kunne have det vdig hyggeligt i den. Hva' siger du?
- Hvad med selskab, brummede Bill.
- Ingen selskab. Kasjotten er helt tom.
- Well, Bill trak skeslt psin muskule skulder. - Vi kunne sikkert ge det, der var vre.
- Men vi skulle mke hellere rydde op her fst, foreslog Ben.
- Uh huh. Du kender fremgangsmen. Find Skvaddermens nler. Stuv vore sekslere ind i pengeskabet og riflerne i det skab derhenne.
Ben havde allerede forsynet sig med sheriffens nleknippe. Da han nede pengeskabet, fik han e pnoget af Eli Richwaters spiritusbeholdning - en helt fuld halv flaske fin bourbon-whisky.
- Tag den med, beordrede Bill, mens han samlede deres andre personlige ejendele op fra skrivebordet og gik hen mod trappen. - Efter den me, mr. Skvadderm opfte sig p skylder han os en p erstatning.
Cellen, som Ben havde valgt, stod en. Bill gik ind, underste kerne og nikkede tilfreds. Ben, der stadig var bevnet med nleknippet, spurgte: - Hva' skal jeg ge med dem her?
- Anbring dem hvor du har taget dem.
- Han havde dem hgende i livremmen.
- Okay. S dem der igen. Denne l er en af den slags der smker n den les. Giv ham hans elendige nleknippe igen. Stager vi os et par gode hiverter og fortster den afbrudte sn.
Pdet tidspunkt arrestforvareren kom humpende tilbage til kontoret var Richwater og Jumbo Heap ved at vne til bevidsthed. Sheriffen kravlede rundt palle fire, stygt mumlende. Jumbo var ved at hale sig op psofaen med den ene hd mens han jamrende tog sig til sit smertende hoved med den anden. Onkel Bud stirrede lamslt pdem.
- Hva' den i hede, hule helvede er her sket? spurgte han lamslt.
- Jeg ved det ikke rigtigt ... stnede Heap.
- Det g du aldrig, grinede onkel Bud.
Richwater vaklede op, gloede sig fortinnet rundt og udstte en balstyrig ed:
- De slap bort! Gid satan havde det - de er stukket af ...!
- Det ser san ud erklede den gamle slutter med et groft grin. - Du har sikkert gjort dem godt gale, sherif. Hva gjor'de du - talte med dem? Du skulle have spret dem inde fst - og ssnakket. Shavde de vet ntvunget til at he pdig. H h h
- Klap dit dumme gab i! vrede Richwater.
Han snurrede rundt, gloede pdet tomme skrivebord og fandt hurtigt den mest nliggende forklaring.
Jumbo sagde ydmygt: - Jeg - - prede at hjpe dig sherif sir. Men den lange bengel spdte ben for mig. Han mhave slt mig ud med min egen skyder.
- Sikken vicesherif. hede onkel Bud. - H h h
- Heap, gispede sheriffen. - Sg for en trop. Vi ster efter dem - og denne gang skyder vi, n vi f dem i sigte. Vi skal afsted om senest fem minutter. Rub dig, Heap.
- Jeg rubber mig, jamrede Jumbo. - Men mit hoved fes, som om det er ved at falde af.
- Det ville kun pynte, klukkede onkel Bud.
Atter greb jagtiveren Randolph City. I let af fminutter samledes en vnet ryttertrop udenfor sherifkontoret. Da Richwater kom flintrende ud, var han vnet til tderne. I den ene armkrog hvilede en Winchester. I den anden et haglgev. Heaps hoved hamrede stadig hult, men han var fast besluttet pat ride med sin beundrede chef. Sherif Richwater skulle nok give dem en lestreg. Det kunne man ve evigt forvisset om!
- Dem texanere slipper ikke godt fra dette her, skrede han til den gamle arrestforvarer, der stod udenfor den.
- Sagde du texanere, Jumbo? grinede onkel Bud. - Ved himlen! Havde jeg anet, det var texanere, ville jeg have hjulpet dem med at flygte.
Efter Bud Briskins mening fandtes der slet ikke texanere nok i Colorado. Han var selv ft og opvokset i Texas - og delte alle andre texaneres klighed til En-Stjerne-staten. Han havde et lunt glimt i nene, da han stroppen rute ud. 25 mand stk var den - den stste sheriftrop Randolph City nogensinde havde mstret. Smange skulle der altstil for at indfange to texanere, tkte han. Well, det var mtig fair odds. 25 mod to - to texanere. Tjep, de stod faktisk helt lige.
Partnerne soppe fra deres cellevindue troppen galopere hen ad hovedgaden i fladt firspring. De var straks faldet i sn efter at have taget nogle ovedreraf den nyerhvervede flaske. Men Richwaters he, gennemtrgende stemme havde vket dem.
- Ny trop, bemkede Bill.
- Tjep, nikkede Ben. - Hvem tror du de nu er pjagt efter?
- Ja, hvem fanden tror du?
- Os?
- Ganske givet. Skvadderm havde ikke omtanke nok til at se efter i folden ude bagved, hvor vore kuler grser. Han blev straks enig med sig selv om, at vi igen var pfri fod.
- Jas Ben kikkede op mod den klare blhimmel. - Well, det er ogsen dejlig dag at ride p
- Og blive godt me i rumperne grinede Bill. N la' os krybe til ks igen.
De lagde sig atter. Nedenunder halede den gamle slutter en medtaget guitar frem under sofaen, satte sig phug og begyndte at klimpre pstrengene. Ben brummede, rullede rundt og bemkede:
- Nydeligt.
- Uh, mumlede Bill.
Onkel Bud rmede sig kraftigt, komponerede hst egenhdigt et forspil og begyndte at kve en vise, sunget pmange salooner og kendt af alle En-Stjerne-statens mangfoldige sner:

"Er her no'en fra Texas,
skom og tryk min ne.
Er her no'en fra Texas,
ssig, hva' du vil ke.
Vi har og cognac,
tequila fra Mexico.
Men er her no'en fra Texas,
skal han fwhisky, min tro.
Whi-i-i-isky, whisky til os to!"

Den gamle sendte en velrettet spytklat hen midt i spyttebakken, satte sig bedre til rette og prede at huske det nte vers' gribende lyrik. Og s- netop som han huskede alle ordene og skulle til at klemme pigen - hte han bifaldet. He klap. D og djel! Der var nogen, som klappede ad ham! Han spejdede ud gennem den entstnde d. Ingen derude. Han tittede hen mod trappen - og sfedes et r til hdklappene ... et regederligt rebelbr, som ikke kunne stamme fra nogen anden end en texaner.
Langsomt lagde han guitaren fra sig og rejste sig. Oppe fra kaldte Ben:
- Bliv ved, gamle pioner. Du synger sskt.
- Hej, Pop, rte Bill. - Kan du ogsen rumpede prt pdet svajryggede muldyr
Onkel Bud bevnede sig omhyggeligt med et haglgev og begav sig forsigtigt op ad trappen. Da han nde 1. sal, var partnerne kommet i tanke om en sksang fra Texas og sang den af deres lungers fulde kraft. Da slutteren kom humpende hen til cellen, br Bill af og hede hden til hilsen:
- Davs med dig.
- Uh - davs, brummede onkel Bud. Han stod et eblik og klde sig i sine sidste h, fortsatte s - Sheriffen er pjagt efter jer - med den stste trop, der nogensinde er set pdisse kanter. Han pt, I er flygtet. Men her sitter I altsalligevel - og hygger jer i cellen.
- Vi er aldrig flygtet fra noget, forsikrede Bill ham roligt.
- Det kunne ikke falde os ind at bryde ud af en kasjot, erklede Ben. - Det ville jo ligefrem ve at overtre loven!
- Well ... Onkel Bud trak opgivende pskulderen. - I er jo texanere. Sdet har sikkert ikke vet ssvt for jer at narre Eli. - hvordan bar I jer egentlig ad?
- Vi har ikke engang forst, grinede Bill.
Han beskrev kort den hdhdede forhsmetode, som Patrick Monahans trofaste discipel havde benyttet og den deraf fgende kortvarige skmydsel. Onkel Bud lyttede ivrigt Da Bill var fdig, klaskede han sig plet og grinede, sterne strmede ned over hans furede kinder.
- D og djel, gispede han. - Det kommer Eli aldrig til at overleve. Og ved I hva'? Han vil sikkert lade troppen ride rundt i masser af timer. H h h" Det har han mere end godt af, den stud.
Den gamle hentede en trebenet skammel og satte sig udenfor cellen.
- Hedder Briskin, bekendtgjorde han. - Charles Buddington Briskin. Alle kalder mig onkel Bud. Jeg er arrestforvarer - fangevogter her. Eli ville gerne fyre mig, men kan ikke, fordi jeg er udnnt af distriktsret. I hedder Valentine og Emerson, huh?
- Nemlig, nikkede Bill. - Men kald os bare Bill og Ben.
- Gler mig at trfe jer, grinede onkel Bud. - Alle, der f Eli Richwater til at dumme sig, er en ven af mig - is n det drejer sig om texanere. Jeg er selv fra Texas!
- Har vi allerede gtet, sagde Bill. - Hov, sagde Hikkefar forresten ikke til dig, at du skulle underse, hvordan det st til med den fyr, som blev udplyndret?
- Han hedder Elmer Beck, svarede onkel Bud. - Men han kan ikke identificere nogen i eblikket. Dr. Grimstein siger, han ikke er ved bevidsthed, ved det at doc var nt til at give ham noget at sove pfor at kunne kule kuglen ud af ham.
- Er han alvorligt set?
- Well - doc siger, Elmer er nt til at holde sengen en tid, men at han nok skal komme sig. Han gav besked om, at Eli kunne bringe jer to over til klinikken ved solnedgang. Til den tid ville Elmer ve vnet op. Elmer pt, han fik set meget grundigt pjer.
- Elmer fik set meget grundigt pde stinkdyr, der udplyndrede ham, rettede Bill venligt. - Men han har aldrig set smeget som et h af os, onkel Bud.
- Vi er fuldstdig uskyldige, forsikrede Ben med vt. - Ja, altsikke altid - men i dette tilfde.
- Det var ikke jer? spurgte onkel Bud.
- Nej. Det har vi jo lige fortalt, svarede Bill. - Og det er derfor, vi tager det knaldkoldt.
- Hej, grinede onkel Bud. - Er det ikke nydeligt? Er det ikke strende? Ssnart Elmer har set jer og sagt, det ikke er jer, ser Eli nt til at llade jer. Jeg havde mest lyst til at ge det med det samme. En texaners ord stoler jeg altid p
- Vi vil hellere blive her, indvendte Bill. - Vi foretrker at vente, til Beck kan kikke pos.
- Tja, det mI selv om, svarede onkel Bud og nikkede til den rganiseredeflaske whisky. - Jeg regner med, I har alt, hva' som at I har brug for.
- Vi kunne godt tke os lidt fast fe, sagde Bill hurtigt. - Vi er pokkers sultne.
Onkel Bud rejste sig: - I skal nok fmad i let af ti minutter. Det offentlige betaler for fangernes else. Og jeg ved, hvem der laver den allerbedste mad her i byen - lille miss Clara.
- Hende har vi allerede truffet, indsk Bill.
- Mtig s pige, bemkede Ben.
- Og ogsvdig rar og venlig, forsikrede onkel Bud. - Hun har kuns fejl: Hun la'r Eli Richwater ge haneben til sig. Gid den onde havde ham - han har gt og haft et godt beskidt e til hende lge.
- Tror du virkelig, hun vil lade sig smke sammen med en kanut som ham? spurgte Bill tankefuldt.
- Man ved aldrig, hvor man har kvinder, svarede onkel Bud verdensklogt. - Jeg er bange for, hun vil give efter. Og det forbandede ved det er, at der ogser en anden, som er lun phende. Men han er sforbistret mundlam og kvindesky, at Clara knap aner hans eksistens.
- Hvem er det? spurgte Ben.
- Shad Keefer, der har O. K. smedjen. Bedste grovsmed, som vi nogensinde har haft i Randolph City. Herlig i bund og grund og en flinker fyr - men for kvindesky til at turde erkle sig overfor Clara. Jeg sku' ta' meget fejl, hvis det ikke ender med, at Eli sler hende til altret, mens arme Shad endnu prer pat tage mod til sig til at fri til hende. - Well - nu skal jeg hente jeres hog hakkelse.
- B, bestilte Bill.
- Meget store, tilfede Ben.
- Med kartofler og grtsager, sagde Bill.
- Og majsbr med masser af sm, grinede Ben.
- Ska' komme, ska' komme, klukkede onkel Bud.
Da han begyndte at humpe af, sagde Bill: - Og hemmelighold endelig, at mig og Ben sidder her. Der er ingen grund til at elge fornelsen - for Hikkefatter.
- Go' id Bill. Go' id
Clara Finch blev temmelig forundret over, at der sad fanger i fgslet, men lavede nogle kpebfer, som onkel Bud bragte tilbage - og Bill og Ben huggede i sig med synlige tegn pvelbehag.
- Bedste kasjot-kost, jeg nogensinde har smagt, erklede Bill. - Husk mig p at jeg skal takke Hikkefatter for hans gtfrihed, lange spir.
- Eli f sandsynligvis en prop, spde onkel Bud nok smuntert. - Hans stolthed er hans me punkt, ser nogen den er han helt til rotterne. Han kalder sig detektiv og stikker ustandselig sit dumme snydeskaft ned i den kraftidiotiske bog.
- Nden, nikkede Bill forstnde, - Bliver man detektiv af at le i den? Har du selv lt den, onkel Bud?
- Den onde bevareme nej! svarede den gamle slutter forfdet. - Men jeg ved, hvad der st i den.
I den nte timestid beskrev han i yderst malende og svovlsprudlende vendinger sheriffens hundeagtige hengivenhed overfor Patrick Monahans sprede lesninger i detektiv-kunsten. Partnerne lyttede dybt grebne. I let af de , de var redet rundt sammen, havde de lt mangfoldige lovhdhere at kende - gode og dlige, dovne og drevne. Men her var der noget ganske nyt: En Wild West-sherif der arbejdede udfra en hdbog om politimetoder i en storby. Det lod i rigt til, at den opskvaldrende og nenyttige Eli havde haft en vis succes med disse metoder. Men det fik ikke texanerne til smeget som at he et enbryn. Da Bud Briskin var fdig med sin forklaring, knurrede Bill blot:
- Vi kunne mke tilgive Dekkedikkewater, at han er ssatans stolt af sig selv - hvis han optrte en smule venligere. Men han sagde stygge ting om texanere - og det skal han nok komme til at fortryde noget slterligt!
Sheriffens anden trop - tr, rumpet og edderspdt gerlig - forlod den del af prien, hvori Almirado dalen udmundede, samtidig med at syv fremmede ryttere ankom. Skumringen havde forlgst sket sig. Og ingen i troppen lagde mke til rytterskaren, som var pvej mod dalen sydfra. Richwater havde skummende af raseri afblt jagten. Der havde ikke vet nogen spor at fge. Og hans frivillige lagde ikke skjul pderes grelse, men beskyldte ham hlydt for at have ft dem til at gpen vildmand.
Buck Weyman og hans seks banditter skjulte sig i et cedertrkrat, til sheriftroppen var ude af syne, fortsatte sind i dalen.
- Almirado dalen, mumlede Weyman til Danslow. - Det mve denne her. Ven af mig kom herigennem for en tid siden. Det var pden me, jeg opdagede, fter Zeke bor her.
- Zeke bliver vist ikke kisteglad for at se dig, grinede Danslow.
- Buck, kaldte Blackie Marlowe et stykke bagude. - Ser ud til, Elgart har godt 100 heder.
Weyman shen pden lille hjord, der gik og grsede: - Uh huh. Zeke har altid vet i den lille stil. Aldrig turdet pre at tjene rigtig store penge - som Jud og mig. Well, det lader til, han har ft fat pden lille ranch, han altid har sket. Og for min skyld mhan godt beholde den - blot han g, som han f ordre til, mens vi beser ham.
Zeke Elgart havde kun to ryttere - mexicanere fra San Joachim. De sad ptrappen til mandskabsbarakken med deres bredskyggede sombreros trukket ned over nene, da Weyman fte sin bande ind. Han gad ikke vdige dem smeget som et sideblik, men rte hen mod blokhuset. Et eblik efter kom en mand i 50erne ud. Han var kraftigbygget, hjulbenet, uredt og nerv. Da han fik e pWeyman, trte han uvilkligt forfdet et skridt tilbage.
- Er det dig!
- Ingen navne, snerrede Weyman, svang sig af hesten og trampede hen mod sin sltning. - Olieere har lange er.
- Miguel og Ricardo ved, n de skal holde kt, mumlede Elgart.
- Bueno, grinede Weyman. - Tr stil side, Zeke. Vi kommer indenfor.
Elgart trak fortabt pskulderen: - Jeg kan ikke standse jer.
- Skjul hestene, beordrede Weyman Danslow. - Ingen grund til at bekendtge, Zeke har gter.
Da de var kommet ind i stuen, satte Weyman sig i den bedste stol. Elgart blev stnde og stirrede pWeymans banditter.
- Hvorfor er du kommet, Buck? spurgte han sagte.
- Vi f brug for din hjp i let af nogle dage, meddelte Weyman ham koldt.
- Det er udelukket! gispede Elgart. - Jeg sker ikke at have nogen del i noget, som du ...
Han fik ikke lov at tale ud. Weyman havde hurtigt rejst sig og knaldede ham tre drende slag i ansigtet med flad hd. Elgart udstte et grynt, tumlede over mod vgen og holdt hden for sin blodige mund.
- Du hjper os, hvislede Weyman sagte. - Du g nagtig, som du f besked p- af mig! Og du holder helt kt - forstt, fter?

KAPITEL 4

For anden gang pdenne samme dag forte sherif Richwater en trop ind i Randolph City. Men denne gang smilede han ikke triumferende til de nysgerrige pfortovene. Denne gang var hans ansigt sort som en torden sky. Han skvede af raseri over sit bitre nederlag.
Adskillige af de frivillige var kommet med utilslede hentydninger om, at sheriffen burde give en omgang pden fste saloon. Men Richwater vendte det dove e til. Det eneste, han tkte p var at fsadlet en frisk hest og ride ud igen - alene. Jumbo Heap var faldefdig. Og det var mere end tvivlsomt, om nogen anden mand i Randolph City ville fge med. De havde ft nok.
Nogle af troppens medlemmer blev hgende ptrappen, efter at sheriffen og hans vommede underordnede var trampet ind pkontoret. Et eblik efter ankom dr. Grunstein for at fortle om patientens tilstand. Sammen med ham kom en slank mand med skarpskent ansigt: Sam Bailey, en af Randolph Citys tre sagfere. Bailey havde lge vet en torn i Richwaters k. Af den gode grund, at han ligesom Grunstein, Bill og Ben samt enkelte andre ikke lagde skjul psin ringeagtende modvilje mod Richwaters storpralende opfsel.
- Beck er vnet til d, meddelte Grunstein efter at have sat sig uopfordret. - sker du at fe fangerne over pklinikken til identifikation?
- Skal det ve en morsomhed? snerrede Richwater.
Grunstein suforstnde pham. Bailey betragtede ham bebrejdende gennem sine stindfattede briller og sagde:
- Doc fremsatte en hlig forespgsel, sherif Richwater. Hva' fanden g der egentlig af dig?
- Vil I pt at I ikke har ht, de texanske tyveknte er flygtet? bjfede Richwater. - Men - ved Patrick Monahan! - de skal ikke flov til at forblive pfri fod ret lge. Jeg skal nok fange dem - om det sskal tage mig resten af mit liv, sluttede han temmelig ulogisk.
- Well, well, well! sagde Bailey glestrende. - Nsde slap fra dig, huh?
Richwater vendte ryggen til de to og knaldede en ordre ind i Jumbos dellede fj: - Sadel en frisk ganger til mig. Og l godt med ammunition plus proviant pen pakhest. Ikke godt at vide, hvor lge jeg bliver v. Han vendte sig om mod trappen: - Briskin! Hvor satan er du henne?
- Heroppe, l onkel Buds stemme ovenfra.
- Kom ned! glammede Richwater. - Jeg har slige ordrer til dig!
- Elmer Beck vil blive sdeles skuffet, indsk Grunstein. - Han blev himmelhenrykt, da han hte, at du havde anholdt de md, der har set ham.
- Hst ejendommeligt, sagde Bailey meget ht. - Jeg har altid forstt, at det var plat umuligt for en fange at flygte fra sherif Richwater.
Hvis blikke kunne dre, ville det blik, Richwater sendte sagferen, have ft denne til at synke d om pstedet. Onkel Bud kom humpende ned ad trappen og brummede:
- Hva' satan er der slos?
- Jeg rider ud igen - omgnde, sagde Richwater kort. Heap er for tr. Men jeg kan let holde mig i sadlen 4 timer til. Mens jeg er v, er jeg nt til at overlade dig ...
- Hvor ska' du hen? afbr onkel Bud.
- Alle vegne, svarede Richwater uden at rme. - Hvordan skulle jeg vide hvilken vej de er stukket. Men jeg skal nok finde dem. Jeg vil finkme hvert eneste krat i hele territoriet, og jeg ...
- Hvem ska' du ud efter? afbr onkel Bud igen.
- Ja, hvem tror du? skrede Richwater. - Valentine og Emerson! Hvem ellers?
Nh - dem? Den gamle slutter rystede uforstnde phovedet og blinkede til len og Bailey. - Der er da ingen grund til at gpjagt efter dem.
Richwater var begyndt at putte patroner i kammeret pen Winchester. Men onkel Buds erkling fik ham til at fumle og tabe nogle patroner pgulvet. Han sedderspdt pden gamle og mumlede harsk:
- Ingen grund til at gpjagt efter Valentine og Emerson? Du vil mke venligst forklare mig grunden?
- De er ikke flygtet, klukkede onkel Bud.
Richwater tabte samtidig underken og Winchesteren.
Dens kolbe ramte hans venstre fods bedste ligtorn. Han udstte en smertefyldt ed og rykkede frem mod den gamle mand: - Sig det igen!
- De er her, forklarede onkel Bud tmodigt.
- Hvor er de?
- Ovenp I en celle. Hygger sig svt. Og er meget selskabelige. Vi har sludret sammen et stykke tid ...
- Er de her - i fgslet ... mit fgsel?
- Javist. Onkel Bud hede sine buskede bryn i forstilt forundring. Det burde du da vide bedre end nogen anden. Det var dig, der anholdt dem.
- Hej! rte en af de frivillige henne fra dningen. - Er det virkelig rigtigt, fangerne slet ikke er flygtet, onkel Bud?
- Da jeg kom tilbage efter at have vet henne hos doc for at forhe mig om Elmer, lde og sov, let inde i en celle, forklarede den gamle slutter.
- Hej, folkens! rte manden i den. - Richwaters fanger har siddet her hele tiden. Vi har vet pjagt efter den tomme luft!
- Jeg mtil bunds i det her! gispede Richwater og stormede op ad trappen - fulgt af onkel Bud, len, sagferen og de trops-frivillige.
- Rejs jer! vrede sheriffen, da han nde hen til texanernes celle.
Det eneste, de gjorde, var at rulle sig om psiden og glo pham. Ben gabede. Pgulvet lden tte whiskyflaske. Bill brummede uden at fjerne cigaretten, der sad klistret til hans underle:
- Ryg ad helvede til.
- Hvis I tror, I kan dreje mig en modbydelig knap - og slippe godt fra det, mI tro om igen, stnede Richwater. - Fort sandheden for satan! I red tilbage i en bue og skjulte jer i mit fgsel, ikke sandt?
- Han er vel nok snedig, grinede Ben.
- Den fuldendte detektiv, knurrede Bill.
- Mine herrer, smilede Bailey. - Mit navn er Sam Bailey. Sagfer. Hvis I sker, at jeg skal reprentere jer i ...
- Hold kt, Bailey! brede Richwater.
- Du beher ikke hyle til Bailey, sagde onkel Bud bebrejdende. - Han er ikke d.
- Det her skal komme jer dyrt at st snerrede Richwater til de to farende svende. - I skal komme til at svede for det her. Flugt fra fgslet er yderst strafvdigt. Kan komme til at koste ...
- Hvem er flygtet? spurgte Bill udfordrende. - Vi? Du er skrupsk, Dekkedikkewater. Vi har ikke vet udenfor tinghuset, efter at vi blev anholdt.
- Det er den stenkolde sandhed, grinede onkel Bud.
- Jeg kan bevidne det.
- Pr ikke at bilde mig ...! begyndte Richwater.
- Skvadderm, afbr Bill. - Du kan finde vores vkt let inde i dit pengeskab. Vore kramper g ude i folden bagved.
- Det lader til, du har draget en forhastet slutning, sherif, indsk Bailey.
- Er det det, han har gjort? spurgte Ben.
- Akkurat, nikkede Bill. - Efter at have beroliget dig stuvede vi vore grejer til side og gik herop og valgte en celle.
- Sherif, erklede Bailey. - Du vil fsvt ved at bevise, disse md er flygtet fra fgslet under de forhdenvende omstdigheder.
- Det er de to, der sk Elmer ned og udplyndrede ham! snerrede Richwater. - Den sigtelse kan de ikke sno sig uden om! Og desuden vil de ogsblive sigtet for overfald plovhdhere i funktion! De slog mig og min vicesherif ned - bevidstle! Denne forbrydelse straffes med ...
- Jeg ville ikke have givet dig den i din dumme kaje, hvis du ikke havde slt mig fst, indsk Bill.
- Et eblik, sagde sagferen og sskarpt pBill. - Siger du, sheriffen slog dig?
- Rutine! hvede Richwater - her med til de normale afhingsmetoder. Jeg har ret til ...
- Han slog gamle Bill i ansigtet, forklarede Ben bedret Bailey. - Man mda indrme, at det er en mtig grim me at opfe sig pselv af en sherif. Well - jeg tror ikke, han vil pre igen.
- Heap! Forklar det! sagde Richwater indtrgende.
- De overfaldt os, svarede Jumbo omgnde og pegede pBill: - Han slog sheriffen i maven og dernt pken. Jeg prede at gribe ind. Men den anden forbryder spdte ben for mig og slog mig kold med min egen seksler.
- Der her du! Richwater sendte sagferen et ulvegrin.
- Det var nu ikke helt san, det gik til, forklarede Ben. - Gamle Bill gav kun sheriffen en sovepille, fordi Dikkewater havde slt ham fst. Skom ham vicesheriffen trampende - og f jeg fik flyttet mine store plader, var han drattet over dem.
- Lyder troligt, nikkede Bailey.
- Yderst sandsynligt, grinede len.
- Hvem har spurgt jer? gde Richwater.
- Den lange slog mig med min egen skyder, hdede Jumbo Heap.
- H nu, sagde Ben mildt irettestende. - Du har vist ft kludder i kraniet. Forst du, sagfer - han tabte sit skydejern, da han snublede over mine fder. Jeg ville samle den op for ham, men tabte den herrenhjpeme ud af hden - smask ned i hovedet pham.
- Det er ln! gjaldrede Richwater. - Heap - l cellen op. Vi bringer dem straks hen til klinikken. N Beck har identificeret dem, har vi dem, hvor de skal ve. Han stak hagen krigerisk frem og skulede til sine plageder: - Sskal vi se, om I kan lyve jer fra det!
Texanerne blev ledsaget til klinikken af en stedse stre skare og de to lovhdheres revolvermundinger boret mod rygraden.
I et hvidkalket velse sad den sede kmand op i sengen, svt forbundet, men stadig stygt forbandende de md, der havde vet sag til hans tab og kvide. Da texanerne kom ind sammen med noget af eskorten, glippede Beck forbavset og sagde:
- Well? Har du gode nyheder til mig, sherif?
- Nyheder? Richwater rynkede panden dystert. - For fanden -; se pde her to fyre. Kan du ikke genkende dem? Det var dem, der udplyndrede dig og sk dig ned! Se pdem, Beck.
- Jeg bestiller ikke andet, gryntede krmeren.
- Davs, Beck, nikkede Bill.
- Hvordan har konen og bnene det? spurgte Ben.
- Elmer er ungkarl, forklarede onkel Bud.
- Stille! brede Richwater.
- V venlig at tale lidt sagtere, sagde Grunstein bebrejdende. - Elmer ter ikke at blive altereret.
Kmanden kikkede uinteresseret ptexanerne. Iskoldt myrekryb forplantede sig langs Richwaters rygrad. Hans hjerte sank langt ned i livet - i takt med underken, der nmede sig brystet, da Beck irriteret sagde; - Jeg har aldrig f set de her to fyre - i hele mit liv.
- Det er dem! gispede Richwater. - Det mve dem!
- Plidderpladder, knurrede krmeren. - Tror du ikke, jeg ved, hvem det var, der begik den formastelige forbrydelse. Hvorfor g du ikke pjagt efter de skyldige - i stedet for at anholde et par uskyldige fremmede?
- Det er lige, hva' vi er - knald uskyldige, erklede Ben.
- Anholdelse af sagesle, bekendtgjorde Bailey triumferende og greb fat i Bills arm. - Tillad mig at reprentere jer, n I anlger erstatningssag mod det offentlige.
- I samfulde seks timer red vi med dig, sherif, beklagede en af de trops-frivillige sig. - Vi forlod arbejdet, flintrede rundt over hele egnen, fordi du ...
I de nte fem minutter herskede der en syndig forvirring i sygevelset. Sheriffen affyrede beskyldninger mod Bailey og de andre. Richwater gav Heap ordre til at fjerne sagferen med magt. Nogle af de frivillige tog sagferfens parti. Under den fgende skmydsel vtedes to sygesenge - heldigvis tomme - og to fremtrende medlemmer af selskabet forsvandt.
Da Richwater opdagede, texanerne var forduftet, kendte hans raseri ingen grser.
- De er flygtet igen! brede han sht som en tyr, der har ft en burre i halen. - Efter dem - alle mand!
- Aldrig i livet, erklede de sadeltrte frivillige som med rt.
- Hov, vent et eblik! Et snedigt grin, som skulle vise mesterdetektivens skarpe hjerne, fik Richwaters hgesk til at vifte. - Mig narrer de ikke igen. Jeg ved, hver de er! De er vendt tilbage til mit fgsel. Jeg kender fyre af deres kaliber - sadelbumser, som ikke ejer en red reje. De tror, de kan indlogere sig i mit fgsel, som om det var et pensionat! Men jeg skal le dem noget ganske andet!
Han stormede ud af klinikken med de andre lige i hene.
- De er ovenp- i den samme celle, forudsagde Richwater, da han sprintede op ad tinghustrappen.
- Men vi smider dem ud, gispede Jumbo Heap.
De brasede ind pkontoret - og standsede sbrat, som havde de rendt panderne mod en granitmur. Texanerne var ganske rigtigt vendt tilbage - men ikke til cellen. De havde ganske simpelt overtaget Richwaters kontor. Bill sad med fderne oppe pskrivebordet. En af sheriffens dyreste cigarer stak kt ud af hans mund. Han var ved at vederkve sig med et godt skud bourbon-whisky fra en ny sherif-flaske. Og mens han drak og r gennembladede han interesseret stakken af efterlysninger.
Ben fte sig nagtig ligesmeget hjemme. Han var travlt besktiget med at dre lidt pbilledet af Richwaters afgud - ved hjp af en blyant. Tre af Monahans fortder var sortnet ud. Det samme var tilfdet med hans hvalrossk - model for Richwaters. Istedet havde forfatter-politichefen ft et gedebukkesk. Hans sorte hpragt var forsvundet, shan nu spilskaldet ud. Og lige i eblikket var Ben ved at ge ham grundigt skelet. Richwater udstte et gungrende glam:
- Smid den blyant - i lovens navn! Lad Monahan ve! Det er - helligbre!
- Det er Skvadderm, som er vendt tilbage, meddelte Bill Ben.
- Nh, er han det, bemkede Ben. - Davs igen, sherif. Ingen grund for dig til at blive sgal. Jeg forskner kun din mors billede en smule.
- Det er ikke sheriffens mor, mumlede Jumbo Heap. - Det er ham, som at der har skrevet den bog.
- Hvilken bog? drede Bill.
- For helvede! Du har plantet dine forbandede plader pden, hylede Richwater.
Bill svingede fderne ned pgulvet, rejste sig og spdte musklerne samtidig med, at han sagde:
- Ptide vi drager videre, lange spir.
- Nemlig, nikkede Ben og vendte sig bort fra det mukkeseredebillede. - Her er ikke mere at lave for os udover at overtage vore skydere og krikker fra sherif Dekkewater.
- I er under arrest! glammede Richwater. - Hvis I tror, jeg lader jer gherfra, efter at I har elagt mine personlige ejendele, begt overfald, drukket min whisky ...
- Valentine og Emerson, indsk Bailey med fryd i blikket. - Tillad mig at reprentere jer. Jeg kan garantere for, at I nok skal fen klkelig erstatning for ...
- Ser det nok, Bailey! hvislede Richwater.
- Og der foreligger ogsdet anklagepunkt om, at du har anholdt to sagesle personer, fortsatte Bailey ufortrent. - Jeg har i sinde at rfe mig med dommer Cavanaugh desangnde. Og jeg fer mig overbevist om, at hans ne vil medgive mig, at dine handlinger ikke kan betragtes som ...
- Det er nok - nok! gispede Richwater og skvattede ned i en stol. - Mere end nok!
Bailey havde sat fingeren phans allermeste punkt. Dommer Cavanaugh havde ved adskillige lejligheder givet Richwater iskolde irettestelser fordi han var for ivrig til at foretage anholdelser - og for hd i sine forhs-metoder.
Richwater skulede olmt til sagferen, gloede sptexanerne og mumlede: - Jeg skal nok huske jer, n vi mes igen!
- Og vi vil skam heller ikke glemme dig, sherif, erklede Ben med et solskinssmil. - Og selvom vi skulle glemme dig - ville det ve os helt umuligt at glemme dit rselsfulde oversk.
- Heap, hvede Richwater tderskende. - Giv dem deres ven tilbage og f dem ud til folden. Sg for, at de sadler deres elendige op. Han borede atter sit detektivblik ind i texanerne: - I har frist til daggry. Sg for, at ve ude af mit distrikt inden da. Og vend aldrig tilbage. Hvis jeg nogensinde genser jer, s...
- Vi har rent tilfdigt allerede ft mere end nok af Randolph City, knurrede Bill. - Vi sker at komme v herfra.
Da Heap havde udleveret partnernes skydeven, pegede Bill med tommelfingeren pstakken af efterlysninger:
- Du burde gennemgden stabel noget tiere, Dekkewater. Et par af fyrene - Laredo Joe Moss og Slim Bill Orden - kunne se ud til at ve de to, der overfaldt Beck. Det er et par he banditter, der altid udplyndrer kmd.
- Gu-ud, gispede Jumbo Heap. - Kanske han har ret, sherif sir.
- Ser det nok! for Richwater op. - Det er mig, der er sherif. Mig der trfer bestemmelserne.
Onkel Bud humpede ud sammen med texanerne. Sam Bailey nikkede et muntert farvel og forlod kontoret sammen med de trops-frivillige. Richwater fik lov til at sidde i majestisk ensomhed og ruge over sin forsmelse - den sorte tragiske skygge, der var kommet til at formke hans liv. Gid den onde ville radbrke disse frke texanere! I morgen ville han - den uovervindelige Eli Richwater - ve til spot og spe for hele byen. Well, himlen ve priset ville Randolph City snart fnoget andet at tale om: Guvern Brills bes. Og han selv, Richwater, ville atter komme til e og vdighed som hans excellences livvagt og beskytter. N Brill vendte tilbage til Denver, ville han prise sherif Richwater i he toner. Javist, store efulde dage havde Eli Richwater at se hen til.
Pludselig faldt en anden tanke ham ind - en tanke, der fik ham til at rejse sig og trave op og ned ad gulvet som en hye i bur. Han var pludselig kommet til at tke pden dejlige Clara Finch, som han havde udset sig til sin tehustru. Hvad ville hun mon mene om ham nu? Clara ville givetvis trte ham, gyde balsam phans s. Clara var trofast. Hun ville ikke deltage i den almindelige skadefryd over hans fiasko, som mange i Randolph City gned sig henrykt i hderne over i aften ... alle de misundelige, der ikke undte en dygtig mand hans succes, tkte Richwater selvtilfreds.
Han besluttede at ghen til sit hjertes udkne med det samme - uden at ane, at hans mest uforsonlige fjender allerede var henne i restauranten, hvor den henrykte onkel Bud var ved at prentere dem for sk Clara. Og de blev ogsprenteret for en anden: Richwaters rival, grovsmeden Shad Keefer, der futtede ind i spisehuset hele dagen lang og drak kaffe samt nedsvgede umelige masser af mad - blot for at kunne sidde og se pden pige, han ikke turde tolke sine felser overfor.
Grovsmeden pumpede henrykt texanernes ner og lykskede dem med sejren: - Phe tid, at Richwater blev pillet lidt ned. Han er blevet lidt for hrum ... - storsnudet. Og han ...
- Shad, sagde Clara bebrejdende. - Det er ikke pt at omtale retfdighedens hengivne beskytter pden me.
- Er det det, du kalder gamle Dekkewater? grinede Bill.
Hans grin var svindende og smittende, at Clara ikke kunne lade ve med at gengde det. Ben roste hende med et bredt grin for hendes enestnde mad. Det fik hende til helt at smelte - og skynde sig ud i kkenet for at lave noget til dem.
Onkel Bud lagde hden pShads brede skulder og betroede igen texanerne, at Shad var vildt forelsket i Clara.
Smeden rmede og nikkede dystert: - Men jeg har ikke skyggen af en chance. Hun har kun e for Richwater - synes han er en allerhelvedes fin karl.
- Det lyder fuldkommen utroligt, indvendte Bill. Clara dukkede op i kkenden og rynkede bebrejdende sine smukt svungne enbryn men der skulle betydeligt mere til at forhindre Bill i at sige sin mening. Shan fortsatte:
- En ordentlig og herlig smed vil ve en betydelig bedre mand for Clara end den opskvaldrende idiot af en sherif.
Henne fra den til gaden drede en kendt stemme:
- Jeg hte det godt, Valentine!
- Hellige Hanna, stnede Ben. - Kan vi dog" aldrig slippe af med gamle Skvadderm?
Bill kastede et ligegyldigt sideblik hen mod den. Clara blegnede. Richwater var kridhvid i ansigtet af raseri og ude af stand til at beherske sig. Shad og onkel Bud trte hurtigt til side da sheriffens hd fl ned mod revolverhylstret.

KAPITEL 5

Gamle Bud Briskin havde set mange trke hurtigt fra leret - lovhdhere, banditter, professionelle revolvermd og skydegale cowboyer. Men aldrig havde han vet vidne til en revolverraphed, der kunne sammenlignes med de to texaneres. Bills Colt var oppe og hanen spdt, mens Richwaters skvende hd endnu hvilede phans revolverskte. Begge Bens sekslere var ogsoppe af skederne og skudklare. Tre skydere dkede sheriffen med de blodskudte ne. To solbrdte ansigter grinede forventningsfuldt.
- Og du pt, du er en smart lovhund - detektiv!
drede Bill. - Du har ikke mere forstand pat bruge dit jern end en bovlam stud.
- Hvordan kan det ve, du ikke er blevet skudt ned for mange siden, Skvadderm? spurgte Ben.
- Dekkewater, knurrede Bill. - Jeg venter p at du giver slip pdit vkt - eller trker.
Langsomt slap Richwater taget i sit revolverskte og holdt hden langt v fra siden. Han dirrede som et espel og var blevet askegri ansigtet.
- Jeg har taget fejl af jer, gispede han ht. - I er ikke kun sadelbumser, men et par professionelle revolver-svingere! Jeg burde have vet klar over det!
- Hvad havde du egentlig regnet med, de ville ge? spurgte Shad Keefer. - Ststille, mens du plkede dem? Det var ikke dem, men dig, der var pkrigsstien, sherif.
Richwater shurtigt hen pClara. Hvad mon hun tkte. Hun gengdte et kort eblik hans blik, sspBill og sagde sagte:
- Jeg prer at drive et anstdigt og roligt spisehus. Revolverduel fremmer ikke min forretning.
Bill nikkede smilende og stak sin Colt ned i muffen. Ben lod sine gsamme vej, men vedblev at holde udkik med lovhdheren.
- Trist, at dette skulle komme til at ske i din restaurant, mumlede Bill. - All right, vi tager afsted nu, Ben.
- Og vov aldrig at vende tilbage! hvede Richwater.
Bill og Ben sagde pt farvel til alle - undtagen sheriffen. Onkel Bud og Shad Keefer fulgte dem ud til hestene. Richwater skyndte sig hen til buffeten og greb efter Claras hd:
- Jeg skylder dig en undskyldning, min ke, mumlede han. - Jeg mistede selvbeherskelsen - pgrund af de to frke hallunker.
- Men det er da sforstligt, smilede Clara opmuntrende. - Du har jo haft en hd dag.
- Ser du ikke vred pmig for det?
- Naturligvis ikke. Du er stadig den bedste sherif, som denne by nogensinde har haft.
Richwater udstte et lettelsens suk. Han kunne altid stole pClaras huldskab og troskab. Hans sol skinnede stadig. Dette havde kun vet skyer i horisonten. Valentine og Emerson var redet bort for aldrig at vende tilbage. Snart ville de ve glemt i Randolph City. Og han havde langt vigtigere ting at tke p Guvern Brill var undervejs.
Ved midnat slog Buck Weyman og hans bande lejr ht oppe i San Carlo bjergene. Det havde taget Weyman mange timer at forberede Zeke Elgart pden rolle, han skulle spille, efter at guvernen var blevet kidnappet. Men skt Elgart var mere end modvillig, turde han ikke andet end samarbejde med banditterne.
- Zeke skal nok adlyde, forsikrede Weyman Danslow, mens de sad og r ved lejrbet. - Han ryster i bukserne, men t ikke gimod os.
- Shar vi altset godt skjulested phans A-Bar ranch, nikkede Danslow.
Resten af banden havde allerede lagt sig til at sove. Nu trak Weyman en kortskitse, som han havde tvunget sin arme fter til at lave over egnen, frem.
- Her har vi jernbanen, sagde han og pegede. - Kan du se der, hvor den drejer - lige f den ler ind i Table klten? Det hedder Banner buen, et fuldendt bagholdssted.
- Ak'rat. Ruller vi et klippestykke ned pskinnerne.
- Muligvis en trtamme. Tager, hvad vi finder. Vi blokerer sporet knap 100 skridt pden anden side af svinget. Skommer Brills stog helt ind i klten - men heller ikke lgere. Det er nt til at standse - og vi er parat til modtagelsen. Muligvis kommer det til skydning. Men jeg regner ikke med, Brill har mere end hst et par livvagter med.
- Snupper vi Brill ...
- Mig og Marlowe nupper Brill og bringer ham til A-Bar. Du tager de andre med dig og laver et falsk spor ind mellem bjergene. Ssnart I er kommet et stykke op, deler du styrken i tre og sender dem mod nord, ost og vest. Der kommer en sheriftrop farende i let af et par timer - det er ganske givet. Well, de fyre f en hd ridetur - uden at finde et klap. Du mes med drengene pden anden side af bjergene. Sarbejder I jer langs Grady floden. Rider i vandet, salle spor slettes. Og derefter kan I godt give jer god tid, mens I vender tilbage til A-Bar.
- Og mexicanerne pranchen?
- Zeke skaffer sig af med dem i morgen. Han sender dem sydptil Vicksburg med 40 heder. De vil ve langt v, n vi dukker op pA-Bar. Vi har hele ranchen for os selv. Der er masser af t mesquitekrat et par hundrede skridt fra huset. Der kan vi skjule vore krikker, n vi er sikre p lovhundene er fdige med at snuse rundt i Almirado dalen.
- Og svil du fBrill til at lytte efter fornuft?
- Han skal nok ge, som jeg siger. Vi kan bruge Zeke. Han kan aflevere Brills budskab i Randolph City. Og sbeher vi bare vente p Jud bliver sluppet l.
- Fint - smaddersmaskende fint, grinede Danslow.
- Toget skal efter planen ankomme til Randolph City i overmorgen ved middagstid, fortsatte Weyman. - Det vil sige, det runder Banner buen hen pmorgenen. Svi har masser af tid. Vi tager hter og stkapper p Og himlen se i ne til Brills fge, hvis det prer at ge modstand!
Og i det fgende dn blev der sedes arrangeret to vidt forskellige modtagelser af hans excellence guvern Horace D. Brill. Mens Weyman banden udforskede det sted, bagholdet skulle lges, havde de fremtrende borgere udi Randolph City snydetravlt med at forberede en pasende velkomst. Rhushallen var blevet nymalet. Over gaderne spdtes farvestrende lreder med velkomsthilsner. Et orkester var blevet dannet og ede sig under ledelse af den gamle musikler, Otto Schlinger, for at kunne spille ssmukt som muligt ved det store gallabal.
Kun de allermest fremstnde indbyggere blev inviteret til at sidde ved esbordet ved denne enestnde fest. Og sherif Richwater modtog ogsindbydelse til at sidde ved guvernens bord - og tog Clara Finch med. Hun var himmelhenrykt, da han kom hen til hende og bekendtgjorde:
- Vi her til esgterne, min ke Clara. Skal sidde ved samme bord som guvernen.
- Ved guvernens bord! Clara ville knap tro sine egne er. - Jeg - der driver den mindste spiserestaurant i hele Randolph City skal sidde ved samme bord som guvernen! , Eli - det lyder altfor vidunderligt til at kunne ve sandt!
- I morgen aften, pegede Richwater uden falsk beskedenhed. - Svil du ve andet og mere end blot og bar restauratrice - svil du ve den dame, som sherif Richwater ledsager til gallaballet.
- . Hvor jeg dog gler mig, Eli.
- Tag din fineste kjole p Jeg har bestilt et nyt s t til lejligheden.
- Du kommer til at se enestnde flot ud, Eli.
- Det er min pligt, sagde han med et let skuldertr. - Er nt til at se sp ud som mulig. Jeg skal jo ve pstationen, n toget kommer. Modtagelseskomiteen ville ikke ve fuldtallig uden mig.
Fminutter efter, at Richwater var gt, kom Shad Keefer ind, stod og gloede fet og indb Clara til ballet.
Clara sagde nej tak snsomt som muligt. Han traskede bort med slende skridt. Richwater havde igen slt ham ud!
Og ssatte udrensningskampagnen i Randolph City ind. Alle indvere, som ikke fandtes vdige til at blive set af guvernen, fik ordre til at holde sig indends. Drukkenbolte plattenslagere, professionelle spillere, dagdrivere, lazaroner og le fugle af hunk - hver og opste sheriffen personligt og gav dem san en overhaling, at de veg skrt ind i en mk krog og svor pikke at fjerne sig fra den, f guvernen var draget videre. Ikke vovede at komme med indvendinger - overfor den drabelige sherif.
Den ret dssvage Jerry Bindle, en snavset lille dagdriver midt i 50erne, forstod ikke ganske, hvad det var, der ventedes af ham - men drog sine egne slutninger.
- Sherif Richwater mener, mig og dig er det rene skidt, Herman, sukkede han. - Svi mskjule os, n denne hersens guvernsert kommer. Well - vi er da ogsligeglade, ikke? Vi har jo hinanden.
Tiltalte Herman var ingen anden end Jerrys yndling - en gedebuk, der stank endnu vre end den slags plejer at ge, og havde fulgt ham som en skygge overalt i mangfoldige . Folk i byen havde vnet sig til den - og var holdt op med at komme med indvendinger, n geden gimpede ind i en beskidt saloon efter Jerry ligesom en trofast hund.
Sgryede da omsider den store dag. Byen var rede, festklt og -stemt - parat til at give guvernen en velkomst, han aldrig ville glemme. Borgmester Bartley Burbridge kpede med at fen ny celluloidflip pallerede kl. 9,30, skt toget fst ventedes ved middagstid.
Dr. Kurt Grunstein barberede sig to gange. Dommer Nathan Cavanaugh vankede rundt i sin have for at finde en blomst, der kunne pryde hans knaphul. Og sheriffen! Richwater spankulerede allerede rundt i gaderne ift sin splinternye habit, med et skinnende skorstensr kt psnur et stykke over hvalrosskget, der var pomadiseret, sdet dryppede fra spidserne. I kten havde han en lang cigar. Pskefrakkens opslag strede stjernen nypudset.
Randolph City var parat - og det var Buck Weyman ogs
Kl. 9,45 phin begivenhedsrige morgen havde banditterne fuldft deres forberedelser. Et stort klippestykke var rullet ud pjernbanesporet 100 skridt pden anden side af Branner buen slokomotivfolkene ikke ville kunne fe pdet, f toget var kommet helt ind i Table klten. Afstanden var knap lang nok til at bremse p men som Weyman grinende sagde:
- Hva' rager det os, om det forbandede tog bliver smadret? Blot vi f fingre i Brill.
Danslow nikkede klukkende. De havde allerede ift sig stkapper og var parat til at ombytte Stetson-hattene med hter. Blackie Marlowe var redet hen til kltmundingen for at holde udkik efter stoget. Resten af banden holdt sig hos Weyman og Danslow - og var ved at efterse deres ven. Der var ikke nogen ordentlige skjulesteder her. Men Weyman var revnende ligeglad. Han regnede med overrumplingsmomentet.
- Flyt hestene v fra sporene, beordrede han, da Marlowes he br fortalte, at nu var vildtet ved at ankomme. - Stuv hattene i sadeltaskerne. Tag hterne p
Marlowe kom galoperende hen il Weyman og meldte: - Det mve stoget Buck. Der er kun salonvogn og personalevogn. Om et par minutter vil du kunne se ren.
Weyman nikkede tilfreds, lod hurtigt blikket glide hen over kltens sider. De lod til at ve tomme ... Thi pdette tidspunkt var de to ryttere som nmede sig, endnu ikke nt helt hen til sydsidens kant.
Bill og Ben havde overnattet oppe phsletten. De var deres egne herrer. Randolph City havde mistet sin tiltrningskraft. Og de forlod distriktet - i roligt tempo. Phsletten havde jagten vet god. De havde spist dyresteg til morgenmad, sde var behageligt mte. Ganske automatisk red de helt hen til klippekanten for at se nmere pterret nedenfor.
Bill fik straks e pbagholds-arrangementet. Mens han trak sin Winchester op af sadeltasken, klarlagde han kort, koldt og knapt situationen:
- Nogen1 er ude pat afspore et tog.
- Htemd, bemkede Ben. - Syv. Hov, se der. R!
- Toget er pvej, nikkede Bill. - Hvis jeg ikke tager meget fej!, vil lokomotivferen ikke fe pdet klippestykke, f han er helt inde i klten.
- De htehalunker er udenfor skudhold, gamle jas.
- Ikke - hvis vi kan komme lidt nmere.
Ben kastede et tvivlende blik pden stejle klippev: - Vi kan let komme til at knke halsen, hvis vi prer at nderned, f toget kommer.
- Vi ster halsen pspil, erklede Bill.
- Det tkte jeg nok, sukkede Ben.
Bill sendte sin hest ud over klippekanten. Ben fulgte lige efter. Hestene vrinskede skrslagent, da de begyndte pden forrygende nedfart. Jord og sten sprtede frem foran deres hove, mens de kurede afsted - hovedsagelig pbagparten. Men det lykkedes dem at nhalvvejs ned, uden at de blev opdaget af banditterne.
S- nagtig samtidig med at lokomotivet begyndte at komme til syne i svinget, kastede Ed Sears et blik til hre og fik e pde to ryttere.
- Buck! Derovre! Pskringen - kan du se dem?
- Javist, mumlede Weyman og svingede sin riffelmunding hen mod siden. - To! D og helvede - de har faneme valgt et skidt tidspunkt til at mge sig ind pos p
- Hva' venter vi p snerrede Danslow, smed sig ned og sigtede pde ankommende.
- Sears - Marlowe! kommanderede Weyman. - Hold de to fyre besktiget. I andre fger mig. Jeg vil helst ve mtig n ved salonvognen, n toget standser.
Lokomotivferen havde hugget bremserne i. Toget var begyndt at stoppe med et langtrukkent hvin, da Sears og Marlowe tog sigte ptexanerne og fyrede l. Fra et vindue i salonvognen tordnede en revolver. Tyler McRae, der red ved siden af Weyman, udstte en ed og greb sig til venstre skulder.
- Spred jer! skreg Weyman. - Tag dem fra begge sider.
McRae vendte sin hest. Weyman fl forbi ham med Danslow lige i hene. Nash og Larsen sendte deres heste frem foran det blokerede lokomotiv og fyrede en salve mod det. Lokomotivferen og fyrberen smed sig bandende.
Oppe pklippesiden mkede Bill det drhde indslag da en riffelkugle ramte hans fuks i brystet. Hesten styrtede og smed ham af. Han slog en kolbte hen over dens hoved med riflen knuget i hden, faldt ned pblod jord og rullede sig lynhurtigt hen mod et stort klippestykke - den nmeste dning. Banditbly summede som vrede bier rund om ham. Men han nde uskadt hen i dning. En dybtft ed fra Ben fortalte tydeligere end mange ord, at banditterne forstod at bruge deres ven. Bens hest var ogsramt og styrtede.
- Husk riflen! brede Bill.
Ben landede en halv snes skridt fra Bills dning. Hans hest var faldet pvenstre side, ssktet til Winchesteren stak frem. Han kravlede tilbage for at ffat priflen. Og Sears og Marlowe fornyede deres angreb.
- Tag riflen, sagde Bill igen. - Jeg dker dig.
Og nu var det Sears og Marlowes tur til at fe dens smblybier. De lfladt pjorden og sk stadig op ad kltsiden. Smm - men store nok for Bills dsikre skydee. Hans Winchester smdede tre gange. Sears udstte et forblfet gisp, da texanerens fste kugle plede en fure langs hans isse. Han tabte bevidstheden nagtig samtidig med, at Marlowe tabte sit ven. En anden af Bills kugler havde givet gevinst, ramt Marlowes riffell. Marlowe rejste sig halvt op, greb fat i den bevidstle Sears og begyndte at hale ham med hen til deres heste.
Ben, der nu havde ft fat psin Winchester, kastede sig ned bag klippestykket og forede texanernes ildkraft til det dobbelte. Da han sendte en salve efter Marlowe, sagde Bill.
- To til - pdenne side af toget. Pas godt p n du skyder. Vi skulle nig ramme nogen af passagererne.
- Nej da, grinede Ben. - Det ville ligefrem ve uhligt.
Larsens hest stejlede et par skridt fra salonvognen. Det reddede hans liv. For det medfte, at Bens kugle strejfede hans skulder i stedet for at bore sig ind i hans krop. Men slaget smkede Larsen hen over sadelhornet. Nagtig samtidig sendte Bill to kugler mod Luke Nash, som var siddet af og stormede frem mod platformen pvogn nr. 2. Nash standsede shurtigt, at han kurede et lille stykke, og hans h rejste sig phovedet, da kuglerne fik stet til at he sig lige foran hans fder.
Pden anden side af vognen sWeyman et flygtigt glimt af et rodmosset ansigt, der stirrede ud pham over et revolverl. Revolveren flammede. Kuglen kom ubehagelig n - sn at Weyman kunne fe dens lufttryk. Han knaldede et skud ind gennem vinduet. Ansigtet trak sig hastigt v. Danslow var ved at vende sin hest og ride tilbage mod den sede Tyler McRae rende:
- Vi kan ikke efterlade nogen sede!
Weyman bandede bittert og tte sin seksler ind gennem vinduerne til salonvognen. Overfaldet ville ikke lykkes. Ingen grund til at putte sig selv bl i nene. Pden anden side havde Larsen og Nash indstillet skydningen, Og han kunne se Marlowe og Sears henne foran lokomotivet. Sears sud til at ve alvorligt set. Marlowe havde mere end nok at ge med at bytte bly med disse forbandede prgende fremmede.
Nash kravlede ind under toget, stak hovedet frem og gispede til Weyman: - Der mve mere end to oppe psiden. De sender bly, som om der er seks mand!
Weyman kr sammen i sadlen og bandede, da den til personalevognen nedes. Et spdingsmtet sekund gik - sfik han e pden hvidhede togfer, som sad sammenkret og sigtede pDanslow med et dobbeltlet haglgev. Weymans advarselsskrig fik Danslow til at dukke sig, tidsnok til ikke at blive ramt af hele haglladningen. Dyrehagl hvinede hen over hans hoved. Nogle slog ind i hans skuldre, da han sparkede sin hest i gang og greb efter McRaes bidsel.
- Pas p vrede Larsen fra den modsatte side af toget. - De rykker nmere!
Texanerne var sprunget frem fra deres dning og begyndt at storme ned mod kltens bund til fods. Og manden med det rmossede ansigt sprang fra vindue til vindue og vedblev at beskyde banditterne. Weyman indsaltfor sent sin fejltagelse. Han havde regnet med at kunne overmande Brills livvagt ved simpel overmagt. Pdette tidspunkt skulle de forlgst have vet inde i vognen - og Brill og hans ledsagere stt med grabberne i vejret. Men det var ikke gt som planlagt. Ved de hurtigt-skydende fremmedes hjp var det det rene legevk for manden i vognen at holde dem stangen.
- Vi er helt blottet! skrede Danslow til Weyman. - Tre af os er blevet set. Vi er nt til at trke os tilbage!
- Ned gennem klten - i galop, kommanderede Weyman og sporede sin hest.
Texanerne havde smidt sig ned i kltbunden og tte deres sekslere efter de flygtende banditter. McRae ltvs over sin sadel som en stor kludedukke. Larsen, hvis ansigt var kridhvidt af smerte, klamrede sig til sadelhornet. Marlowe havde sat Sears op foran sig og fte Sears' hest ved tlen. Og Danslow bandede som en sprtegal sergent over haglsmerterne i sine skuldre. Sgodt som alle i Weymans bande havde mket stik fra forsvarernes bly. Selvom de ikke var dbringende set, var de ude af stand til at fortste kampen.
Inde i vognen rejste manden med det rmossede ansigt sig bag et vindue og stak sin rygende Colt kaliber .38 ned i skulderhylstret.
- De er stukket af, meddelte han de to md, der ormede sig pgulvet. - Jeg talte syv. Ingen mulighed for at genkende dem, Deres excellence. De var ift hter og stkapper.
- Forbandet ogs gispede guvern Horace Brill, rejste sig og trede sveden af panden med sit lommetkle. - Jeg vidste, jeg har politiske modstandere. Men jeg havde aldrig troet, de ville gribe til denne slags midler.
- Fors poverlagt mord! stnede Oliver Davis. - Vi skulle ikke ve taget slangt mod vest, Deres excellence.
- Hold op med at stog bre, Davis, sagde guvernen skarpt til sin sekret. - De ligner et fad i gel
Guvernen var midt i 50erne. Han syderst robust ud, var seks fod h, rank som en ladestok og havde ikke ret meget overfligt fedt. Hans tykke hmanke var jerngrligesom det veltrimmede oversk. Hans ne var mkebrune, skarpe og udtryksfulde. Han var som regel venlig og forstnde - parat til at finde sig i de ubehageligheder, rejsen medfte. Men lige i eblikket var han hverken venlig eller forstnde.
- Men Davis har fuldkommen ret, sagde manden med det rmossede ansigt fladt. - I hvert fald med hensyn til, at det var et overlagt mordfors. De slyngler var ude efter blod - Deres excellences blod!
- Hold op med al den excellence-snak, brummede guvernen. - Den hger mig langt ud af halsen.
Manden med det rmossede ansigt nikkede. Han var h, slank og havde skarpe ne. Han hed Calhoun og var hverken mere eller mindre end guvernens livvagt, en tavs og koldblodig Pinkerton detektiv.
- Jeg kan he togferens stemme, meddelte Davis. - Han snakker formentlig med lokomotivfolkene.
- Tjae. John Thomas Calhoun anbragte sig igen ved et vindue og kikkede ud. - Det er togferen. Han er pvej herhen. Rooney! Er nogen af jer blevet ramt?
- Ikke en skramme, svarede togferen. - Hva' med hans hhed?
- Sig til ham, han skal kalde mig ir- for himlens skyld, mumlede Brill gysende.
- Guvernen er okay, svarede Calhoun. - Og Davis med. Hvor lge varer det, f vi kan ke videre?
- Svt at sige, sagde togferen tanketungt. - Vi mhave hjp for at fdet satans klippestykke fjernet. Men hjpen er undervejs - de fyre der kom ned ad kltsiden. SI dem?
- Jeg sdem, nikkede Calhoun. - Hvis de ikke havde grebet ind ...
- Er det de md, der slog alarm og nedkpede banditterne? spurgte guvernen interesseret. - Ffat pdem, Calhoun. Jeg vil gerne takke dem personligt.
- De er pvej, sir, bekendtgjorde Davis henne fra et vindue pden modsatte side.

KAPITEL 6

Da texanerne nmede sig jernbanelinien, havde togferen, lokomotivferen og fyrberen allerede sat skuldrene mod klippestykket foran toget. Da Bill rte, om de ville have en hdsrning, nikkede togferen ivrigt.
Partnerne stillede deres rifler op ad lokomotivet og gik hen for at forene deres krter med togfolkenes.
- Trans-Colorado Jernbaneselskab er jer mere end taknemlig, stnede togferen.
- Ikke noget at tale om. Det var slidt, grinede Ben.
- Mit navn er Rooney. Lokomofutferens O'Rielly. Fyrberens Schwartz.
Texanerne nikkede smilende og stemte sskuldrene mod klippestykket. Alle fem md svedte og masede et langt eblik, sbegyndte klippestykket, der var rundt, at rulle. Efter et par hiv-o-h til, trillede det v fra sporet. Rooney pegede med tommeltotten hen mod salonvognen og meddelte:
- Hans hhed sker at hilse pjer.
- Hans hhed? gentog Bill.
- Guvernen.
- Mener du, det her er guvernens private tog?
- Akkurat. Vidste du ikke, han var prundrejse i staten?
- Ht noget om det, svarede Bill med et skuldertr. - Men det interesserede mig ikke sligt.
- Begynd sog interesser dig for det nu, sagde Rooney.
- Der er ikke noget at ve bange for. Guvern Brill er en flinker fyr.
Partnerne slentrede hen til salonvognen, i hvis d Calhoun stod og ventede pdem. Han nikkede venligt til dem om at stige op.
- Calhoun, brummede han, da de var kommet op til ham. - Pinkerton Bureauet. Det er formentlig myndighederne i Randolph City, der har sendt jer herud som eskorte.
- Nejda. Vi kom bare rent tilfdigt ridende oppe pklippen, svarede Bill. - Da vi opdagede fden ...
- Syntes vi ikke, vi kunne undlade at blande os j balladen, fuldfte Ben.
- Rider blot rundt, huh? spurgte Calhoun.
- Bare rider, nikkede Bill.
- Well - heldigt for os, at I kom drivende denne vej, erklede Calhoun og stak dem pnen. - Hvad kalder I jer?
Efter at de havde navngivet sig, nede han den til salonvognens indre, der bar tydelige pr af overfaldet. Alle vinduer var skudt ud. Og serne var gennemhullede af kugler. Bill udstte en langtrukken flten.
Guvern Brill rejste sig og trte frem med udstrakt hd.
- Mjeg prentere Bill Valentine og Ben Henderson, sagde Calhoun.
- Ben Emerson, rettede Bill. - Davs, guvern.
- Den korrekte tiltaleform er Deres Excellence, indsk den lille tdeformede fyr til hre for Brill.
- Fanden i den slags pjat, grinede Brill og trykkede varmt texanernes hder. - Vi er jer alle mere end tak skyldig, fordi I greb ind. Det har jeg ht fra Calhoun. Kunne ikke selv se noget. Lfladt pgulvet. Han stak en albue ind i siden pdetektiven. - Calhouns ordre.
- Smart ordre, nikkede Bill. - Gulvet er det eneste sikre sted, n man er ubevnet og nogle banditter plaffer bly efter .
- Dette er min sekret, Oliver Davis, forklarede Brill.
- Det er mig en gle, sagde sekreten med et nik til texanerne. - Og mjeg tilfe min tak? Jeg skal ligt indrme, jeg var bange. Regnede med, vi alle ville blive myrdet.
Davis var en lille lavbenet mand palder med guvernen. Han var trind som en tde, havde et lysert skaldet hoved. Hans hvide t sad som et eskind om hans flk. Han skrupsvedte stadig. Og Bill regnede med, det ville vare noget, inden han kom sig af sit chok.
Pguvernens indtrgende opfordring berettede texanerne om deres deltagelse i kampen. De tre andre lyttede dybt imponerede. Det var Bill, der fortalte det meste. Da han var fdig, sagde guvernen:
- De sk jeres heste under jer?
- Tjep guvern, grinede Ben. - Det var det, der gjorde os godt gale i knolden.
- Vi havde et par fukse, forklarede Bill. - Stke og hurtige.
- Aha! Davis nikkede forstnde. - En cowboys bedste ven er hans hest. I har opdrtet dem fra f. Og. nu er I dybt nedtrykte over at have mistet dem. Og ...
- Hov, der tager du fejl, grinede Bill. - Vi har kun haft dem et par meder.
- Vandt dem fra en Lock River hestepranger, forklarede Ben. - I poker. Gamle Bill er nten uovervindelig, n han spiller poker. Alle de pe store kort g lige nagtig, hvad han siger til dem.
- Jo mere jeg her om de her to, des bedre synes jeg em dem, sagde Brill smilende til Pinkerton detektiven. - Davis - hvorfor byder vi ikke vore redningsmd pfransk cognac?
- Glimrende id sir, nikkede Davis ivrigt.
De to vejfarere satte sig og sbeundrende psalonvognens luksus-udstyr: Tykke tper, fllsgardiner for vinduerne. Men mest af alt beundrede de det blankpolerede mahogniskab, der var fyldt med allehde spirituosa. Davis skkede godt i fem pokaler. Da texanerne havde ft overrakt deres, hede de dem og udbragte en bramfri sk for guvernen:
- Forhentlig n du helskindet hjem til Denver.
- Store himmel! gispede Davis.
Men Brill lo fornet: - Det var ganske givet velment, Davis - og nydeligt sagt. Sblev han alvorlig: - Vi st som sagt alle i stor gd til jer to, Bill og Ben. Havde I ikke grebet ind, ville vi have vet de nu. Var I pvej noget bestemt sted hen?
Nh, vi havde ikke noget bestemt m, svarede Bil! med et skuldertr.
- Det har vi sjdent - driver bare rundt, forklarede Ben.
- Et par nomader, smilede Brill. - Men nu er I blevet beret jeres transportmidler?
- Tjep, sagde Bill. - Vi har brug for et par heste.
- Men vi ejer ikke en skejs, gamle jas, brummede Ben.
- Shvordan pokker skulle vi kunne ffat pet par kuler?
- Det er bestemt ikke noget problem, erklede Brill.
- Det mindste jeg kan ge er, at - - give jer penge til et par nye heste. Hvad koster de? 200 dollars?
- Hellige Hanna, gispede Ben. - Smeget har vi ikke brug for.
- Men jeg vil ikke tillade jer at tage mod mindre, sagde Brill bestemt. - Noget andet er, at da I ikke kan ke heste her ude i bjergene, mI hellere ke med mig - hvis det passer jer. Mit nte bestemmelsessted er Rudolph City.
Davis rmede sig diskret: - Randolph City, sir.
- All right, altsRandolph City, fortsatte guvernen og sspgende ptexanerne: - Passer det jer at tage med dertil?
Bill og Ben vekslede et talende blik. Sgrinede Bill skt og sagde:
- Randolph City vil passe os udmket.
- I har mke vet der f? spurgte Brill.
- Ja, vi kender byen. Vi ... Bill ste efter det helt rigtige ord. - Vi havde en lille uoverensstemmelse med sheriffen.
- Aha, klukkede Brill. - Det mI fortle mig nmere om. Men fst mI hellere hente jeres udstyr.
Senere da de, efter at have hentet sadler og oppakning, havde sat sig mageligt til rette i salonvognen, bemkede Ben:
Pudsigt som det kan komme til at gher i verden, huh, gamle jas?
- Det er at sige det meget mildt, knurrede Bill. - Jeg er ved at revne af grin indvendig ... ved tanken om gamle Dekkewater. Jeg gler mig til at se hans ansigt, n dette hersens flotte tog ruller ind i Randolph City - med os i guvernens private salonvogn!
Ben nikkede henrykt og lukkede nene. Et eblik efter sov partnerne trygt - ligesom de tre andre, der allerede havde lagt sig til at hvile ud ovenpforskrkelsen. Det sidste den tdetrinde Davis havde sagt til texanerne, da de spurgte ham, om han havde noget begreb om, hvem overfaldsmdene var, havde lydt:
- De desperados. Store himmel - nej! Men jeg har en frygtelig felse af, at vi ikke har set dem for sidste gang. Gud bedre det!
Hvortil Bill og Ben havde klappet beroligende pderes revolverskter.
Weyman gav fst ordre til holdt, da banden var nt til en lysning i en fyrreskov en mile udenfor Table kltens nordlige udmunding. Ingen af de sede havde mistet bevidstheden, men de var udmattede og martrede af deres vunder, Weyman havde lt sig selv en del spleje - fordi det havde vet nvendigt under bandens blodige bane - og var besluttet pat underse sene nmere.
Hele banden svang sig af sadlerne og trede hestene. De vekslede ikke ret mange ord. Til gengd bres skovens tyste ro af den ene salve forrygende eder efter den anden. Alle rettet mod samme m: De md, som havde ft krammet pdem.
- Hvem var det? sagde Danslow gang pgang. - Det ville jeg eddermaleme gerne vide. Hvor kom de fra? Hvor kom de fra? Hvordan kunne de vide, vi var der?
- Jeg vil gte p det var et rent tilfde, hvislede Weyman. - De kom tilfdigvis forbi og ku' ikke la' ve at blande sig i det. Men vi skal nok fen anden chance. Vi er ikke slt ud!
- Brill mve i byen om et par timer, indsk Marlowe.
- Og ifge hans rejseplan vil han opholde sig der i 48 timer, sagde Weyman tankefuldt. - Svi har stadig tid til at nappe ham.
- I byen! udbr Larsen.
- Hvorfor ikke, svarede Weyman udfordrende. - Han er nt til at bo et sted, ikke? Til at sove! Man anbringer ham sikkert pdet bedste hotel. Vi skal nok fvores chance. Vi rider ind og finder ud af, hvor han bor - og s...
- Buck ... Ed er alvorligt set, afbr Marlowe. - Jeg har aldrig f set smeget blod.
Weyman gav sig til at se nmere pde sede. Begyndte med Sears. En af Bills riffelkugler havde plet en ture langs hans isse. Hele hovedet var dket af en blodmaske.
Men da blodet blev vasket af, s det, set kun var overfladisk.
- Du skal nok komme dig, Ed, erklede Weyman. - Dit hoved vil ge allerhelvedes ondt et stykke tid. Og du har ft en konstant skilning i het. Men ellers er du sluppet heldigt.
Han underste derpTyler McRaes skulders. McRae var ogssluppet heldigt. Kuglen havde kun ramt k uden at knuse knogle. Marty Danslow havde blot ft nogle overfladiske s af dyrehaglene. Steve Larsen havde en lang kuglefure tvs over ryggen. Weyman, Marlowe og Nash var sluppet uden skramme.
Marlowe samlede pWeymans ordre hterne og stoppede dem i en s. Stkapperne blev stuvet i sadeltaskerne.
- Og s spurgte Danslow.
- Skilles vi og rider til byen, fortsatte Weyman. - Du rider med mig. Blackie, Ed og Tyler fges ad. Luke og Steve rider sammen. Vi rider ind i Randolph City fra nord, syd og t - det er jo muligt lovhundene er pudkik efter syv fremmede.
- Javist, nikkede Danslow. - Vdig snedigt.
- Byen vil ve stuvende fyldt, spde Weyman. - Hver eneste indbygger pegnen vil komme ind for at glo pguvernen. Vi kikker ogspham, finder ud af, hvor han skal sove i nat. Et par timer efter midnat aflger vi ham et lille bes og inviterer ham med ud pen stille og ubemket ridetur.
Kort efter red de ud af skoven mod Almirado dalen. Og nten samtidig fik den utmodige modtagelses-komite i Randolph City e pren fra lokomotivet mod den tlige horisont.
- Det var phe tid, udtalte dommer Cavanaugh. - Jeg afskyr uprision - selv hos guverner.
- Toget er over en time forsinket, nikkede borgmester Burbridge og kastede et blik ned i det lange manuskript til sin velkomsttale.
Toget nmede sig hurtigt. Og Randolph Citys indvere strmede nten ligeshurtigt ind pperronen, hvor vicesherif Jumbo Heap skvulpede svedende frem og tilbage for at tilskuerne ikke skulle le det lokale messingsuppe-band over ende. Sskreg dirigenten en kommando, viftede med sin stav - og to tubaer, en flte, tre horn og en stortromme satte i samtidig med fuld musik.
Det fik sherif Richwater til at rette sig strunk med en mine, som var han kavalerigeneral - og Clara Finch til at klamre sig endnu hdere til hans arm.
- En stolt dag for vor ke stad, min ke Clara erklede Richwater og sendte Jumbo et lynende blik, fordi han ikke pforhd havde kunnet forudse, at to drenge ville give sig til at sl pdet sted, som pforskud var helligt for sheriffen, da man regnede med, guvernen ville placere sine excellente gangvorter der.
Trgslen voksede fra sekund til sekund. Byens uheldige elementer - i hvert fald de fleste - havde tilsyneladende i den almindelige festrus ganske glemt sheriffens manende advarsel om at krybe ind i den mkeste krog og optrte nu side om side med herlige borgere og sammes koner, hvis farveprtige parasoller gjorde attentat pattentat mod mdenes hovedbeklninger.
Og s- skom det helt store eblik: Toget rullede ind, standsede og sendte en tyk dampsky ud over tilskuerne.
Tubaer, horn, flte og tromme drede endnu here. Folk begyndte at skre hurra. Calhoun trte ud psalonvognens udsigtsplatform, hede hden for at pyde stilhed og bekendtgjorde:
- Det varer kun et eblik, folkens. Skommer guvernen og hans sekret herud og hilser pjer.
Alles blikke var rettet mod den elegante salonvogn. Men hvad der foregik inde i den, kunne ingen se. Gardinerne var trukket for vinduerne pden side, der vendte mod perronen.
Da Calhoun gik ind i vognen igen, var han lige ved at snuble over texanerne.
- Stikker I af nu? grinede han.
- Fandt, det var bedst at forsvinde, f guvernen viser sig, svarede Bill. - Desuden har vi travlt med at fkt nye heste.
- Selvfgelig, nikkede Pinkerton detektiven. - Men la' nu ve med at ha' altfor travlt. Husk, guvernen venter jeres tilstedevelse ved festen i aften. I skal ve hans esgter - sidde til bords med ham.
- Tror du, vi kan glemme san noget, grinede Ben. - Mig og Bill - vi ster pris pdin boss. Flinker fyr den guvern.
- Brill er okay, nikkede Calhoun. - Den behageligste af de politikere jeg har mtet bevogte.
- Well, pgensyn, drede Bill og nede den.
Med Ben ved sin side trte han ud pudsigtsplatformen. Straks hede der sig et edende br fra den ventende skare. Hatte kyledes op i luften. Orkestret - hvis man kunne kalde det san - satte endnu mere tryk i tudehornene et eblik, forstummede s da den nsynede borgmester Burbridge anbragte sig lige nedenfor de grinende texanere, blinkede gennem lorgnetterne og begyndte psin velkomsttale, der fyldte tre tskrevne ark. Sherif Richwater kokr i knoppen af raseri, rev sig l fra Clara og begyndte at bane sig vej gennem trgslen, glammende til borgmesteren om, at han skulle tie stille.
- Det er ikke guvernen - for helvede! Det er de to forbandede sadelbumser igen ...!
Men hans velvalgte ord druknede i hurrarene og latterbrene fra de mennesker, som havde genkendt texanerne - og var glade for at gense dem. Onkel Bud Briskin, ift rustr skefrakke og berhat, kravlede op pplankevket rundt om stationen og skreg velkommen. Sagfer Bailey og dr. Grunstein sgede sammen med adskillige andre hervdige borgere for at spre vejen for sheriffen, shan ikke kunne nhen til salonvognen. Richwater var ude af sig selv af raseri. Men selvom det var ham umuligt at komme frem, var han stadig ved sin fulde stemmekraft. Og hans hlydte advarsel nde omsider borgmesterens er.
- La' for himlens skyld ve med at holde tale for dem! Det er ikke guvernen og hans sekret!
Burbridge satte lorgnetterne bedre til rette og kikkede op ptexanerne. De nikkede muntert til ham.
- Vi ster saftsuseme stor pris pde smukke ord, borgmester, grinede Bill. - Men vent lige med resten. Guvern Brill kommer straks.
Partnerne trte ned pperronen nagtig samtidig med, Brill og Davis enbarede sig. Et nyt velkomstbr hede sig. Guvernen modtog det med et stort venligt smil og vinkede. Og s...
- Bliv, hvor I er, gutter, rte han til Bill og Ben. - Jeg sker at fortle befolkningen i Randolph City om det morderiske overfald - og jeres modige indgriben, som ...
- Hov, nej, guvern, protesterede Ben. - Vi har allerede ft vores betaling. Du skylder os ikke spor.
- Ikke andet end mit liv! erklede Brill. - Bliv stnde.
Borgmesteren kravlede op til Brill og Davis og startede py pvelkomsttalen - der blev behagelig kort, fordi han i sin almindelige forvirring havde tabt to af arkene. Dommer Cavanaugh fremkom ogsmed et par velmente bemkninger. Og strte Brill hen til kanten af platformen og afleverede sin svartale.
Efter fst at have takket hjerteligt for den enestnde modtagelse berettede Brill i enkeltheder om den blodige begivenhed i Table klten og sluttede:
- Havde disse to unge md med tapre hjerter ikke vet der, ville det ve blevet nvendigt at vge en ny guvern. Jeg var i dag nmere den end nogensinde, mine venner. Han slog ud med hden mod texanerne. - Men disse to modige sner af En-Stjerne-staten satte deres liv heltemodigt pspil for at frelse mit. Sjdent har jeg vet nogen smegen tak skyldig!
Bill havde slt blikket ned, men skede til Ben - og s det lange spir var helt r i hovedet. Brill fortsatte sin tale, uddybede sine taknemlige felser overfor sine redningsmd. Da han omsider var fdig, fik hlydte jubelskrig og hyldestbr luften til at dirre. En endel flok hurra'er blev rt for texanerne.
Sherif Richwater ville knap tro sine egne strittende er. Disse to - helte? Var vendt tilbage til Randolph City i triumf - efter at han, Eli Richwater, havde jaget dem ud af byen og forbudt dem nogensinde at vise sig i den igen!
- Helte eller ikke! gispede han. - De blev udvist fra distriktet. Jeg fortalte dem, hvad der ville hde, hvis de ikke lystrede mine ordrer. Nu - anholder jeg dem ... pstnde fod ...!
Han tromlede frem gennem mdene, som prede at spre ham vejen - hen mod Bill og Ben. Ben stak en albue i siden pBill og begyndte at mase sheriffen i me. Den naturlige fge var, at Richwater et eblik efter mkede, hans fder hang fast i et fremstrakt ben. Forges prede han at genvinde balancen. Han styrtede hovedkulds til jorden. Hans skinnende, nye he hat tog afsked med kraniet. Ben samlede den op - efter omhyggeligt at have jokket pden - bstede den af og rakte den tilbage til sheriffen.
- Davs, sherif Drattewater, sagde han med et strende smil. - Er det os, du leder efter?

KAPITEL 7

Med det knkede skorstensror i en sk vinke] phovedet, beskidt ansigt og snavset t prede den rasende Richwater at ffat i disse to sataner, der igen havde gjort ham helt til grin.
Men atter blev der spdt ben for ham - om ikke sbogstaveligt, som da Ben gjorde det. Shad Keefer og flere andre stke md holdt sheriffen tilbage mens Bill og Ben forsvandt i mgden. Guvernen afsluttede sin tale helt og blev bukket hen til en ventende vogn, som bragte ham til Randolph Hotel, hvor der var reserveret en suite til ham med fge - og fra hvis veranda borgmester Burbridge holdt en ny tale til mgden og meddelte, at guvernen kl. 4 ville lge grundstenen til Randolph City kommuneskole.
- Og kl. 8 er der gallabal, sluttede han henrevet.
Clara Finch kunne ikke forst hvor hendes ledsager var forsvundet hen. Hun havde stt for langt v til at fge med i hans nedvdigende fald, som havde medft, at han nu havde trukket sig tilbage for at ftet renset bedst muligt.
Netop som hun havde besluttet at begive sig hjem alene, dukkede Shad Keefer op og tilb at fge hende - uden at forklare nmere hvad der var blevet af Richwater.
Ved halv-tre-tiden havde den fste begejstringsrus over guvern-beset lagt sig. Der var kommet gang i flasker og glas psaloonerne. For mdene var blevet godt tre i halsene af at skre hurra smange gange. Bill og Ben udnyttede pausen til at bese Dan Thacker, Randolph Citys stste hestehandler. Her fik de for en yderst overkommelig pris en kraftig skimmel til Ben eg en langbenet sort hingst til Bill.
Efter at have hentet sadler og grejer i stoget og stuvet dem ind i Thackers stald begav de sig hen til den nmeste saloon - Guldstjernen. For efter at have betalt hestene havde de endnu 45 dollares tilbage af de penge, guvernen havde givet dem.
- Vi kan ikke vise os ved ballet som Horaces esgter i disse klude, erklede Bill.
- Horace - hvem er det? spurgte Ben.
- Brill.
- Nh - ham. Men vi har jo ikke andet kluns at ta' p indvendte Ben. - Og han bliver meget skuffet, hvis vi ikke kommer.
- Well, men smvi pre, om lykken smiler til os, svi kan ke byt og blive klippet og alt san noget krimskrams, forklarede Bill.
- Helt i orden, grinede Ben. - Lad os se, hva' der kommer til at ske i Guldstjernen.
Der var stuvende fyldt ved baren af md, som modtog texanerne med muntre tilr. Efter at have drukket to krus slentrede de hen mod det nmeste pokerbord. En af spillerne var netop ved at rejse sig. Bill forberedte sig pat tage hans plads, men f han nde at ste sig, mkede han en hd gribe fat om sin arm, vendte sig og s den tilhte en lille mager vissenpind i skjortemer.
- Ikke poker! hviskede den lille mand, som havde en gr skm over nene. - Roulet Texas! Spil pmit hjul.
- Lille mand lader til at ve mtig ivrig efter at fgang i hjulet, gamle jas, grinede Ben.
Bill betragtede indgnde den lille - lagde mke til hans vigende ne, friluftsgebis og nten totale mangel phage.
- ligt-Spil Kilgannon er mit navn, mumlede den lille. - Jeg skal nok ffat pnogle flere spillere, Texas. Vent blot et eblik. I kommer ikke til at fortryde det. I kan ikke undgat vinde.
Partnerne vekslede et hurtigt blik. Bill spurgte stilfdigt:
- Hvordan kan du ve sforbandet sikker pdet, amigo?
- Det er jer to, der gjorde Eli Richwater rent til grin, ikke?
- Uh huh. Det kan man vist godt sige.
- All right. Det er jeres garanti. I kan simpelthen ikke tabe. Vi er mange, der hader Richwater som pesten. Han er en storsnudet klaptorsk, der g alt for at genere os. Den lille roulet-drejer sbeundrende pBen: - Aldrig i mit liv har jeg set noget sdejligt, som da du fik ham til at dratte - og sdet med hans forbistrede he hat!
- Jeg er begyndt at synes godt om ligt-Spil, knurrede Bill til Ben. - Tror vi skal fge hans r og pre hjulet i stedet for kortene.
Kilgannon havde inden lge ft lokket en hdfuld md hen til rouletten. Bill og Ben rullede cigaretter, mens de kikkede nmere ptallene. Bil satte ti dollars ind pnr. 5.
- Ikke flere indsatser? spurgte Kilgannon. - Ikke? Okay - ssnurrer hun ...!
Han satte rouletten i gang og smed den lille hvide kugle ind pden. Den hoppede nok slystigt rundt et stykke tid og lagde sig stil hvile i hullet mket De rige spillere gryntede gerligt og gravede flere penge op af lommerne.
- Og hvem er den heldige vinder? spurgte Kilgannon.
- Mig, svarede Bill. - Jeg satte ti pnr. 5.
- Det mve din heldige dag, ven, erklede Kilgannon. - Du har fordoblet indsatsen.
- Nte gang ster jeg alle 20 p20, besluttede Bill.
- Er det ikke nydeligt, klukkede Kilgannon. - 20 p20 - helt poetisk.
De andre spillere gjorde ogsderes indsatser. Lykkens lille hvide pille gav sig atter til at trille - og lagde sig p0li' sstille. Ti minutter senere vendte resten af de spillende skuffet tilbage til baren. Kilgannon gjorde nok sfornet regnskabet op med texanerne - ved at udbetale dem gevinsten p350 dollars.
- ligt-Spil, klukkede Bill. - Det er lige, hva' jeg kalder dette her - ligt spil. Tak, ska' du ha'.
- Guldstjernen er kun glad for at sige jer en klingende tak, erklede Kilgannon. - Jeg kommer forresten i tanke om en anden dag, der ogsvar en af de gladeste i mit liv. En sur taber havde beklaget sig til Richwater om, at jeg spillede uligt - med et iksethjul. Richwater var beskidt nok til at smke mig i kasjotten et par dage. Well, s- lige efter at han havde sluppet mig l - storkede han afsted for at bese Clara Finch. Da han kom forbi en sidegade - den ved Hoppers isenkrambutik - hvem kommer smosende ud af gyden andre end Jerry Bindle og Herman.
- Hvem er det? spurgte Ben.
- Jerry Bindle er en uskadelig gammel sut - Herman hans gedebuk, grinede Kilgannon. - Well, Richwater havde skub pog skvattede over Herman - knaldede sit dumme fj lige ned i skidtet! Mand! Aldrig har man set noget lignende. Og han kunne he hans hylen over hele byen.
- Og du glede dig - naturligvis, nikkede Bill. - Hvad foretog du dig ellers?
- Foretog. Det eneste, der var at ge! Jeg greb fat i Jerry Bindle og halede ham med ind i Guldstjernen. Han havde kun en dollar i lommen - og skede ikke at spille. Men jeg anbragte ham ved rouletten. Og da han var fdig med spillet, havde han vundet 50 dollars! Smange penge havde han aldrig ejet i hele sit liv! Kilgannon sukkede henrykt ved tanken.
- Du er et godt menneske, ligt-Spil, sagde Ben anerkendende.
- Bestemt, nikkede Bill. - Noget andet er. Vi skal ha' nyt kluns. Hvor f man det bedste af det bedste?
- Holly Brubecks herreekviperingshandel, svarede Kilgannon omgnde. - For et par meder siden skdte sheriffen Holly huden fuld - beskyldte ham for at tage for he priser. Holly var sedderspdt, at ...
- Du beher ikke at sige mere, amigo, grinede Bill.
- Det lader til, Brubeck vil behandle os godt.
- Akkurat ligesgodt, som du har gjort, klukkede Ben.
Brubeck viste sig at ve en lille trind mand, der modtog texanerne med udst hlighed og var mere end villig til at slaf ppriserne til tak for det, han havde vet tilskuer til pstationen. Inden lge forlod partnerne butikken med store pakker i favnen. Pakkerne indeholdt deres splinternye sorte s t, sorte bindeslips og hvide skjorter.
- Og nu, erklede Bill. - Gder det om at blive klippet, barberet, fbad - hele molevitten.
Da de stadig havde masser af gevinsten tilbage, kunne do let tillade sig at hengive sig til al den luksus, der bades pi McVies frissalon. Matt McVie, der vidste de var guvernens ne venner, behandlede dem med udst omhu - klippede dem omhyggeligt og barberede dem endnu omhyggeligere Og mens processen stod p prenterede han dem for en anden af sine ede kunder - Jerry Bindle. Den lille sut havde tjent en halv dollar pat muge ud i Dan Thackers stald og tillod sig derfor at blive klippet. Hvilket ogsvar yderst tiltrgt, da hans rlige h tjavsede helt ned til skuldrene.
- Mig en e at hilse pjer, sagde han med et forlegent smil. - Og jeg ville sgerne prentere jer for Herman.
- Vi har ht om Herman, grinede Bill og forlod frisstolen.
- For helvede, skumlede den pomadestrende McVie. - Vi vil ikke ha' Herman herind. Han stinker.
- Alle gedebukke lugter, sagde Jerry dybt krket.
- Hvor er han? spurgte Ben.
- Udenfor, svarede Jerry og kaldte: - Herman.
Gedebukken stak hovedet ind ad den, vippede med skget, gloede ligegyldigt ptexanerne og trak sig atter tilbage. Bill spurgte McVie, hvor badeanstalten var, og blev vist hen til en d, hvor pder stod or Herrer
- Derinde, forklarede barberen og rakte dem hdkler. - Der er en gruekedel med slange. Stik blot slangen ned i et kar og post det fuldt med varmt vand. Sen ligger phylden under vinduet.
Texanerne bar deres pakker ind pbadeanstalten, smed klunset og gav sig til at vaske fire dages rejsest af kroppen. Der var seks tradekar i lokalet. Men ikke andre badende - lige i eblikket. En halv snes minutter senere, da de log gassede sig i det varme vand og med ve dampende hdkler over hovederne, ankom imidlertid en tredie renlighedstilhger. Sherif Richwater havde travlt med at fskidtet, han havde ft psig pstationen, skrubbet af.
Han genkendte ikke de to tavse partnere, klte sig blot af uden at me et ord til hilsen - og plumpede ned i et kar. Da Bill begyndte at stige op af badet, var Richwater ved at se sit ansigt ind. Bill trte hastigt hen til Ben og hviskede ham smilende noget i et. Ben skyndte sig op af karret og trede sig. De havde netop ft det nye t pog pakket det snavsede ind, da Richwater udstte en arrig ed, fordi han havde ft se i nene, rejste sig halvt op og bjfede:
- Hdkle! Giv mig et hdkle! Hurtigt! Det er sherif Eli Richwater!
Texanerne vekslede et tankefuldt blik. Ben gik hen til tet, der lpbken under vinduet og tog en flunkende ny hvid skjorte, som Richwater havde kt pvejen hen til badeanstalten. Ben stak den i hden pham. Og Richwater gav sig - uden at sige smeget som tak - til at tre sig i ansigtet med klningsstykket.
- Kunne ikk' finde dit hdkle, Dekkewater, drede Ben. - Dur den der?
Richwater bandede, nede nene, gloede ptexanerne - og dernt pden dyngve skjorte.
- Jer igen! gispede han.
- Pudsigt, som vore veje altid krydses, grinede Ben.
- Min nye skjorte! stnede Richwater - Ved Patrick Monahan! Det her skal komme jer dyrt at st Jeg skal ...
Han var midt i en forrygende salve eder og trusler, da Bill og Ben ligesstille forsvandt ud ad den. Efter et par minutters forl hte sheriffen en ophidset stemme skre inde i barbersalonen:
- Hej! texanerne er pvej ind i banken - med trukne sekslere ...!
Med et jubelskrig sprang Richwater ud af badekarret, hyllede et hdkle om sine lder og vippede sin revolver op af hylstret. Endelig! Endelig havde de begt noget rigtigt! Endelig havde de givet ham den chance, han slge havde higet efter at f N sde troede, de kunne udplyndre Randolph Citys bank. Men han skulle vise dem noget andet. Sprtende vand til alle sider for han ud ad den. I barbersalonen var McVie stadig i fd med at klippe Jerry Bingles forhen fagre lokker. Der var ikke andre i salonen. Og gaden udenfor ltyst og stille.
- Ingen grund til at blive ophidset, sherif, mumlede Mc Vie uden at se op pden rhovedede lovhdher. - Det var sikkert kun ment som en sp fra texanernes side.
- Hva' satan snakker du om, glammede Richwater.
- De er slet ikke gt hen mod banken, grinede McVie og pegede: - De gik i den retning.
- Der var nogen, som skreg gevalt!
- Det var Jerry, der skrede, klukkede Mc Vie.
- Uh huh, nikkede Jerry. - De ga' mig en hel dollar for barestens at re, de var pvej til banken. Sikken sp, huh, sherif?
- Gid satan havde dem! skummede Richwater og vendte tilbage til badstuen. - Og jer med.
Han havde hevet hdklet af og atter anbragt sig i karret, da han opdagede det: Hans nye t var v! Det havde ligget pbken under det ne vindue. Gid den onde ville annamme de helvedeshunde! De havde ogsstjet hans t!
Men nej! Pludselig mkede han, at hans pompe bagdel ikke hvilede pdet hde tr men pnoget blt. Med en ny ed stak han hden ned i vandet - og trak sin nye, sorte skefrakke op. Han kylede den fra sig, ste igen - og fiskede de nye bukser op. Igen! De havde vet pspil igen! Havde elagt det andet nye s t for ham i let af ingen tid!
- Fra nu af vil jeg ikke slippe dem af syne, stnede han hlydt. - De skal komme til at undgde for det her - til at gre blod!
Pris kl. 4 blev grundstenen til den nye skole nedlagt af guvern Brill i overvelse af mange mennesker.
I udkanten af folkeforsamlingen stod to alt andet end inefaldende fremmede, som ikke var et klap interesseret i de mange taler, men hele tiden betragtede Brill skarpt og indgnde.
Buck Weyman hviskede gennem mundvigen til Marty Danslow: - Well - sved vi alts hvordan han ser ud! Og den elendige lus har Juds liv i sin hule hd - endnu! Lad os ghen og fen drink. De taler er til at brke sig over.
- Drengene er henne pet sted der hedder Wallingtons saloon - et lille stykke herfra, mumlede Danslow.
Saloonen var sgodt som folketom, fordi byens indbyggere nten fuldtalligt var mt op til htideligheden. Ejeren, Wallington, stangede tder, mens han lede sig mod baren og lte i en avis. Bartenderen var ved at vaske glas. Blackie Marlowe og Luke Nash sad med to store whisky ved det bord, der var lgst v fra baren. Weyman og Danslow satte sig. Samtidig opfangede den sidste bartenderens blik og bestilte:
- En flaske af det samme og et par glas.
Efter at bartenderen var kommet med drikkevarerne og atter havde fjernet sig, stak de fire hovederne sammen over bordet til en hviskende samtale.
- Den store kanon har ft velse nr. 1 p1. sal i Randolph Hotel, meddelte Nash Weyman. - Det er en hel stribe - suite kaldes det vist. Tre velser med de imellem. Han sover i det midterste - nr. 10. Hans sekret sover i et af de andre. Pinkerton fidusfyren i det tredie.
- Den vil uden tvivl ve let, indsk Marlowe.
- Det er ikke noget problem, grinede Weyman. - Den l er endnu ikke lavet, som McRae ikke kan dirke op.
- Der er noget helt andet, sagde Nash tanketungt.
- Well?
- De to sphuggere, der elagde det hele for os, er her i byen. Lader til, de er blevet fandens fine venner med den store kanon, fordi han tror, de frelste hans elendige liv. Jeg har lyttet mig til, at de hedder Valentine og Emerson.
- Jeg har ht de navne f, brummede Danslow.
- Det er meget muligt, de vedbliver at holde sig i nheden af guvern-stabejsen, fortsatte Nash. - Han vil muligvis la' dem bo photellet. De er mtig popule i byen. Den eneste, der ikke kan li' dem, er sheriffen.
- Ham har jeg set - han er et dumt khoved, mumlede Weyman. - Men det ville ve det bedste for hele planen, hvis vi kunne skaffe os af med de to fyre, f vi nupper Brill. Desvre kan vi ikke lave stre ballade lige i eblikket - f vi sl til. S...
- T en kende, afbr Nash. - Jeg f en id Hvis vi fik de to fyre, de er texanere, smket i kasjotten, ville de ikke kunne komme i vejen for os.
- Shva' har du tkt dig at ge? spurgte Danslow utmodigt. - Bede sheriffen om at arrestere dem?
- Det ville han fandens gerne, erklede Nash. - Jeg har ht, de ska' ha' gjort helvede hedt for ham. Han hader dem vre end pesten. Men ...
- eblik, afbr Weyman og lede sig frem over bordet. - Lad mig tke - forstyr mig ikke.
De andre betragtede ham forventningsfuldt uden at me et ord, mens han sad og gned sig om hagen. Ssagde han:
- De vil sikkert ve med ved festen i aften. Hele byen skal vist til det bal. Ssheriffen vil ogsve der. Okay. Blackie og Luke! I skal ogsmed. Vent til balfalderaet er nten forbi og slstil.
- Vi skal lge os ud med texanerne? spurgte Nash.
Weyman nikkede: - I skal sldem ned. Sg for, der ingen vidner er, og at sheriffen er i nheden. Han er nt til at blande sig i det. Bild ham ind, at det var texanerne, der overfaldt jer. I forst?
- Mon ikke, grinede Nash. - Han er vild efter at smke de to fyre i kasjotten. Shan vil straks bide p- og ge det omgnde.
- Mig og Marty holder os i nheden, fortsatte Weyman. - Hvis sheriffen skulle ve mistksom, kommer vi og svger p vi sdet hele - og at I taler sandt. Og n lovhunden har bragt dem bort, g vi i stilling i gyden og g som planlagt.
- Du og Blackie bringer den store kanon til A-Bar, nikkede Danslow. - Jeg tager resten af drengene med til bjergene og laver falske spor. Hva' med denne Pinkerton detektiv - og ham den lille fede?
- Livvagten muskadeligges fst, forklarede Weyman. Vi binder og knebler ham - og den lille fede. Der er stst chance for ingen opdager, Brill er borte f morgen tidlig. Med et smalt smil str han sig igen om hagen. Han havde barberet skget af for at forandre sit udseende. Marlowe var ogsblevet sglatbarberet som et . Weyman banden lignede i eblikket kun tilfdige rejsende - og havde derfor ikke vakt den ringeste opsigt i Randolph City. - Well, fortsatte Weyman.
- Det skal nok gfint - denne gang. Den her plan kan ikke ggalt. Denne hersens guvern har sgodt som allerede udfdiget benningen for Jud.

KAPITEL 8

Gallaballet blev en edende succes. Dansegulvet var tpakket lige fra det eblik orkestret spillede op til fste dans. Sherif Richwater havde ft fat pendnu et nyt s t. Guvernen underholdt sig ved esbordet med byens spidser - men snakkede i rigt smeget som det var muligt med sine egne esgter: Bill og Ben, der var ulasteligt klt i sort.
Ved 11-tiden bemkede den altid vne Ben til Bill: - Jeg har lge set stakkels Shad Keefer stog stirre pClara. Han er helt syg efter at komme til at vende gulvet med hende Men den elendige Dekkewater klistrer til hende hele tiden.
- Det siger du ikke, knurrede Bill. - Well, smvi nok hellere fjerne gamle Skvadderm et stykke tid.
- Hvordan?
- Vi sender ham et lille budskab. Bill fandt en blyantstump og et stykke papir frem og begyndte at skrive en kort meddelelse. - H - kan du huske, hvad det er den fyr, Dekkewater beundrer sht, hedder? Ham med bogen.
- Hoolahan, sagde Ben tankefuldt. - Nej - Hanrahan - nej ...
- Nu har jeg det, sagde Bill. - Patrick Monahan.
Bill skrev sit budskab fdigt og forlod esbordet for at finde et sendebud. Han bestemte sig efter nogen sen ti! at vge Hunt Longford, normalt en af Randolph Citys mest stabile forretningsfolk, men lige i eblikket i den tilstand, man ikke undg at komme i, n man har tilbragt hovedparten af en aften med at nyde forfriskninger af spiritu art.
- Om jeg vil gi' dette hersens til sheriffen, svarede han hjerteligt pBills spgsm. - Naturligvis. H - har jeg ikke set dig f?
- Sikkert, svarede Bill venligt. - Jeg er ansat pWestern Union telegrafstationen her i byen.
- - ja vist. Husker dig godt. Ha' en drink?
- Desvre ikke tid. Jeg har lovet min pige at danse med hende. Det er derfor, jeg vil ve dig pokkers taknemlig, hvis du vil finde sheriffen og give ham det her.
- Bare overlad det til mig. Jeg ska' nok ordne det.
Et eblik efter fik den stkt spirituspirkede Longford e pRichwater, der valsede rundt med Clara. Undervejs hen til ham pdansegulvet var Longford ved at vte flere andre dansepar. Sheriffen standsede midt i et fejende sving og stirrede skarpt pforretningsmanden - uden at slippe sin partnerske.
- Specialtelegram til dig, sherif, grinede Longford og stak det sammenfoldede papirstykke op i hans fj. - Fra Western Union ...
- Tak, Longford, sagde Richwater shligt, som han nu var i stand til, og tog papirlappen. - Jeg vil i rigt tilre dig at holde dig fra stke drikke resten af aftenen. Da Longford dinglede bort, klappede Richwater Claras arm: - Du undskylder mig nok, at jeg lige ler det her, min ke. Uden tvivl noget presserende.
- Naturligvis, Eli.
Lige midt pdansegulvet lte sheriffen det resserendebudskab - fra Bill Valentine:
SHERIF RICHWATER - SPECIALTELEGRAM
VENTER PWESTERN UNION - FRA PATRICK
MONAHAN, NEW YORK CITY - HASTER.
Det gib, der gik gennem sheriffen, fik Clara til at gispe forskrket:
- Eli - hvad i alverden ...?
- Han har sendt mig et telegrafisk budskab, jublede Richwater. - Den dygtigste detektiv - mesteren fremfor nogen - Patrick Monahan. Han har telegraferet til mig!
- Men - det var da vdig pt af ham, smilede Clara.
- Han mha' ht om mig! Javist - andet kan ikke ve tilfdet! Clara - jeg kan ikke vente ...
Uden at give sig tid til at fge hende pplads snurrede han rundt phen og begyndte at tromle sig vej gennem de dansende hen mod hovedindgangen. For anden gang p og samme dag fandt Clara sig ene og forladt under hst ubehagelige omstdigheder. Hun var strandet midt pdet tpakkede dansegulv. Blodet sk op i hendes kinder.
Nagtig samtidig med at Shad Keefer fik e phende, mkede han en hd albue blive hamret ind i sine ribben og hte en kendt stemme dre:
- Der st hun - og venter pdig. Hva' den ner du efter, Shad.
- Tak, Bill, gispede grovsmeden. - Hjertelig tak.
Han ilede ind mellem danseparrene og nde Clara, netop som hun skulle til at trke sig tilbage til sin plads.
- Mjeg fdenne dans? spurgte han bigt.
- Hellere end gerne, Shad, sukkede hun og gled ind i hans favn. - Aldrig f er jeg blevet sydmyget ...
- Du beher ikke komme med forklaringer, sagde han trtende. - Lad os bare danse.
Richwater havde stravlt med at komme ud af rhuset, at han undervejs vtede tre md, der stod og kede for nogle flasker. Uden hensyn til deres arrige protester brasede han videre, ud pfortovet og for hen mod telegrafstationen. Monahan kendte ham! Monahan havde telegraferet til ham! Mke havde Monahan brug for hans hjp! Det ville ve det helt store! Han - Eli Richwater - skulle samarbejde med selveste Patrick Monahan!
Han var nt nten helt hen til telegrafstationen, f den frygtelige sandhed gik op for ham. Hvordan skulle Monahan have kunnet sende ham et telegram? Monahan var d for et par siden - af hjertelammelse. Havde han ikke selv lt om det i Colorado Tribune! Havde han ikke vanket rundt med sort sgeflor om armen i fire uger! Og desuden var Western Union telegrafstationen lukket ssent paftenen. Han var blevet fuppet. Af hvem? Det kunne der ikke ve nogen tvivl om ...
Valentine og Emerson! Hvem ellers?
Han snurrede rundt og sprintede tilbage til rhuset. Der spredte han oplet ved den til balsalen som avner for vinden. Og netop som han kom farende ind, fik Marlowe og Nash e pham.
- Han er vendt tilbage, gryntede Marlowe. - Og texanerne er ved at mose ud af sideden. Her har vi vores chance, Luke.
- Jeg kan se Buck og de andre, mumlede Nash. - De er parat til at optre som vidner.
De banede sig hurtigt vej hen til sideden og fulgte ud efter Bill og Ben, som var gt ud for at trke lidt frisk luft. I nte eblik tumlede Bill forover. Nash havde bagfra langet ham et drhdt st lige bag hre e, som et eblik gjorde Bill uklar. Men han kom hurtigt til hterne - nagtig samtidig med at Ben udstte en sagte ed og snurrede rundt for at ordne angriberne. Marlowe sprang l pham, prede at sparke ham i skridtet. Ben sidesteppede selegant som en balletdanser og lod sin lige venstre lande i Marlowes ke - med forsket resultat: Marlowe gik i jorden som en s korn.
Gterne trgtes i sideden - ivrige efter at blive vidner til kampen. Men Weyman, Danslow og Larsen sprede den, singen kunne komme ud - indtil Richwater dukkede op og forlangte at komme igennem.
- Det var netop i rette tid, sherif, sagde Weyman med respekt i met. - Der er et par bisser, som gennembanker et par sagesle borgere.
Richwater ville knap nok tro, lykken pludselig smilede huldsaligt til ham. Marlowe var kommet pfode, men blev hurtigt igen slt ud af den nekampskyndige Ben. Bill vekslede slag med Nash, hvis ansigt allerede bar tydelige mker af Bills knoer. Er af hans ne var ved at lukkes som en blomst ved aftenstide. Hans ne var en blodig klump.
- Heap! brede sheriffen med en san stemmekraft, at orkesteret holdt op med at spille.
Jumbo dukkede op bag ham og gispede spgende.
- Det er de sadelbumser igen, snerrede Richwater. - De startede slagsmet ...
- Fuldkommen rigtigt, forsikrede Weyman. - Mine venner og jeg sdet hele - lige fra starten.
- Det er en forbandet ln, knurrede Bill og sendte Nash ned med en lige hre. - De slubberter overfaldt os - bagfra!
- Det nytter ikke, Valentine, kroede sheriffen sig. - Denne gang kan I ikke sno jer ud af det. Han trak sin seksler og sigtede ptexanerne. Marlowe var nede igen og gjorde ikke fors pat rejse sig. - Heap! Tag deres skydere. Valentine - Emerson, I er anholdt!
Bill sikke pnogen af lovhdherne. Han havde kun e for Weyman, Danslow og Larsen. Han mente ikke at kende dem - og undrede sig derfor over, at de var sivrige efter at lyve ham og Ben noget p
Da Heap havde forsynet sig med texanernes Colts, kommanderede Richwater: - Marcher dem hen til fgslet. Jeg er lige i hene. Hvis de prer at stikke af, skyder jeg - for at dre.
F han forlod den, blede Richwater en ordre til gamle Bud Briskin om at komme med.
Undervejs hen til kasjotten vekslede partnerne nogle lavmte bemkninger.
- Jeg forst det altsikke, gamle jas, mumlede Ben forvirret. - Vi passede os selv - og sr disse fuldkommen fremmede pos og ...
- Jeg er endnu ikke helt klar over det, knurrede Bill. - Men ting er givet: Det var en fde - arrangeret. Ogsmed de tre, der var srappe til at vidne. Bare giv tid, lange spir. Jeg skal nok finde ud af, hvad der ligger bag.
I fgslet traf den triumferende Richwater ganske ekstraordine foranstaltninger for at sikre sig, hans plageder ikke kunne flygte. Han anbragte Jumbo Heap pkontoret med et haglgev. Og efter at Bill og Ben var spret inde i en celle, forlangte sheriffen at fudleveret be Heaps og onkel Buds nle til den.
Da Richwater var spankuleret af, grinede onkel Bud: - San set var det klogt af Eli at tage min nle. Ellers ville jeg have lukket jer ud omgnde.
- gerligt, at det skulle ske netop nu, sukkede Ben. - Jeg morede sig sforbasket godt ved det gilde.
- Det gider jeg ikke tke mere p sagde Bill eftertksomt. Det eneste, der interesserer mig i eblikket, er: Hvorfor pokker de fremmede spillede os i hderne pDekkewater.
Ballet fortsatte til langt hen pnatten. Fst ved 3-tiden var Randolph Citys htede gt i seng psit hotel. I velset til venstre for hans snorkede John Calhoun ht og lydeligt. I det til hre lOliver Davis og vred sig af mavepine - og der var sandelig ogsmeget at have ondt i p gang.
Hotellets hovedindgang var let forsvarligt. Vestibulen tom men ...
Men kl. 3,10 skaffede Weyman og hans banditter sig adgang gennem en bagd. Marlowe og Sears blev ude i gyden bag hotellet for at holde vagt og passe pde otte heste. Weyman sneg sig lydlt op ad trappen sammen med resten af banden. De havde alle skudklare sekslere i hderne - og bundet tklerne for underansigtet. Nash og Larsen medfte lange lerremme.
De bankede hdt pden til Calhouns velse, mte banke adskillige gange, f han vnede og brummede:
- Hvem der?
- Natportieren, svarede Weyman. - Telegram til mr. Calhoun fra Pinkerton Bureauet.
Den blinde skne ville, at Calhoun faktisk ventede telegram. Shan stak fderne i et par tler, ifte sig slrok og traskede hen til den, lede den op. I nte sekund fl den ind, hurtigt og hdt. Calhoun bandede sagte og greb efter sin Colt .38 i slroklommen - og gik derpud som et lys. Weyman havde slt ham i tindingen med sit revolverl. Detektiven sank sammen som en slap klump k. Weyman mumlede:
- Steve - bind og knebel ham. L ham tilbage i sengen. I andre kommer med mig.
De gik forbi guvernens velse. Davis var omsider faldet i dyb sn, reagerede ikke pbanditternes banken. STyler McRae gav sig til at arbejde med len. Da den gik op, hviskede Weyman til ham:
- Gi gang med guvernens d nu. Vi kommer straks.
Danslow og Nash sneg sig hen til den sovende Davis, som knap anede, han blev ramt med noget. Han gled fra dyb sn over til smertefuld bevidstlhed ... ved hjp af Danslows revolverl. Sblev han surret fast til madrassen og kneblet.
McRae havde allerede dirket len i den midterste d op. Weyman trte fst ind.
- Ham her tager jeg mig af. hvede han.
Brill vnede nagtig samtidig med, Weyman nde sengen. En slags sjette sans havde slt alarm. Han havde rejst sig halvt op, da Weymans venstre knytne smadrede lige ind i hans ansigt. Brill sank bagover med et gisp. Weyman greb fat i brystet phans natskjorte, hev ham op og slog ham oven i hovedet med revolverlet.
- G det hurtigt, kommanderede han til Danslow og Nash.
Bundet og kneblet blev guvernen smidt over Danslows brede skuldre og bet ud af velset. Banditterne skyndte sig hen ad gangen, ned ad trappen og ud ad bagden til de ventende heste. Deres fange blev surret fast til reservehestens sadel - og det lange ridt begyndte. Snart lRandolph City en halv mile bag dem. De var sluppet ud af den sovende by, uden at nogen havde hverken set eller ht dem.
Ved en korsvej tre miles nordfor byen delte Weyman banden. Danslow tog hovedstyrken med til bjergene mod t, sgede for at efterlade et meget tydeligt spor over prien til forfgerne, der ville komme farende inden ret mange timer. Weyman og Marlowe holdt sig til det stkt befdede spor. Brill var stadig bevidstl - anede ikke. hvad der var pfde.
- Flod forude en mile lgere fremme, sagde Marlowe.
- Lavvandet, nikkede Weyman. - Der forlader vi sporet her. Hvis vi rider i floden, kan vi nhen til dalen. Og n vi kommer op af vandet, vil hovaftrykkene blive blandet med, forsvinde i aftrykkene fra den hjord, som Zeke har ladet drive sydp Ved solopgang har vi den almtige Brill stuvet sikkert af vejen. Og sskal jeg nok jage ham en skr i livet, shan lystrer mit mindste vink!
Solen var netop ved at dukke op over de savtakkede San Carlo bjerge, da de to banditter holdt hestene an udenfor A-Bar ranchhuset og grinede triumferende til den gstelige mand i dningen. Zeke Elgart var fuldt plt. Det sud til, han slet ikke havde vet i seng hele natten, tkte Weyman.
- Tag dig af hestene, Zeke, kommanderede han, da han svang sig af sadlen og begyndte at lge sin fange - vi har elagt brdemkerne pkrikkerne, sdu kan slippe dem ind i folden til dine egne. Skjul sadlerne. Men rub dig, Zeke!
- Buck, sagde Elgart og gik ud pgdspladsen. - Jeg tror ikke, du kan slippe godt fra det her. Jeg ...
- Zeke, afbr Weyman ham med et knivskarpt smil. - Jeg har allerede sagt dig, at det er revnende ligegyldigt, hvad du tror og tker. Du har bare at adlyde!
Han slgte Brill over skulderen, bar ham gennem stuen ind i sovekammeret og smed ham psengen. Det fik Brill til at vne til fuld bevidsthed Han hostede, glippede med nene og mumlede:
- Hvad - uh - hvad skal dette betyde - dette forbryderiske overgreb.
- Jeg vandt, grinede Weyman. - For jeg vdede med mig selv om, at du ville sige nagtig san, n du kom lidt til snsen.
Marlowe kom ind, lede sig mod dkarmen og begyndte at rulle en cigaret. Brill rev og sled forges i remmene, der bandt hans hder pryggen og surrede hans ankler t sammen. Weyman klukkede sagte:
- Spar pkrterne, mister guvern. Du kan aldrig fdem lnet. Du slipper aldrig fri - medmindre du g nagtig, hvad jeg forlanger.
- Hor nu lige her, brusede Brill op. - Hvis du regner med at kunne flepengene for mig, bliver du dybt skuffet. Guverner er ikke altid rigmd. Og forrigt kan man ikke holde mig skjult for evigt. Der vil blive sat en stre eftersning i gang. Hvad ...
Weyman bede sig grinende ned og stak ham et baghdsslag i ansigtet. Brill gispede og bandede.
- Der er noget, jeg har sket at fdig til at ge - lige siden jeg modtog det brev fra din pennesmer af en sekret, sagde Weyman. - Mit navn er Buck Weyman.
- Buck Weyman? gentog guvernen. - Navnet siger mig intet.
- Sskal jeg forklare dig det nmere. Jeg er Jud Weymans bror. Og jeg sker, at du skal bene ham - llade ham.
- Lige et eblik, indvendte Brill. - Jeg har ikke myndighed til at ...
- Tror du, du kan narre mig? afbr Weyman hvast.
- Du har al den myndighed, der er brug for. Du er den eneste, der kan redde Jud, Brill. Derfor skriver du et brev til din sekret om, at han skal telegrafere til Denver. Du giver ham besked om, at man skal llade Jud. Ellers ...!
- Men v dog fornuftig, mand! Fgselsinspekt McMurtrie vil forlange at falle enkeltheder. Han kan ikke llade en dsdt mand uden min ...
- Uden at fdet skriftligt, nikkede Weyman. - Se din underskrift. Du ved, hvordan det skal ordnes, Brill. Du er smart.
Brill rystede phovedet. - Det er fantastisk! Du kan aldrig slippe godt fra det.
- Det skulle ikke ve ssvt at overbevise inspekten, pegede Weyman. - Du kan skrive, at der er fremkommet nye beviser. Han vil tro pdet omgnde. Og det ville ikke ve fste gang, en guvern benede en fange. Det er sket adskillige gange.
- Det er sket, nikkede Brill. - Men jeg vil faneme ikke ve med til san et overgreb mod retfdigheden. Du tror, du forskrker mig, ikke? Well, det er rigtigt. Jeg er bange. Hvem ville ikke ve det i denne situation. Men jeg vil ikke ve med til at begden slags slyngelstreger. Dr mig bare, Weyman. Men jeg skriver ikke noget brev - eller under pnoget.
- Han er vel nok tapper, grinede Marlowe.
- Det skal han snart holde op med, mumlede Weyman hligt, satte sig psengekanten og trak sin seksler.
- Jeg har anbragt mine drenge overalt, Brill. Ogsi Randolph City. De er sikre nok. Ingen kender dem.
- Du kan behandle mig ligesmodbydeligt, du vil ... jeg vil vedblive at nte ...
- Ham din sekret, afbr Weyman. - Er du ogsligeglad med, hva' der sker med ham?
- Davis? Store himmel - hvad ville du kunne fud af at ge ham noget?
- Det drejer sig om, hvordan du fer for ham. Jeg beher kun at give en ordre. Og ... Weyman knipsede med fingrene. - Adios, Davis.
- Du mener?
- Davis kommer til at d hvis du ikke g, som jeg siger. En af mine drenge i byen vil kunne ordne ham hurtigt - og stfrit med en kniv, ikke Blackie.
- Vil ve dlet, gryntede Marlowe.
- For satan! protesterede Brill. - Davis er ganske uskadelig. Han kan ikke ge dig noget.
- Har denne Davis kone - bn?
- Tre bn, stnede Brill.
- Well, grinede Weyman. - De kommer sandelig til at sge.
- Det er fuldkommen vanvittigt! Man - du kan ikke ...
- Vi kan! snerrede Weyman. - Du vil aldrig blive fundet, Brill. Se hellere at blive klar over det! Nogle af mine md har lagt et falsk spor op i bjergene. Det vil vare lge, f dalen her bliver efterst. Og n det sker, vil vi gemme dig godt. Du vil ikke blive lladt - f Jud bliver det. Hvis han bliver hgt den sidste i denne med, ser du ogsfdig. Forelig giver jeg ordre til, at man skal ve parat til at dre Davis - for at du kan ve klar over, det her er alvor!
- Jeg - jeg tror virkelig, du kunne fdig selv til at ge det, gispede guvernen.
- Tk over det. Jeg giver dig nagtig en time til at trfe din afgelse. Weyman rejste sig og stak sin skyder i skeden. - Bliv hos ham, Blackie.
- Okay, nikkede Marlowe.
Weyman gik ud pgdspladsen. Da han ssin fter, sagde han: - N Brill bryder sammen, bringer du hans brev til byen - sg for, Brills sekret f det. Der er i masser af mer, du kan ge det puden at blive opdaget. L det pet bord i hotellets vestibule - for eksempel. Eller stik det ind under den til Brills velse.
- Men - Buck, du kan aldrig gennemfe det her. I let af ftimer vrimler det med eftersnings-patruljer pegnen. Og ...
- Ssnart Brill bryder sammen, afbr Weyman. - Sadler du op og rider, Zeke!

KAPITEL 9

Pden dag, der skulle blive den mest sensationelle og bevede i hele Randolph Citys historie, ankom sherif Richwater tidligt til sit kontor. Hans hum var ligesstrende som solskinnet. Thi han glede sig pforhd se til at foreholde sine fanger det forkerte i deres opfsel. Det skulle ske godt og grundigt og pden me, som Richwater fte sig overbevist om, at kun han og salig Monahan mestrede til fulde.
Da han gjorde sin entr fandt han vicesherif Jumbo Heap siddende som en slatten klump breflk. Hans ne var rrandede af mangel psn. Men i hderne knugede han, sgodt som han nu evnede, stadig haglgevet - med en mine som ventede han at se Bill og Ben dukke ud af pengeskabet og sige b!
Oppe fra arresten hte Richwater brudstykker af en af En-Stjerne-statens mangfoldige muntre viser.
- San har det vet - hele natten! stnede Heap.
- De skal nok komme til at synge i en ganske anden toneart, f jeg er fdig med dem, bjfede sheriffen. - Briskin! Stille!
Bartender Abe Cotterel kom i det samme til syne i den til gaden og rakte Richwater et telegram.
- Jeg kom lige forbi Western Union. Og Jeb Vaughan bad mig ta' det med. Mente, det var vigtigt.
- Godt, Cotterel, sagde Richwater uden at nedvdige sig til at takke for tjenesten. Hans enbryn r op i panden, da han lte telegrammet ht:
- Ved Patrick Monahan - det er fra sheriffen i Millsville! H her: rresteret Moss og Orden pCarlinsburg sporet. Pengene stjet fra Beck fundet hos dem. De har tilstt. Amos Healey, sherif.For satan da ogs...
- Det lader til, at denne Valentine havde ret, sherif sir, mumlede Heap.
- Rent tilfde. Richwater krammede telegrammet sammen og smed det pgulvet. - Jeg ville selv ve kommet til at tke pMoss og Orden, hvis - hvis jeg blot havde ft en smule tid!
- Javist - naturligvis, sherif sir.
Ovenplagde onkel Bud sin guitar fra sig, rejste sig fra skamlen og grinede til texanerne:
- Mhellere gned og aflge rapport til Eli om, hvad jeg h vet nt til at ge for at holde jer to desperate fyre i ro, huh?
- G det endelig, nikkede Bill. - Og fort ham, vi foretrker skinke-med- til morgenmad.
- Og meget af det, tilfede Ben.
Onkel Bud humpede ned ad trappen - og s... Sl det, som om helvede br l phovedgaden. Bill kravlede op pen ke og spejdede ud gennem tremmerne. Han kunne se en masse mennesker styrte afsted i samme retning - mod Randolph Hotel. Der l he r, ophidsede spgsm og mere lavmte svar, som han ikke kunne opfange.
- Der er noget l, meddelte han Ben. - Jeg er ikke sikker p hva' det er. Men det lyder som om, der er mtig ballade.
- Det kan ikke ve helt rigtig ballade, indvendte Ben. - N du og jeg sidder spret inde.
I nte sekund hte de tunge trin nede i kontoret - og Richwaters stemme bre:
- Kidnappet? I min by? Umuligt!
- Kidnappet, gentog Bill. - Hte du det?
- Javist, nikkede Ben.
- ... trop! skrede Richwater. - Hver eneste venduelig mand i byen skal ud - telegrafer til Denver!
Larmen og forvirringen varede et kvarter til. Pdette tidspunkt stod begge texanerne forlgst pken og kikkede ud ad vinduet phovedgaden. En formidabel og svtbevnet sheriftrop flintrede nordp Richwater og Heap red i spidsen. Lige bag dem fulgte en kendt skikkelse: John Calhoun, hvis hat sad og gyngede ovenpen hvid bandage.
- Hej! udbr Ben. - Det er Pinkerton.
- Tjep, nikkede Bill. - Ham er det og ingen anden. Lange spir jeg kan ikke lide lugten af dette her. Han sprang ned fra sengen, hen til den og rte: - Hej! Hvem er nedenunder?
- Mig, gensvarede onkel Buds stemme. - Kommer straks. Men har lige ft e pliden Clara. Vil bestille mad hos hende fst. Hele byen st pden anden ende.
- Vi har ne i hovederne, brummede Bill tt.
Nogle minutter senere dukkede onkel Bud op og meddelte fst det vigtigste: At morgenmaden snart ville komme, masser af -og-skinke. S - Ham guvernen er blevet kidnappet.
- Horace! Hellige Hanna! mumlede Ben. - Snappe-nappet!
- Engang i nat, nikkede gamle Briskin. - De smadrede hovedet pham Pinkerton manden - slog ogssekretsen ned. Og de bortfte Brill!
Partnerne vekslede forblfede blikke. Bill smed sig pken og begyndte at rulle en cigaret. Ben holdt kt. Pkritiske tidspunkter plejede han altid at overlade al tkning og planlning til Bill, som Ben nok smuntert plejede at omtale som derst aktiv mellem erne Onkel Bud pludrede videre - berettede om alt hvad han havde ht om forbrydelsen. Bill indsugede hvert et ord.
Da Clara lidt efter bragte maden, spurgte Bill ligesom rent tilfdigt om Shad Keefer var redet ud med troppen. Det var han ikke. Hun havde lige set ham, da hun passerede hans smedje med den stopfyldte morgenmadskurv til texanerne.
Da hun var gt, kastede de to sig over hendes mad. Men Bill spkede mtidet med spgsm. Hvorn var ballet holdt op? Kl. 2,30. All right, smte guvernen have vet photellet og nok ve blevet overfaldet ved 3-tiden. Mke lidt senere. Hvor lang tid var der forlet mellem kidnappingen og sammes opdagelse? Hvor ville banditterne sandsynligvis ride hen efter at have forladt Randolph City? Hvor fandtes de bedste skjulesteder i dette territorium?
- Det afhger af, hvor langt de har i sinde at bringe ham bort, sagde onkel Bud grublende - Mod vest er de sikkert ikke redet. Det er ranchland. Og de kunne risikere at blive set af en cowboy. De er sikkert redet mod San Carlo bjergene - godt fem miles herfra. Meget vildsomme. Tusinder af gode skjulesteder. Pden anden side af bjergene ligger Millsville - Pohansee kenen - en ny bjergke - og Kansas grsen.
- Hva' tror du, gamle jas? spurgte Ben interesseret.
- De kan have et tilholdssted i bjergene, sagde Bill langsomt. - Men hvis de har venner pegnen, beher de ikke ve redet slangt.
- Well, brummede den gamle. - Hvis de er redet til bjergene, kan de ikke undgat have efterladt sig et meget tydeligt spor. Ingen veje fer dertil. Man mride over prie hele tiden. Er de taget derhen, kan Eli - selv Eli! - ikke undgat finde deres spor.
- Det er mke ogsnetop hvad de banditter sker, erklede Bill.
- Lad os underse hver eneste enkelthed ne, sagde han nmest henvendt til sig selv. - Banditten, der har nappet Brill, sker at fham i levende live - ellers ville man have fundet en meget d guvern photellet. Hvorfor han sker at ffat pBrill, ved vi ikke - men kan mke finde ud af det. Hvis slynglen har udspejdet egnen ordentligt, ved han, at man ikke kan nbjergene uden at efterlade sig spor. Sdet er meget muligt, han har delt sin bande. Ladet den ene halvdel lave falsk spor til bjergene, for at ryste forfgerne af, vildlede dem - mens han selv bringer Brill til et eller andet skjulested.
- Yderst sandsynligt, nikkede onkel Bud.
- Du mkende sheriffens stak af efterlysninger, fortsatte Bill eftertksomt. - Findes her en skrap bande pdisse kanter, som muligvis kunne tke sig at samarbejde med kidnapperne?
- Nh, hold nu op, indvendte onkel Bud. - Jeg kender hver eneste ranchmand i Randolph distriktet. Og de er gode nok helt igennem allesammen. Jeg har boet her i mange - med undtagelse af et par meder, da jeg var nede pRangle Creek kanten for at bese min bror Lon, og ... Han tav brat, rejste sig fra sin skammel, greb fat i gitterden og stirrede pBill. - H! Der findes en fyr, som ...
- Som hvad? spurgte Bill skarpt.
- Han har A-Bar, lille elendig ranch i Almirado dalen, fortsatte onkel Bud nten nende. - Jeg sham i sin tid ved Rangle Creek. Lon fortalte mig om ham. Han hedder i virkeligheden Elgart, men heroppe kalder han sig Ackland.
- Ackland? gentog Bill. - Aldrig ht om ham. Fort mere, onkel Bud.
- Well, denne Elgart er i familie med de to Weyman brre. I har sikkert ht om Weyman banden, nogle morderiske banditter. Lovhdherne kalder den Weyman banden, selvom man aldrig rigtigt har kunnet bevise, det var brrene, som anfte den. For de havde altid hter p Men man regnede med, det var Jud Weyman, som var bandens virkelige boss. Han blev taget for nogle meder siden, da han blev vinget grundigt ved et diligenceoverfald. Onkel Bud fortalte alle enkeltheder om Jud Weymans dsdom og forestnde henrettelse. Fortsatte s - Min bror Lon fortalte, Elgart er i familie med de to brre - og reangst for at blive rodet ind i ubehageligheder pgrund af dem. Derfor har han forladt Rangle Creek kanten. Jeg anede ikke, hvorhen han var taget, f jeg en dag sham phovedgaden her i Randolph City.
- Du er sikker p det var ham? indsk Bill.
- Uh huh. Jeg blev nysgerrig og spurgte mig for - fik at vide, at det var en fyr ved navn Zeke Ackland, der havde slt sig ned i Almirado dalen. Well, det er alt, hvad jeg ved.
- Er du helt sikker p du ikke kan huske mere? pumpede Bill.
- Brandbombe! Jeg har holdt kt med det. Syntes ikke, der var nogen grund til at fortle nogen, denne fyr Elgart var i familie med banditter. Han skede ikke at have noget at ge med sine gemene fre. Sjeg fandt, han burde have en chance for at holde sin sti ren og leve som et herligt menneske.
- Weyman - Jud Weyman, sagde Bill tankefuldt. - Kan du ikke huske, vi har lt om den historie, lange spir? Hans bror fik folkene i Rangle Creek til at sende en benningsansning til guvern Brill. Han tav et eblik, udbr s - Overfaldet pBrills tog blev sikkert begt af den bande - de fyre havde ogshter p
- Lyder yderst fornuftigt, nikkede Ben. - Vi spdte grundigt ben for dem. Og ...
- Det er derfor, vi sidder her i kasjotten, fortsatte Bill. - De ved, det var os, der pumpede bly i dem - og ville ikke ha' os til igen at blande os i det, n de prede at tage Brill. Derfor arrangerede de det san, at vi kom til at fylde op i en celle, mens de ordnede arbejdet!
- D og djel ...! begyndte den gamle slutter.
- Onkel Bud! erklede Bill med eftertryk. - Du er nt til at sge for, vi kommer ud i en fart. Der findes en - ! - chance for, at denne Elgart er blandet ind i dette her. Det er givet, det er Weyman banden der har lavet det. Og Brill holdes muligvis fangen ude i Almirado dalen! Luk os ud, svi kan ride ud og se efter.
- Jeg ville pokkers gerne slippe jer l, drenge, sukkede den gamle. - Mer. kan ikke! Har I glemt, at Eli har taget min nle fra mig?
- Naturligvis ikke, svarede Bill. - Hent Shad Keefer, onkel Bud. Han skulle let kunne ftremmerne over - den op.
- Okay, grinede den gamle og humpede ned ad trappen.
Lidt efter vendte han tilbage med grovsmeden, som - f han gav sig til at save len i celleden ud - bestemt krede at komme ud ptogtet med texanerne.
- Det er kanske den eneste chance, jeg nogensinde f til at - - ge indtryk pClara, sagde han, da Bill og Ben i kor indvendte, at de arbejdede bedst alene.
- Hvis I ikke lover at tage mig med, kan I flov at blive siddende, hvor I sidder.
Bill spBen. Ben spBill og grinede: - Hvorfor egentlig ikke. Han er stor og stk. Og en ekstra skyder kan vel aldrig skade.
- Shad, smilede Bill. - Du skal flov at ride med.
Shad Keefer gik i gang med sin sav. Ti minutter efter var texanerne i stand til at skubbe resten af len bort med skuldrene.
- Bueno, grinede Bill, da han trte ud pgangen. - Sadel en krikke, Shad, og tag et haglgev fra Dekkewaters arsenal. Onkel Bud, kan du hente vore krikker henne hos hestehandleren. Vi skulle nig vise os mere end hst nvendigt.
- N'turligvis, sukkede den gamle. - Jeg ville faneme gi' meget for ogsat kunne komme med. Hvis jeg ikke var saffdig, s...
- Det er meget bedre, du bliver her, trtede Bill.
- N mister Skvadderm vender tilbage, mher ve nogen til at fortle ham, hvordan mig og Ben er brudt ud.
- S'fgelig. Hva ska' jeg sige?
- At du kom til at spilde noget af hans bourbon-whisky ptremmerne - ved en fejltagelse.
- Og at tremmerne smeltede v, grinede Ben.
Kort efter mtes texanerne ude i gyden bag tinghuset med onkel Bud, der allerede havde udleveret dem deres ven og nu ogshentet de nye opsadlede heste. Shad Keefer holdt allerede parat pen sptet vallak.
De red ud af Randolph City ad sidegader for ikke at vke opsigt. Og de folk, de traf p lagde knap mke til dem. Alle var kun optaget af et: Den dramatiske katastrofe - bortfelsen af guvernen.
Ssnart de var nt ud af byen, overtog Shad fingen. De fulgte sporet, som banditterne var redet ad fst og siden sheriftroppen. Da de nde det sted, hvor troppen var svinget fra sporet hen mod bjergene, brummede Bill:
- Se den stupide sherif lader til at have udskrevet hver eneste mors sj i byen.
- Nemlig, nikkede Ben.
- Vi holder os kun psporet her lidt endnu, forklarede Shad. - N vi n floden, fger vi sydbredden til vadestedet lige i nheden af Almirado dalen.
- Lyder godt, nikkede Bill. - F an, Shad.
Da de en time senere begyndte at ride langs floden, fik grovsmeden e pen fjerde rytter, som kom ridende dem langsomt i me.
- Ackland, mumlede Shad Keefer. - Ejer A-Bar.
- Zeke Ackland? spurgte Bill eftertksomt.
- Akkurat.
Da Bill holdt sin sorte hingst an, fulgte Ben og Shad hans eksempel. Ranchejeren nmede sig stadig mere, men jo nmere han kom, des tydeligere kunne Bill se, hvor anspdt og nerv han var.
Elgart havde ingen anden udvej end at ge holdt og udveksle hilsner med de tre, der sprede ham vejen.
- Dav, Ackland, sagde Shad med et nik. - Vi var pvej ud til din dal. Kender du Valentine og Emerson?
Elgart hilste texanerne med et kort nik.
- Er du pvej til byen - Elgart? spurgte Bill.
Det gav et mtigt s i Elgart. Han shastigt v og mumlede:
- Du mforveksle mig med en anden ... Jeg hedder Ackland - Zeke Ackland.
- Jas Bill trak sin hest nmere til ranchmandens. - Og hvordan st det til pA-Bar. Har du sget for, at guvern Brill har det sbehageligt som muligt?
Elgart blev kridhvid i ansigtet som et liglagen. Han mumlede en ed, begyndte at vende sin hest - men ikke hurtigt nok. Bills ne hvinede betydeligt rappere gennem luften - ramte ham psiden af hovedet og fik ham til at tumle ud af sadlen. Hesten stejlede. Elgart nde lige i sidste sekund at ffderne ud af stigblerne. Han rullede rundt og greb efter sin skyder. Ben vippede sin hrehds-revolver ud af hylstret og drede advarende. Bill sad af, bede sig ned og afvnede Elgart.
- Lad mig ve! stnede denne. - Jeg kender dig ikke - aner ikke, hva' det er du snakker om! Jeg hedder Ackland - aner ikke, hvor guvernen er skjult ...!
Bill smed Elgarts revolver hen til Ben, som greb den og stak den i sit bte. Bill begyndte at kropsvisitere Elgart, der sagte at ste sig til modvge - men forges.
- Bliv liggende, tilrede Bill, da han rejste sig. I Elgarts sidelomme havde han fundet en konvolut", stilet til Oliver Davis, Randolph Hotel. - Det er ikke slig hligt at le andres breve, knurrede han og nede konvolutten. - Men jeg tror ikke, Davis har noget mod det.
- Naturligvis ikke, grinede Ben. - Han vil ligefrem ve glad for det. Hvad st der i det, Bill?
Bill lte ht:

"Davis,
Jeg er uskadt. SDe kan give sherif Richwater besked om at indstille eftersningen. Jeg er blandt venner, men foretrker ikke at re hvor indtil videre. Der er dukket noget af livsvigtig betydning op i forbindelse med Weyman sagen. Jeg er kommet i besiddelse af uomstelige beviser for, at Jud Weyman er uskyldig. Vedlagt finder De en ordre om, at Weyman skal llades. Den er adresseret til inspekt McMurtrie. Forsegl den med mit officielle segl - og telegrafer til ham om, at jeg har besluttet, Jud Weyman skal llades pstnde fod. Jeg vender tilbage til Randolph City om nogle dage. Horace D. Brill."

- Well, well, ser man det, brummede Ben.
Bill studerede lladelses-ordren og stak sden og brevet i lommen. Elgart vaklede op. Han svedte tran og skvede som en malariapatient. Bill spham og knurrede:
- N vi overgiver dig til lovens hdhere, bliver du hgt, Elgart. Du vil blive betragtet som medskyldig i en dsstrafs-forbrydelse.
- Hva' ... hva' ... Jeg kunne ikke ge andet, stammede Elgart. - Du kender ikke Weymans - rigtigt!
Bill trte hen, greb fat i hans skjortebryst og stak ansigtet t ind til hans: - Brill er pA-Bar - ikke sandt? Hvor mange vagter, Elgart? Svar mig!
- Kun to ... Buck og en fyr ved navn Marlowe! Men du kan ikke stille noget op, Valentine! De skyder Brill, hvis du prer at bryde ind i huset.
- Arme gamle Elgart, mumlede Ben. - Han er ved at falde helt sammen - som jeg regnede med.
- Elgart, fortsatte Bill. - Hvis de sdig komme tilbage, ville de ikke skyde. De ville ske at fat vide, hvorfor du kom hjem shurtigt - ikke?
- Well - - sikkert.
Hva' siger du til det? Vil du hjpe os? Det er din eneste chance, Elgart. Hvis du hjper os med at fkrammet pdem, skal vi nok fortle lovhdherne, at du opste os og gik frivilligt med. Du vil kunne slippe helskindet ud af dette her lusede foretagende.
- Vil I ordne paragrafferne for mig? stnede Elgart.
Bill nikkede og gav slip pham. Sshan pBen, som trak Elgarts skyder op af btet og smed den tilbage til ham. Elgart greb den og stak den ned i hylstret.
- Kan to af os liste os ind phuset bagfra? spurgte Bill.
- Det er temmelig farligt, mumlede Elgart. - Man mklatre ned ad klippevgen cirka 300 skridt bag huset.
- Det skulle kunne lade sig ge, nikkede Bill. Hvis du og Shad nmer jer forsiden, vil banditterne holde e med jer - ikke os.
- M-men - hva' skal vi sige til dem?
- Alt muligt - find selv pdet. Sg blot for at holde dem hen, smig og min partner f tid til at smadre et vindue pbagsiden og slippe ind. Bill bede sig ned, glattede et stykke bar jord ud og tog en kvist. - Tegn en plan over stedet, Elgart. Vi er nt til at vide, hvilket velse, guvernen holdes fangen i.
- Der - - der er der et bagvindue, forklarede Elgart, tog kvisten og begyndte at tegne en skitse af ranchhuset. - Vinduet til mit sovekammer. Det er der, Brill er. Hvis Buck kommer ud pgdspladsen, vil han givetvis lade Marlowe blive inde i kammeret for at bevogte Brill.
- Forts endelig, Elgart, grinede Bill.
Elgart var sivrig efter at rense sig for mistanke om meddelagtighed, at han fortalte Bill alt, hvad han vidste - ogsat resten af banden f eller siden ville slutte sig til boss'en pA-Bar.
- Shad, sagde Bill. - Det kan komme til at gmorderlig varmt til. sker du stadig at lege med?
- Pr, om du kan forhindre det, grinede Shad Keefer.

KAPITEL 10

Ved middagstid havde den snu John Calhoun dannet sig sin egen mening om banditternes strategi. Den store trop med den konstant ordre-glammende Richwater i spidsen, havde finkmet San Carlo bjergenes fodklipper. Sporet var blevet stadig mere forvirret og indviklet. Kidnapperne havde uden tvivl delt sig og var redet i tre forskellige retninger. Richwater skulle lige til at dele sin trop. da Calhoun kom med indvendinger.
- T nu lige et eblik, sherif, sagde han. - Lad os tke os lidt om.
- Og give dem tid til at slippe endnu lgere bort, skummede Richwater. - Er du helt blind, Calhoun! Kan du da ikke se deres spor?
- Naturligvis, nikkede Pinkerton-manden. - Det kan selv et fem-s barn - det er stydeligt, fordi de sker, vi skal se det!
Mdene i troppen dannede rundkreds om den koldsindige detektiv og den skummende sherif. Det lod til, at de kunne fet lille, stkt tiltrgt hvil.
- Hvorfor spilde kostbar tid? bjfede Richwater. - Vi ved, de befinder sig etsteds i bjergene.
- Og det er et forbasket stort omre, sagde Calhoun - Vi kunne komme til at gennemse bjergene i ugevis.
- Well ... Richwaters mund fortrak sig i foragt. - Det er naturligvis et hdt job for en by-detektiv. Men jeg har ellers forstt, at du er guvernens livvagt. Sdu skulle ikke regne med, nogen strabadser var for store til at redde ham. Du skulle ...
- Tke mig om, afbrod Calhoun. - Og det er netop, hvad jeg forser. At bortfe en guvern er en dstraf-forbrydelse - noget som mplanlges meget omhyggeligt pforhd, ikke sandt?
- Jeg forst ikke, hvorfor ...
- Lad mig tale fdig. Hvis det nu var dig, der havde kidnappet guvern Brill, sherif - sville du vide, hvad der var i vente, ikke? Du ville vide, at hele egnen - hele distriktet ville komme til at vrimle med eftersnings-patruljer, ikke? All right - og derfor ville du ride over fladt terr, hvor du efterlod et tydeligt spor, ikke? Well, banditterne kunne ikke have fortalt det tydeligere, hvis de havde efterladt sig et kort over deres rute.
- Himmel, sherif sir, udbrod Jumbo Heap, - De lyder helt rigtigt.
- Du har ikke at blande dig i det her, snerrede Richwater. - Calhoun, vil du dermed mene, vi er pjagt efter nogle forkerte?
- Ikke helt. Jeg mener, at dette spor er blevet lagt af nogle af banditterne, som skulle lede os pvildspor.
Eli Richwater bed sig gerligt i underlen. Snig han end ville, var han nt til at give denne Pinkerton detektiv ret.
- Men hvilket motiv kan de have haft ti! ... begyndte han.
- Det bedste motiv af alle, brummede Calhoun. - At lokke lovens hdhere og flest mulige venfe md ud af Randolph City.
- Ud af Randolph City - du mener ...?
- Vi troede det, som de skede, vi skulle tro: At de har bragt guvernen til bjergene. Well, jeg tror ikke lgere rigtigt pdet. Jeg er mest tilbelig til at mene, at nogle af banditterne er sendt denne vej for at lge et falsk spor og lokke os pen vildmand. Jeg vil mene, der er stor chance for, Brill er skjult et sted i byen!
De fleste af mdene i troppen begyndte at give deres besyv med. Richwater opdagede snart, at hovedparten var af samme mening som Calhoun - og skt det nagede ham, var han nt til at indrme, det l mtig logisk.
Men naturligvis kom han med indvendinger: - Vi kan ste guvernens liv pspil ved at afble jagten og vende tilbage til byen. Hvis de trods alt har bragt ham op i bjergene ...
- Sherif, grinede Calhoun. - Det tror du slet ikke selv p Shvad venter vi p Randolph City er din by. Du formodes at kende hver en krinkelkrog i den. Lad os vende tilbage til byen og finkme den. Du har masser af mandskab - kan lge en vnet ring rundt om byen. mens hvert eneste hus bliver underst fra kder til kvist.
- Det er en kolossal opgave, erklede Richwater. - Men ikke for kolossal for mig! Ved Patrick Monahan! Jeg skal nok klare den! Han gav sig til at ble ordre ud. - Vend hestene, folkens! Vi rider hjem!
Hvordan pokker var en sstupid stodder som Richwater egentlig blevet valgt til sherif, tkte Calhoun. I Chicago eller New York ville han ikke engang kunne blive gadepanser.
Fra sin udkikspost oppe pen bjergtop sMarty Danslow i kikkert, sheriftroppen ge omkring og vende nen hjemad. Han gloede, som ville han ikke tro sine egne ne.
- De rider hjem til byen, mumlede han. - Det ser helt vanvittigt ud!
Han blev stnde pudkiksposten en halvtimestid til, indtil han var sikker j sin sag. Fst da den sidste rytter var ude af syne, steg han ned til de andre, som li dning i en klt. Sears, Larsen, Nash og McRae stirrede forventningsfuldt pham.
- Jeg aner ikke, hva' der er pfde, erklede Danslow. - Men den forbandede sheriftrop har afblt jagten! Ved at vende tilbage til flken! Well, vi har fri bane til Almirado dalen nu. Svi g, som Buck gav besked om - slutter os til ham pA-Bar.
Fminutter senere var de fem banditter pvej for at me deres anfer.
I over en time havde texanerne mtet opbyde alle deres umelige krter for at kravle op ptoppen af granitmuren bag A-Bar ranchhuset. Nu var de nt til et sted, hvorfra de havde fri udsigt over hele dalen. De kunne se Elgart og Shad Keefer netop var begyndt at ride ind gennem dalens udmunding.
- Han beregnede tiden helt rigtigt, den Elgart, mumlede Bill. - Da han bedte, hvor lang tid det ville tage os at komme herop.
- Zeke har spillet ligt hidtil, nikkede Ben.
- Vi kan vist godt stole pham, erklede Bill. - Han er reangst for at blive brdemket som bandit. Han kr frem og betragtede skringen nedenfor. - Well, vi skal videre, lange spir. Skal til at kravle ned denne vej. Her er ikke overdrevent stejlt - heldigvis. Vi rykker frem ganske forsigtigt - sElgart f tid nok til at ntil sit ke hjem. Kom s
De kom ned hurtigere end beregnet - hovedsagelig takket ve, at Ben mistede fodftet og trimlede det sidste stykke af vejen. Han var skrammet og forslt, men med hele lemmer, da Bill nde ned til ham og tt spurgte:
- Er du stadig i live?
- Tjep, brummede Ben, rejste sig, trak sine Colts og spejdede hen mod huset.
Der er ikke slig langt, mumlede Bill og trak ogsfra leret. - Elgart og Shad kan ikke ses lgere. Det er ensbetydende med, de mve n hytten. Tiden er inde til at nhen til vinduet, lange spir.
De begyndte at sprinte frem i zigzag. Nten samtidig hte Buck Weyman hovslag, der fortalte, at hans fter og grovsmeden nmede sig. Han rejste sig hurtigt inde i opholdsstuen, skyndte sig hen og nede forden pklem. Efter at have spejdet ud lukkede han den og rte til Marlowe inde i sovekammeret:
- Bliv, hvor du er, Blackie. Knebel Brill igen. Zeke kommer tilbage - og er ikke alene.
Marlowe skyndte sig at surre tklet om guvernens mund. Sgik han hen til den og sud pWeyman:
- Hva' er der los?
- Jeg er ikke klar over det - endnu, gryntede Weyman der sad phug ved et vindue ud mod gdspladsen og iagttog de kommende skarpt. - Zeke er vendt tilbage hurtigere end beregnet - har en fremmed med. Hov. ham kender jeg. Sham i byen. Grovsmeden.
- Well - hvorfor helvede har Zeke taget en smed med?
- Det beher ikke betyde ballade. Men jeg tager ingen chancer. Du bliver hos Brill. Hvis han prer at rulle sig ned fra sengen, dunker du ham i kraniet med din skyder!
- Gerne.
Marlowe vendte tilbage til sovekammeret. Phusets anden side holdt Shad og Elgart hestene an ved folden og begyndte at sidde af. Weyman havde sttet sit revolveranl mod vindueskarmen for at have fast anl - og ventede. Elgart shen mod huset og hede hden til hilsen samtidig med, han rte:
- Har taget en ven med hjem - Shad Keefer, fra byen. Hans kule har en l sko ...
- Hva' med hensyn til det andet? rte Weyman.
Alt i orden, forsikrede Elgart. - Kom med hen til laden med krikken, Keefer. Skan vi ...
- Bliv stnde! brede Weyman og sigtede pShad.
- Sig til din ven om at smide det haglgev!
Netop i dette eblik opfangede Marlowes skarpe er en sagte skraben udenfor vinduet. Han spdte hurtigt revolverhanen, kastede et advarende blik til manden psengen og begyndte at orme sig hen mod vindues-vgen. Udenfor stod Bill klemt op mod vgen ved siden af vinduet med hre arm het til slag. Ben var forsvundet rundt om hjnet.
Marlowes revolverhd kom fst til syne, shans hoved og skuldre. Bills seksler beskrev en kort, men virkningsfuld bue. Mundingen knaldede ind i bandittens tinding og sendte ham over i drmeland. Guvern Brill hte det dumpe slag og sMarlowes tunge krop glide ud ad vinduet. Han landede njorden under det. Bill satte sig i besiddelse af hans skyder og knipsede med fingrene. Ben vendte tilbage om hjnet bredt grinende. Bill stak benet ind over vindueskarmen og kravlede ind. Brill prede at rejse sig op og gurglede uforstlige lyde i kneblen.
Bill lagde en finger tvs over munden, skyndte sig hen og fjernede kneblen. - Stille, hviskede han.
- En til ... mumlede Brill. - Ude foran.
- Vi ved det, nikkede Bill. - Ben, l hans bundne bd, skjul ham under sengen. Muligvis vil Weyman anvende skydende argumenter.
Lydlt sneg han sig hen til den, nede den knap en tomme - og fik e pWeyman, som han straks genkendte som et af idnerne Weyman sad stadig phug bag vinduet og snerrede ordrer til mdene pgdspladsen.
- Zeke - det er alvor! Sig til din ven, han skal smide den haglsprte.
- Weyman, knurrede Bill. - Det er dig, der smider skyderen!
Weyman sad som stivfrossen et anspdt eblik. Shvirvlede han bandende rundt, kastede et skud hen mod den. Kuglen gik ind i karmen t ved Bills skulder. Hans Colt tordnede nagtig samtidig med, Weyman atter fyrede. Weymans anden kugle plede ind i loftet, fordi Bills havde slt ham ud af balance. Han svajede, men knugede stadig fast om sin seksler. Blod fossede ud af hans venstre arm. Ssmerterne blindede ham nten.
- Smid den! kommanderede Bill. - Ellers er du fdig, Weyman - helt fdig med at se godt ud - hvad du vist aldrig har gjort!
Weyman rettede sig ikke efter advarslen, men hede sin revolver for at affyre et skud til. Men Bill sk fst. Hans kugle ramte Weyman i brystet og smadrede ham over mod vgen. Weyman de samtidig med, at revolveren gled ud af hans kraftesle fingre. Bill var allerede henne ved forden, havde net den og kaldte pShad og Elgart:
- Kom ind!
Ben kom tilsyne i sovekammerden, spden de og brummede: - De ser slet ikke sskrappe ud, n de har stillet tlerne.
- Valentine ...! Elgart kom tumlende ind. - Jeg har lige ht ryttere! Det kan ve resten af banden! Den skulle mes med Buck her ...
Hans stemme de bort, da han fik e psin fters kraftesle kadaver. Bill skyndte sig at pumpe friske patroner i revolvertromlen.
- Shar jeg ikke mere at frygte fra hans side, mumlede Elgart.
- Hva' med guvernen, Bill? spurgte Shad. - Er han ...
- Brill har det godt, afbr Bill. - Men Elgart har muligvis ret - med hensyn til Weymans kumpaner. Luk hestene ind i laden, Shad - og skynd dig tilbage hertil.
- Vi lger os plur, forklarede Ben grinende. - Der er ting, som er bedre end at fange to af dem - at nappe hele bundtet.
- Elgart, sagde Bill. - Tror du, du kan holde modet oppe i livet lge nok til at hjpe os endnu en gang?
- Hva' - hva' skal jeg ge?
- Lok dem herind. Vi venter pdem. Hvis det kommer til skydning, kan du slippe ud af ildlinien - blot du holder dig i dningen. Forst du meningen? Du hopper ud pgdspladsen, hvis banditterne begynder at vise tder.
- All right. Elgart trak pskulderen. - Jeg skal pre.
Gennem vinduet sBill de fem ryttere komme galoperende ind i dalen nagtig samtidig med, at Shad Keefer vendte tilbage og meddelte, hestene var skaffet af vejen.
- Du holder vagt ved kkenden, forkyndte Bill. - S dig phug med din kanon - brug den, hvis det skulle blive nvendigt. Ben, hal Weymans sgmodige lig ind i sovekammeret, lad den sthalvt en og hold dig bag den. Jeg skjuler mig bag forden, n Elgart ner den.
Ben hev den de bandit ind i sovevelset. Nedenunder sengen l Brills stemme:
- Hvor lge skal jeg blive liggende her?
- Det hele er snart overstt, Horace, grinede Ben. - Bare lig stille.
Skom han i tanke om noget og trte hen til vinduet. Marlowe var bandende og stnende ved at rejse sig med hderne knuget mod sit smertende kranie. Da han var indenfor rkevidde fra vinduet, foretog Ben sig det eneste naturlige: Stak sin lange arm ud og knaldede revolverlet ned mod hans isse. Marlowe holdt mkelig brat op med at bande og stne og indtog uden mukken atter sin udstrakte stilling pjorden. Ben vendte tilbage til sovekammerden, lukkede den halvt i og lagde sig ned pdet ene kn
Shad Keefer stod ude ved siden af kkenden med gevet skudklart. Bill havde skjult sig bag den ne ford. Elgart stod i dningen og gjorde sit bedste for at se ubert ud, da han vinkede skeslt til rytterne.
Banditterne gjorde holdt ved folden og sad af.
- Hvordan gik det? rte Elgart.
- Dlet, grinede Larsen. - Sheriftroppen har allerede givet op.
- Har Buck ft denne her Brill til at be sig? spurgte Danslow, mens han trampede hen mod huset.
- Sgodt som, nikkede Elgart. - Buck vil gerne tale med jer - allesammen.
- Om hva'? spurgte Danslow.
Han traskede forbi Elgart, trte ind i stuen. Larsen fulgte lige efter ham skom Nash, McRae og Sears. Da den sidste gik forbi Elgart, trte denne til side - shurtigt at han drattede ud pgdspladsen, hvor han landede palle fire. Sears vendte sig og gloede pham, begyndte at spge:
- Hva' satan er der i vejen med ...?
- Ingen rer sig! kommanderede Bill. - Ststivfrosne. Han stak hoved og revolverhd frem bag den. - I er dket fra alle sider. Op med grabberne!
De stod alle fem i en t klynge og kneb nene skarpt sammen. Deres fingre krummede sig som klnde klr. Danslow fugtede lerne og kastede et blik hen mod sovekammerden hvor Ben stak hoved og skydere frem og nikkede venligt.
- Texanerne igen! gispede Danslow.
- Pr at re loftet, knurrede Bill. - Det er sidste advarsel!
- Marty, hvede Larsen. - Der er kun to ...!
Han trte hurtigt til side og svippede sin seksler op ... Og det var signalet til den blodige ildkamp, der kun kom til at vare et minut, som bestod af 60 blymtede sekunder. Danslow havde trukket, og Nashs hd havde lagt sig prevolversktet, da Bills og Bens sekslere begyndte pderes dbringende sang. Samtidig nede de ild. Bill sendte en kugle ind i den hurtigt-trkende Larsen, hvis ben knkede sammen som to slappe foldeknive. Sears revolver var oppe. Og McRaes. De snurrede rundt mod Bill da Shad Keefer kom til syne i den til kkenet og gav sit besyv med. Det svkalibrede haglgevs torden blandede sig med Sears smertensskrig. Han blev kastet over mod bordet, drattede hen over det og blev liggende med dinglende arme og ben. McRae knaldede to lynhurtige skud mod Bill. Fste kugle var en forbier. Nr. 2 strejfede texanerens ribben. Bill kastede sig pknfor at undgMcRaes tredie kugle - og fyrede igen. McRae tabte sit skydejern, slog hden for brystet, tumlede sidels - ind mod grovsmeden.
- Bliv siddende stille, drenge, hte Bill Ben brumme.
Nash sad penden og prede forges pat trke.
Hans hre arm var blodr fra albue til hdled. Danslow pryggen med arme og ben strakt ud til siderne.
I hre hd holdt han stadig sin seksler. Men han ville aldrig mere fden til at snakke med. Bens kugle havde gennemboret hans hjerte.
- Well - sskulle den bande ve uskadeliggjort, drede Bill og smed sig i en stol. - Elgart! Har du forbindsstoffer?
Elgart kom ind i det krudtrfyldte velse, stirrede ml pde de og sede og nikkede.
- Hent det, beordrede Bill. - N vi har forbundet de sede og surret ligene til deres krikker, rider vi til byen. Folk er nok begyndt at blive bekymrede for gamle Horace.
Kun en time var der til tusmkets frembrud, og husunderselsen i Randolph City var stadig langt fra afsluttet. En skare svtbevnede, vne md finkmede hver et hus under ledelse af Richwater, Calhoun og - til dels - Jumbo Heap. Hver en kderkrog og loftskammer blev endevendt ... Men eftersningen standsede brat, da ophidsede og hligt-he skrig htes ude fra hovedgaden.
Richwater var den fste, der nde ud pfortovet. Han mte bane sig vej med albuerne gennem det tte opl af glanende md og kvinder pfortovet. Da han nde kebanen, standsede han sbrat som ramt af lynet og gloede enmundet pdet blodige men triumferende optog:
I spidsen red guvernen, ift t han havde lt af Zeke Elgart. Phver side af ham red texanerne pulsende pcigaretter og nikkende venligt-nedladende til de gode borgerfolk, der hyldede dem med hujende hurrar. Bag texanerne fulgte syv heste med tre sede og fire de banditter surret til sadlerne. Shad Keefer og Elgart dannede bagtrop.
Richwater skulle lige til at glamme gustent, da han hte et skrig - og sClara Finch styrte ud pkebanen med susende skter og gribe fat i Shad Keefers stigble. Smeden bede sig grinende ned og klappede hendes hd.
- Bare tag det roligt, Clara, beroligede han. - Jeg har ikke ft smeget som skramme.
- Mener du ...
- N'tyrligvis. Jeg red med ud til A-Bar for at hjpe Bill og Ben med at befri guvernsen.
- Men, Shad - du... kunne - ve blevet drt.
- Well. Ville du ikke have vet ligeglad?
Clara begyndte at gved siden af hesten med blikket klet til Shads ansigt. De smilede til hinanden - og Richwaters raseri kendte ingen grser. Hvor meget mere skulle der mon komme til at overgham fra disse grinende sadelbumsers side? De havde gjort det tilsyneladende umulige! De var brudt ud af fgslet, havde frelst guvernen, taget loven i deres egen hd - lt det hele pderes egen me!
Optoget gjorde holdt udenfor Randolph Hotel. Brill sad af hesten, gik op pverandaen til sin tdetrinde, gelebrende sekret og holdt en kort tale om, hvad der var sket. Han sluttede med en flammende hyldest til sine redningsmd:
- Disse frygtle sner af En-Stjerne-staten er skyld i, at jeg st her. Han slog dramatisk ud mod Bill og Ben. - Havde de ikke grebet ind ville jeg mke nu ve slagtet - myrdet af kidnapperne. Men skt de kpede mod en overmagt, s...
- Hej, Horace, kaldte Bill. - Glem ikke Shad Keefer.
- Shad Keefer, fortsatte guvernen hjertegribende. - En af Randolph Citys egne sner. Ogshan kom, da faren var stst - rede til at ofre sit liv for at redde mit ...
Oplet og den dermed fgende forvirring varede ved et stykke tid. Slykkedes det - hovedsagelig takket ve John Calhouns indsats - at fhovedgaden ryddet, sligene kunne bringes til bedemanden og de sede til kasjotten.
Senere holdtes et vigtigt me i spisesalen photellet. Alle byens fende borgere deltog - samt Brill med sekret, Calhoun, de to lokale lovhdhere, Shad Keefer, Zeke Elgart og - sidst men ikke mindst - Bill og Ben. Der var stadig en del le tre, som skulle ftnes ind i det almindelige monster. Men nu da spdingen var forbi, kedede texanerne sig. Set fra deres synspunkt var der ingen grund til igen at trevle det hele op.
- Bliv endelig helt klar over, sherif, sagde Brill til Richwater. - At hvis der bliver gjort noget fors pigen at anholde Valentine og Emerson, vil jeg anvende hele min magt for at sge for, Randolph City f en ny sherif omgnde!
- Deres excellence, indvendte Richwater. - De er brudt ud af arresten. Og ...
- Efter at ve blevet anholdt pgrundlag af forbryderes udsagn, afbr Brill hvast. - Ikke ord mere sker jeg at he. Forstt, sherif!
Richwater bede hovedet. Aldrig f i sit liv var han blevet sydmyget. Og for at fe spot til skade havde Clara ogssvigtet ham - ket denne elendige grovsmed til sin helt. Var der da ingen ende p hvilke nedvdigelser, han skulle komme ud for?
Da guvernens stog nte dag kte fra byen, var der en stre afskedsforestilling pstationen. Men Eli Richwater holde sig beskedent i baggrunden - kunne ikke udholde at se Clara klynge sig til Shad Keefers arm.
Efter de uundglige taler dampede toget af. Oplet spredtes. Tilbage var snart kun sheriffen og to he md, som sad skeslt pderes heste og nikkede venligt farvel til ham.
- Vi rider nu, Dekkewater, grinede Bill. - Tak for al din venlighed. Vi har moret os dejligt. Kommer sikkert snart igen pbes i Randolph City.
- Nej, stnede Richwater. - Jeg forbyder det. Ved Patrick Monahan! Jeg vil aldrig se jer mere!
- Hov, sherif, protesterede Ben og lod sig glide ned pjorden. - Det kan du da ikke mene.
Han gik hen til den raserisydende lovhdher og klappede ham venligt pskuldrene og brystet. Richwater gispede halvkvalt:
- Fjern dine beskidte grabber fra mig. Forsvind! For helvede!
- Lader til, at gamle Dekkewater ikke har lyst til at ve omggelig, brummede Ben og svang sig i sadlen.
Slettede texanerne htideligt plet, vendte hestene og red ned ad hovedgaden. Richwater gloede skulende efter dem, trampede stilbage til sit kontor. Der sad han lge og stirrede tomt pdet elagte billede af hans afgud. Hvordan kunne det dog ve gt til, at disse to elendige texanere havde ft ham til at lide nederlag.
Bill og Ben havde lagt Randolph City langt bag sig, da sheriffen med opdagede, at hans keste eje - stjernen - var forsvundet fra hans jakkeopslag. Hvordan kunne det ve gt til? Han mte have tabt den. Med en ildhu, der var en langt bedre sag vdig, finkmede han hovedgaden - forges. Sgik den frygtelige sandhed op for ham. Det mte ve Emerson - ja, henne ved stationen! Der havde Emerson begt denne helligbre at stje sherifstjernen?
Da Richwater omsider fandt sin stjerne et par timer senere, blev han ikke glad, men endnu mere edderspdt. For texanerne havde, f de forlod Randolph City, omhyggeligt sat stjernen fast til halsbdet pJerry Bindles gedebuk. Der hang den til skue for hele byen!
Bill og Ben var v - men hele deres indflydelse var ikke forsvundet med dem!






搜尋引擎讓我們程式搜尋結果更加完美
  • 如果您覺得該文件有幫助到您,煩請按下我
  • 如果您覺得該文件是一個一無是處的文件,也煩請按下我

  • 搜尋引擎該文件您看起來是亂碼嗎?您可以切換編碼方式試試看!ISO-8859-1 | latin1 | euc-kr | euc-jp | CP936 | CP950 | UTF-8 | GB2312 | BIG5 |
    搜尋引擎本文件可能涉及色情、暴力,按我申請移除該文件

    搜尋引擎網址長?按我產生分享用短址

    ©2024 JSEMTS

    https://tw.search.yahoo.com/search;_ylt=A8tUwZJ2QE1YaVcAUmFr1gt.;_ylc=X1MDMjExNDcwNTAwMwRfcgMyBGZyA3lmcC10LTkwMC1zLXR3BGdwcmlkAwRuX3JzbHQDMARuX3N1Z2cDMARvcmlnaW4DdHcuc2VhcmNoLnlhaG9vLmNvbQRwb3MDMARwcXN0cgMEcHFzdHJsAwRxc3RybAM4NARxdWVyeQMlRTglQjYlODUlRTUlOEYlQUYlRTYlODQlOUIlRTclOUElODQlRTUlQUYlQjYlRTUlQUYlQjYlMjAlRTglODMlQTElRTUlQUUlODklRTUlQTglOUMEdF9zdG1wAzE0ODE0NTc3OTM-?p=%E8%B6%85%E5%8F%AF%E6%84%9B%E7%9A%84%E5%AF%B6%E5%AF%B6+%E8%83%A1%E5%AE%89%E5%A8%9C&fr2=sb-top-tw.search&fr=yfp-t-900-s-tw&rrjfid=4437391 https://tw.search.yahoo.com/search;_ylt=A8tUwZJ2QE1YaVcAUmFr1gt.;_ylc=X1MDMjExNDcwNTAwMwRfcgMyBGZyA3lmcC10LTkwMC1zLXR3BGdwcmlkAwRuX3JzbHQDMARuX3N1Z2cDMARvcmlnaW4DdHcuc2VhcmNoLnlhaG9vLmNvbQRwb3MDMARwcXN0cgMEcHFzdHJsAwRxc3RybAM4NARxdWVyeQMlRTglQjYlODUlRTUlOEYlQUYlRTYlODQlOUIlRTclOUElODQlRTUlQUYlQjYlRTUlQUYlQjYlMjAlRTglODMlQTElRTUlQUUlODklRTUlQTglOUMEdF9zdG1wAzE0ODE0NTc3OTM-?p=%E8%B6%85%E5%8F%AF%E6%84%9B%E7%9A%84%E5%AF%B6%E5%AF%B6+%E8%83%A1%E5%AE%89%E5%A8%9C&fr2=sb-top-tw.search&fr=yfp-t-900-s-tw&rrjfid=7065429 https://tw.search.yahoo.com/search;_ylt=A8tUwZJ2QE1YaVcAUmFr1gt.;_ylc=X1MDMjExNDcwNTAwMwRfcgMyBGZyA3lmcC10LTkwMC1zLXR3BGdwcmlkAwRuX3JzbHQDMARuX3N1Z2cDMARvcmlnaW4DdHcuc2VhcmNoLnlhaG9vLmNvbQRwb3MDMARwcXN0cgMEcHFzdHJsAwRxc3RybAM4NARxdWVyeQMlRTglQjYlODUlRTUlOEYlQUYlRTYlODQlOUIlRTclOUElODQlRTUlQUYlQjYlRTUlQUYlQjYlMjAlRTglODMlQTElRTUlQUUlODklRTUlQTglOUMEdF9zdG1wAzE0ODE0NTc3OTM-?p=%E8%B6%85%E5%8F%AF%E6%84%9B%E7%9A%84%E5%AF%B6%E5%AF%B6+%E8%83%A1%E5%AE%89%E5%A8%9C&fr2=sb-top-tw.search&fr=yfp-t-900-s-tw&rrjfid=7679578 https://tw.search.yahoo.com/search;_ylt=A8tUwZJ2QE1YaVcAUmFr1gt.;_ylc=X1MDMjExNDcwNTAwMwRfcgMyBGZyA3lmcC10LTkwMC1zLXR3BGdwcmlkAwRuX3JzbHQDMARuX3N1Z2cDMARvcmlnaW4DdHcuc2VhcmNoLnlhaG9vLmNvbQRwb3MDMARwcXN0cgMEcHFzdHJsAwRxc3RybAM4NARxdWVyeQMlRTglQjYlODUlRTUlOEYlQUYlRTYlODQlOUIlRTclOUElODQlRTUlQUYlQjYlRTUlQUYlQjYlMjAlRTglODMlQTElRTUlQUUlODklRTUlQTglOUMEdF9zdG1wAzE0ODE0NTc3OTM-?p=%E8%B6%85%E5%8F%AF%E6%84%9B%E7%9A%84%E5%AF%B6%E5%AF%B6+%E8%83%A1%E5%AE%89%E5%A8%9C&fr2=sb-top-tw.search&fr=yfp-t-900-s-tw&rrjfid=4057617 https://tw.search.yahoo.com/search;_ylt=A8tUwYgkQU1YcXoAUE9r1gt.;_ylc=X1MDMjExNDcwNTAwMwRfcgMyBGZyA3lmcC10LTkwMC10dwRncHJpZAMxWU5tY2FYMVFGQ2ZvUXZGN1N0bzVBBG5fcnNsdAMwBG5fc3VnZwMwBG9yaWdpbgN0dy5zZWFyY2gueWFob28uY29tBHBvcwMwBHBxc3RyAwRwcXN0cmwDBHFzdHJsAzQ4BHF1ZXJ5AyVFNiVBRCVBMSVFNiVBRCU4QyUyMCVFNSVCMCU4OCVFNiU4MyU4NSVFNSU5QyU5OAR0X3N0bXADMTQ4MTQ1Nzk3Ng--?p=%E6%AD%A1%E6%AD%8C+%E5%B0%88%E6%83%85%E5%9C%98&fr2=sb-top-tw.search&fr=yfp-t-900-tw&rrjfid=2866210 https://tw.search.yahoo.com/search;_ylt=A8tUwYgkQU1YcXoAUE9r1gt.;_ylc=X1MDMjExNDcwNTAwMwRfcgMyBGZyA3lmcC10LTkwMC10dwRncHJpZAMxWU5tY2FYMVFGQ2ZvUXZGN1N0bzVBBG5fcnNsdAMwBG5fc3VnZwMwBG9yaWdpbgN0dy5zZWFyY2gueWFob28uY29tBHBvcwMwBHBxc3RyAwRwcXN0cmwDBHFzdHJsAzQ4BHF1ZXJ5AyVFNiVBRCVBMSVFNiVBRCU4QyUyMCVFNSVCMCU4OCVFNiU4MyU4NSVFNSU5QyU5OAR0X3N0bXADMTQ4MTQ1Nzk3Ng--?p=%E6%AD%A1%E6%AD%8C+%E5%B0%88%E6%83%85%E5%9C%98&fr2=sb-top-tw.search&fr=yfp-t-900-tw&rrjfid=1883137